I en mølle boede der engang en møller, som hverken havde kone eller børn. Han havde tre møllersvende i sin tjeneste, og da de havde været nogle år hos ham, sagde han til dem: "Nu er jeg gammel og vil sætte mig hen i kakkelovnskrogen. Drag ud i verden, og den, der bringer mig den bedste hest, vil jeg give møllen, men han skal til gengæld også pleje mig, til jeg dør." Den tredie af svendene var endnu i lære, og de andre troede, han var et rigtigt fæ, og undte ham ikke møllen, og han brød sig forresten heller ikke om den. De drog nu alle tre af sted sammen, og da de kom udenfor landsbyen, sagde de til den dumme Hans: "Du kan blive her. Du finder dog aldrig i dine levedage nogen hest." Men Hans gik alligevel med, og om natten kom de til en hule, hvor de lagde sig til at sove. De to kloge fyre ventede, til Hans var faldet i søvn, så stod de op, gik deres vej og lod Hans ligge, og mente, de havde båret sig rigtig fiffigt ad. Men det gik dem alligevel ikke så forfærdelig godt. Da solen stod op, og Hans vågnede, lå han alene i den mørke hule. Han så sig om og råbte: "Hvor er jeg dog." Så stod han op, kravlede ud af hulen, gik ind i skoven og tænkte: "Nu er jeg ganske alene og forladt her. Hvordan skal jeg dog kunne finde en hest." Da han gik videre i disse triste tanker, mødte han en lille broget kat, som venligt sagde: "Hvor skal du hen, Hans." - "Du kan såmænd alligevel ikke hjælpe mig," sagde drengen. "Jeg ved godt, hvad der er i vejen," sagde katten, "du vil have en smuk hest. Kom med mig og tjen mig i syv år, så vil jeg give dig en, som du aldrig har set mage til." - "Det var da en løjerlig kat," tænkte Hans, "men jeg har dog nok lyst til at se, om det er sandt, hvad den siger." Han fulgte nu med til et fortryllet slot, hvor alle tjenerne var katte. De sprang behændigt op og ned ad trapperne og var glade og i godt humør. Da de spiste til aften, spillede tre af dem, den ene spillede bas, den anden violin, den tredie blæste på trompet, så kinderne struttede. Da de havde spist, blev bordet ryddet væk, og katten sagde: "Kom så og dans med mig, Hans." - "Nej, jeg danser ikke med en missekat, det har jeg endnu aldrig gjort." - "Lad ham så komme i seng," sagde den til tjeneren. De lyste ham så ind i sovekammeret, og en tog hans sko af og en anden hans strømper, og så pustede de lyset ud. Om morgenen kom de igen og hjalp ham med at klæde sig på. En gav ham strømperne på, en bandt hans strømpebånd, en anden hentede hans sko, en vaskede ham og en tørrede hans ansigt med sin hale. "Det er rigtig behageligt," sagde Hans. Han måtte imidlertid også bestille noget. Hver dag huggede han pindebrænde. Han fik en økse, en kile og en sav af sølv og en kølle af kobber. Nå, han