El reyezuelo y el oso


Gærdesmutten og bjørnen


Un día de verano salieron de paseo el lobo y el oso. Éste, oyendo el melodioso canto de un pajarillo, dijo:
- Hermano lobo, ¿qué pájaro es éste que tan bien canta?
- Es el rey de los pájaros - respondió el lobo -. Hemos de inclinarnos ante él.
Era, en efecto, el reyezuelo.
- En este caso - respondió el oso - me gustaría ver su palacio real. Enséñamelo.
- No es tan fácil como crees - dijo el lobo -; debes aguardar a que venga la Señora Reina.
Al poco rato se presentó la Reina, llevando comida en el pico, y llegó también el Rey, para dar de comer a sus crías. El oso quería seguirlos sin más ceremonias; pero el lobo lo sujetó por la manga, diciéndole:
- No, debes aguardar a que los reyes padres se hayan vuelto a marchar.
Tomaron nota del agujero donde estaba el nido, y se retiraron.
Pero el oso no podía dominar su impaciencia; a toda costa quería ver el real palacio, y, al poco rato, volvió al lugar. El Rey y la Reina se habían ausentado, y el oso, echando una mirada al nido, vio en él cinco o seis polluelos.
- ¿Esto es un palacio real? - exclamó -. ¡Vaya un palacio miserable! Ni vosotros sois hijos de reyes, sino unos pícaros.
Al oir esto los jóvenes reyezuelos, montando en cólera se pusieron a gritar:
- ¡No es verdad! Nuestros padres son gente noble. Nos pagarás caro este insulto, oso.
El oso y el lobo, inquietos, se volvieron a sus respectivas madrigueras, mientras los pajarillos continuaban gritando y alborotando. Cuando sus padres regresaron con más comida, los hijos les dijeron:
- No tocaremos una pata de mosca, aunque tengamos que morirnos de hambre, antes de que dejéis bien sentado si somos o no hijos legítimos. El oso estuvo aquí y nos insultó.
Dijo entonces el padre Rey:
- Estad tranquilos, que nosotros arreglaremos este asunto.
Y, emprendiendo el vuelo junto con la Señora Reina, llegaron a la entrada de la cueva del oso, y gritó el Rey:
- Oso gruñón, ¿por qué has insultado a nuestros hijos? Lo pagarás caro, pues vamos a hacerte una guerra sin cuartel.
Con esto declararon la guerra al oso, el cual llamó en su auxilio a todos los cuadrúpedos: el buey, el asno, el ciervo, el corzo y todos los demás que habitan la superficie de la tierra. Por su parte, el reyezuelo convocó a todos los que viven en el aire, no sólo a las aves, grandes y chicas, sino también a los mosquitos, avispones, abejas y moscas; todos hubieron de acudir.
Cuando sonó la hora de comenzar las hostilidades, el reyezuelo envió espías al lugar donde había instalado su cuartel general el jefe del ejército enemigo. El mosquito, que era el más astuto, recorrió el bosque en el que se concentraban las fuerzas adversarias, y se posó, finalmente, bajo una hoja del árbol a cuyo pie se daban las consignas. El oso llamó a la zorra y le dijo:
- Zorra, tú eres el más sagaz de todos los animales; serás el general, y nos acaudillarás.
- De buen grado - respondió la zorra -; pero, ¿qué señal adoptaremos?
Nadie dijo una palabra.
- Pues bien - prosiguió la zorra -: Yo tengo un hermoso rabo, largo y poblado, como un penacho rojo; mientras lo mantenga enhiesto, es señal de que la cosa marcha bien, y vosotros debéis avanzar; pero si lo bajo, echad a correr con todas vuestras fuerzas.
- Al oír esta consigna, el mosquito emprendió el vuelo a su campo y lo comunicó al reyezuelo con todo detalle.
Al amanecer el día en que debía librarse la batalla, viose, desde lejos, venir todo el ejército de cuadrúpedos a un trote furioso y armando un estruendo que hacía retemblar la tierra. El reyezuelo avanzó, por su parte, al frente de sus aladas huestes, hendiendo el aire con una pavorosa algarabía de chillidos, zumbidos y aleteos. Y los dos ejércitos se embistieron con furor. El reyezuelo envió al avispón con orden de situarse bajo el rabo de la zorra y picarle con todas sus fuerzas. A la primera punzada, la raposa dio un respingo y levantó la pata; resistió, sin embargo, manteniendo la cola enhiesta; la segunda picadura la obligó a bajarla un momento; y a la tercera, no pudiendo ya aguantar, lanzó un grito y puso el rabo entre piernas. Al verlo los animales, creyeron que todo estaba perdido y emprendieron la fuga, buscando cada uno refugio en su madriguera; así, las aves ganaron la batalla.
Volaron entonces los reyes padres hasta el nido y dijeron a sus crías:
- ¡Alegraos, pequeños, comed y bebed cuanto os apetezca; hemos ganado la guerra!
Pero los polluelos replicaron:
- No comeremos hasta que el oso venga ante nuestro nido a presentar excusas y reconozca nuestra alcurnia.
Voló el reyezuelo a la cueva del oso, y gritó:
- Gruñón, tienes que presentarte ante el nido de mis hijos a pedirles perdón y decirles que son personas de alcurnia; de otro modo, te vamos a romper las costillas.