huggede altså brænde og fik sin gode mad og drikke der i huset, men han så aldrig andet end den brogede kat og dens tjenere. En dag sagde den til ham: "Gå ud på engen og slå græsset og sørg for, at det bliver tørt." Derpå fik han en le af sølv og en hvæssesten af guld, og fik befaling til at levere det altsammen tilbage igen. Hans gjorde sit arbejde, og da han var færdig bragte han leen og stenen og høet hjem og spurgte, om han ikke måtte få sin løn. "Du skal gøre en ting endnu," sagde katten, "her er bygningstømmer af sølv, økse, vinkeljern og alt, hvad du behøver, altsammen af sølv. Byg mig så et lille hus." Hans byggede huset og sagde, at nu havde han gjort, hvad han skulle, men han havde endnu ikke fået nogen hest. De syv år var imidlertid gået for ham, som om de havde været et halvt. Katten spurgte, om han ville se dens heste. Det ville Hans gerne. Den lukkede så huset op, og derinde stod tolv heste, og de var så smukke og spejlblanke, at hjertet hoppede i livet på ham. Han fik så noget at spise og drikke, og katten sagde: "Gå så kun hjem, men du får ikke hesten med. Den bringer jeg dig om tre dage." Hun viste ham vejen til møllen, og han gik så af sted. Han havde imidlertid ikke fået nye klæder, men måtte gå i den gamle, pjaltede frakke, han havde haft på, da han kom, og den var han jo helt vokset ud af i de syv år. De to andre møllersvende var allerede kommet hjem, og de havde hver en hest med, men den ene var blind og den anden lam. "Hvor er din hest?" spurgte de. "Den kommer om tre dage," svarede han, men så gav de sig til at le. "Hvor vil du få en hest fra?" sagde de, "det bliver vist en rar en." Hans gik ind i stuen, men mølleren ville ikke have, at han måtte sætte sig hen til bordet, for han var så pjaltet og laset, at man måtte skamme sig, hvis der skulle komme nogen. Han fik så en smule mad, og da de om aftenen skulle i seng, ville de to andre ikke give ham plads. Til sidst måtte han krybe ind i gåsestien og lægge sig på det bare halm. Da han vågnede, var de tre dage gået. Der kom så kørende en vogn med seks pragtfulde heste og en tjener kom bagefter med en syvende til den fattige møllerdreng. Ud af vognen steg en dejlig prinsesse, og det var ingen anden end den brogede kat, som Hans havde tjent i syv år. Hun spurgte mølleren, hvor møllerdrengen var. "Han ligger ude i gåsestien," svarede han, "han var så pjaltet, at vi ikke kunne tage ham herind." Prinsessen sagde, at de skulle hente ham, og han kom så og holdt sine pjalter sammen om sig, så godt, han kunne. Tjenerne tog nu nogle prægtige klæder frem, vaskede ham og klædte ham på, og da han var færdig, var han så smuk som nogen konge. Prinsessen forlangte nu at se de to møllersvendes heste, og den ene var blind og den anden lam. Hun lod så tjenerne bringe den syvende hest, og mølleren sagde, at så smuk en ganger havde han aldrig set. "Det er den tredie møllersvends," sagde hun. "Så skal han have møllen," sagde mølleren, men prinsessen sagde til ham, at han måtte gerne beholde hesten og også møllen. Derpå satte hun sig op i vognen med den trofaste Hans, og de kørte af sted. De kørte til det lille hus, som han havde lavet med sølvværktøjet. Det var blevet til et stort slot, hvor alt var af sølv og guld. Så holdt de bryllup, og de var så rige, så rige, at de havde nok til hele deres liv. Så ingen skal sige, at den der er dum, ikke kan blive til noget.
有一个上了年纪的磨房主，他没有妻子和孩子，只有三个学徒伺候他。 由于他们跟他已有多年了，有一天他便对他们说："我老啦，只想坐在炉子后面取取暖啦。你们都出去吧，谁回来的时候给我带来匹好马，这磨房就归谁啦。可是有个条件，他得伺候我给我送终。"老三最笨，二个师兄觉得他太傻，根本就不配得到磨房，连他自己都没一点信心。 他们三个一块出去到了庄子上，二个师兄对傻汉斯说："你最好等在这里，你一辈子也弄不到一匹马。"可是汉斯还是坚持要跟他们走。 到了晚上他们在一个山洞里过夜，二个聪明的师兄等汉斯睡着后起来离去了，把汉斯一人丢在了洞里。 他们认为这招很聪明，可事后却让他们后悔。 太阳升起来了，汉斯一觉醒来，发现他睡在一个深深的洞里。 他看了看四周，感叹道："噢！老天爷，我这是在哪儿？"他站起来爬出洞，走进了森林。 "现在我被遗弃至此，孤单一人，如何弄到马匹呀？"正当满腹愁思，边走边想的时候，他碰见了一只小花猫。 小花猫客气地问他："汉斯，你去哪儿？""哎，你帮不了我。""可我知道你在想什么，"猫说，"你不就是想要一匹骏马嘛，跟我来，为我当一名忠实的仆人，伺候我七年，我就给你一匹你一辈子也没见过的最好的骏马。""阿哈！这只猫真有意思，"汉斯想，"可我得去看看她说的是否是真的。"她带他到了她那被使了魔法的城堡，里面除了一些小猫--他们都是她的仆人，其它一无所有。 他们轻快地在楼上楼下跳来跳去，一片快乐无忧的景象。 晚上他们坐下吃晚饭，席前有三只小猫在演奏乐曲，一只拉大提琴，一只拉小提琴，第三只吹号，他鼓着腮帮子使劲地吹着。 吃完饭，桌子被撤去，花猫说："现在，汉斯，你陪我跳舞吧。""不，"他说，"我可不跟母猫跳舞，我从来没这么干过。""那么，带他上床吧。"她向其它猫命令。 于是，一只猫点起灯引他去卧室，一只给他脱鞋，一只脱袜子，最后一只吹灭了蜡烛。 第二天早晨他们又来伺候他起床，一只给他穿袜子，一只系袜带，一只穿鞋，一只洗漱，一只用尾巴给他擦干脸，"这感觉好柔和。"汉斯说。 但是他还得去伺候花猫，然后每天去砍柴，砍柴工具是一把银斧头，还有银凿子和银锯子，锤子是铜的，他将柴劈得细细的。 他留在城堡里天天好吃好喝，天天和花猫以及她的仆人们相守，再也见不到其他任何人了。 一天她对他说："去草地割点草，然后把草晒干。"说着给了他一把银镰刀和一块金磨石，但要他小心使用安全归还。 汉斯去草地，把活儿干完了，他拿着镰刀、磨石和干草回到了屋里，问是否该给他工钱了。 "不，"花猫拒绝说，"你必须先为我多做些事。这儿有银木，木匠的斧子、角铁和各种所需要的东西，全都是银子的。用这些东西你给我盖座小房子。"汉斯把小房子盖好了，他说他什么事都干了，可仍然没得到马。 其实七年过得很快，就如同六个月似的。 花猫问他是否愿意去看看她的马，"愿意。"汉斯说。 她于是便打开了小房子的门，里面关有十二匹马，匹匹毛亮体壮。 见到这些骏马，汉斯的心里乐开了花。 后来她请他吃饭，然后说："回家吧，只是我现在不能给你马；三天后我会去找你，把马带去。"于是汉斯出发了，她告诉汉斯回磨房的路。 然而她连一件新衣服都没给他，他只好还穿着那件又脏又破的外套。 这外套是他穿来的，七年过去了，这衣服他穿着哪儿都显小。 他到家后，二个师兄也在那里，而且每人都带了一匹马，但一匹是瞎马，另一匹是瘸马。 他们问汉斯他的马呢，"三天后就会来的。"他们听后笑道："真是的，傻汉斯你到哪儿去找马呀？是匹骏马吧！"汉斯进到厅里，可磨房主说不许他入座，因为他穿得又脏又破，如果别人进来的话他会使他们丢脸的。 所以他们给他一口饭，让他到外边吃。 晚上，大家休息了，可是二个师兄不让他上床，最后他只好钻进了鹅窝，在一堆干草上过了夜。 三天已经过去了，来了一辆六匹马拉的马车，这六匹马相当漂亮，看上一眼简直是无比的享受。 仆人还拉了第七匹马，这就是给那位贫穷的磨房小工的。 有一位高贵的公主从车里出来，走进磨房，这位公主就是那只小花猫，汉斯已经伺候她七年啦。 她问磨房主他的笨徒弟在哪儿？ 磨房主答我们不能让他呆在这磨房里，他太脏啦；他在鹅窝里睡觉呢。 可是国王的女儿让他们立刻把他找来，于是他们把他带了出来。 他使劲扯着那件小外套想掩住自己的身体。 仆人们打开豪华的衣服，替他洗干净，装扮起来。 收拾完毕后，他变成了最英俊的国王啦。 这时姑娘想看看师兄们带来的马，发现一匹是瞎马，另一匹是瘸马。 她命令仆人把第七匹马牵来，磨房主见了这匹马说这样的马从没进过他的院子。 "这是给你的第三个徒弟的。"她说。 "那他就应该拥有这间磨房。"磨房主答道。 可是国王的女儿却说把马留在这儿，磨房还属于他，然后她拉着忠实的汉斯上了车，一同离开了那里。 他们先到了那座小房子，这房子是他用银工具盖的，可现在变成了一座大宫殿，里面的东西全是金和银的。 然后她嫁给了他，他从此很富有，一辈子不愁吃喝，也再没有人说傻瓜不能成为重要人物啦。