El oso, asustado, apresuróse a ir para presentar sus excusas, y sólo entonces se declararon satisfechos los jóvenes reyezuelos, que comieron, bebieron y armaron gran jolgorio hasta muy avanzada la noche.
En sommerdag gik bjørnen og ulven ud at spadsere i skoven. Pludselig hørte de en fugl, der sang så dejligt, og bjørnen sagde: "Hvad er det for en fugl, som synger så kønt, bror ulv." "Det er fuglenes konge," sagde ulven, "den må vi bøje os for." Det var imidlertid gærdesmutten. "Hvis det er tilfældet, vil jeg også gerne se dens palads," sagde bjørnen, "lad os gå derhen." "Det er ikke så nemt, som du tror," svarede ulven, "du må vente, til dronningen kommer." Kort efter kom kongen og dronningen med næbbet fuldt af føde til deres unger. Bjørnen ville straks gå ind, men ulven trak den i ærmet og sagde: "Nej, du må vente til kongen og dronningen er gået igen." De lagde så nøje mærke til det hul, hvor reden var, og travede så af sted. Men bjørnen havde ingen ro på sig, den ville se det kongelige slot, og lidt efter vendte de tilbage. Nu var kongen og dronningen for alvor fløjet ud, og da den kiggede ind i reden, så den, at der lå en fem seks unger derinde. "Er det det kongelige slot?" råbte bjørnen. "Det er da et usselt palads. I er heller ikke kongebørn, I er uægte børn." Da gærdesmutterne hørte det, råbte de rasende: "Det er ikke sandt vores forældre er hæderlige folk, det skal du komme til at stå til regnskab for." Bjørnen og ulven blev bange og vendte om og satte sig i deres huler. De små gærdesmutter blev ved med at skrige og larme, og da forældrene kom hjem med mad, sagde de: "Om vi så skal sulte ihjel, rører vi ikke så meget som et flueben, før I har sagt os, om vi er ægte børn eller ej. Bjørnen har været her og fornærmet os." "Vær kun rolig, lille børn, den sag skal jeg nok klare," sagde den gamle konge og fløj sammen med dronningen hen til bjørnens hule og råbte: "Hvorfor har du fornærmet mine børn, gamle brumbasse. Det skal komme dig dyrt til at stå, det må afgøres i en blodig krig." Nu var krigen altså erklæret, og alle firføddede dyr, okser og æsler, hjorte og råer blev kaldt sammen. Gærdesmutten samlede alt, hvad der flyver i luften, ikke blot alle store og små fugle, men også myg, gedehamse, bier og fluer.
Da krigen skulle til at begynde, sendte gærdesmutten spejdere ud for at få at vide, hvem der var fjendens anfører. Myggen var den listigste af dem allesammen, den sværmede rundt i skoven, hvor fjenden forsamlede sig, og satte sig til sidst under et blad på det træ, hvorved der blev holdt krigsråd. Bjørnen kaldte nu på ræven og sagde: "Du er den listigste af os allesammen. Du skal være vor anfører." "Vel," sagde ræven, "men hvad for et tegn skal vi aftale?" Det var der ingen, som vidste, men så sagde ræven: "Jeg har sådan en dejlig lang, rød, busket hale. Den ser næsten ud som en fjerbusk. Når jeg løfter den i vejret, går det godt, og så skal I marchere frem, men lader jeg den hænge ned, skal I flygte alt, hvad I kan." Da myggen havde hørt det, fløj den hjem igen og fortalte alting meget nøjagtigt til gærdesmutten.
Da den dag kom, hvor slaget skulle stå, kom alle de firføddede dyr farende, hu, hej, så jorden rystede. Gærdesmutten kom flyvende med sin hær, den peb og skreg og summede, så man blev angst og bange, og hærene gik løs på hinanden. Gærdesmutten sendte imidlertid gedehamsen af sted, for at den skulle sætte sig under rævens hale og stikke af alle livsens kræfter. Ved det første stik gav det et sæt i ræven, så den lettede lidt på det ene ben, men den kunne dog holde halen i vejret, anden gang måtte den lade den synke et øjeblik, men tredie gang kunne den ikke holde det ud, skreg og stak halen imellem benene. Da dyrene så det, troede de, at alt var tabt, og løb af sted hver til sin hule, og således vandt fuglene slaget.
Kongen og dronningen fløj nu hjem til deres børn og råbte: "Glæd jer børn og spis og drik af hjertenslyst. Vi har vundet slaget." "Nej," svarede de små gærdesmutter, "vi spiser ikke en bid, før bjørnen kommer herhen og beder os om forladelse og siger, at vi er ægte børn." Gærdesmutten fløj nu hen til bjørnens hule og råbte: "Kom hen til mine børn og bed dem om forladelse og sig, at de er ægte børn, gamle brumbasse, ellers skal jeg sparke dine ribben itu." Bjørnen var forfærdelig angst og skyndte sig at krybe frem og gøre, hvad gærdesmutten forlangte. Nu var de små gærdesmutter rigtig fornøjede, satte sig sammen i reden, spiste og drak og morede sig til langt ud på natten.