从前有一个国王，有一个小男孩，巫师给他算卦说在十六岁那年，他的命将被一只公鹿所克。 他长到十六岁了，一次他和猎人们外出狩猎，在森林里与其他人走散了，猛然间发现了一只大公鹿，他想开枪，可是没射中。 他在公鹿后面追呀追，一直追出了森林。 忽然，公鹿变成一个巨人站在他面前说："我可逮着你啦。为了追你我跑坏了六双玻璃溜冰鞋，可还是没能追上你。"然后他拽着国王的儿子过了一个大湖，来到一座大宫殿。 原来那巨人是那个国家的国王，他两个坐在桌旁吃了些东西，吃完后那巨人国王说："我有三个女儿，你必须为我的大女儿守一晚上夜，从晚上九点到早晨六点，每当钟敲想的时候，我要亲自去叫你，如果你没有回答，明天早晨你就会被处死，如果你每次都回答我，你可以娶她为妻。"
当小伙子走到卧室，那里竖立着一尊圣耶稣的石像，国王的女儿对石像说："我父亲到九点钟来，然后每一小时来一次，直到三点，等他叫的时候，你替王子回答一声。"圣耶稣的石像很快地点头，点头越来越慢，最后停止。 第二天早上国王对他说：你这活儿干的不错，不过我不能把女儿许出去，你必须为我的二女儿守一次夜，然后我才能考虑你是否能娶我的大女儿为妻，我可是每小时去一次，我叫你的时候，你得答应，如果你没有回答，我会使你的鲜血流尽。 说完他们两个走进卧室，里面竖立着一尊更大些的圣耶稣的石像，国王的女儿对它说："如果我父亲叫，你就回答他。"圣耶稣的大石像又很快地点头，随后越来越慢，最后静止不动，王子则躺在门槛上，头枕在手上睡起觉来。 第二天早上国王对他说："你这活儿干的真不错，不过我不能把女儿许出去，你必须为我的最小的公主守一次夜，然后我才能考虑你是否能娶我的大女儿为妻，我可是得每小时去一次，我叫你的时候，你得答应，如果你没有回答，我会亲自将你的鲜血流尽。"
然后他们两个走进卧室，里面竖立着一尊比前两个更大的圣耶稣的石像，公主对它说："如果我父亲叫，回答他。"这尊又高又大的圣耶稣的石像连续点了半个小时的头，方才停止不动。 王子躺在门槛上，又入了梦乡。 第二天早上国王说："你确确实实干的不错，可我现在不想让你娶走我的女儿。我有一片大森林，如果你能从早晨六点到晚上六点为我把树全都砍倒的话，我会考虑的。"然后他交给他一把玻璃斧头，一把玻璃楔子和一柄玻璃槌子。 他走进林子，立刻开始砍伐，可是斧头断成了两节。 接着他又拿起槌子砸楔子，楔子又被砸得粉碎。 这时他感到十分绝望，相信自己活不了啦，于是坐在地上哭了起来。
时到中午，国王说："姑娘们，你们去一个人给他送些吃的。""不，"大女儿回答，"我可不能去 ，他最后一个为谁守的夜，谁就该去。 "所以小公主就不得不去给他送食物。她到了森林后问他进展如何，"哦，"他答道，"别提多倒霉啦。 "她劝他过来吃点东西。"不了，"他情绪低落地说，"我不吃，反正是个死，我吃不下去。 "她轻声细语地开导他，求他多少吃一点，他这才过来吃了些食品。等他吃完后，她说："我给你抓一会儿虱子，你会觉得舒服点儿。 "
她给他抓虱子时，他感到一阵倦意袭来，便昏昏入了睡。 这时她掏出手帕，系了一个结，在地上敲了三下，说道："地神，地神，快出来。"眨眼间钻出了小地神，问公主有何旨意。 她说："用三个小时把这座大林子全部砍倒，并将所有的木头堆放好。"小地神们领旨后分头离去，召集了全体家族来帮忙砍树。 他们开工迅速，经过三个小时，工作已经完成，他们回来向公主作了汇报。 这时她又拿起白手帕说："地神，回家吧。"顿时，他们全都消失啦。 王子醒来后很高兴，公主对他说："到敲响六点的时候，咱们就回家。"他听了她的话，回到了王宫后国王问他："你把树都砍完了吗？""是的。"王子回答。 可是国王又说："我还是不能把我的女儿嫁给你，你得为她再做些事。"他问是什么活儿。 "我有个大鱼塘，"国王说，"你必须明天一早就去把里面的污泥都掏出来，塘里的水要变得清如明镜，还要有各种各样的鱼。"第二天一早国王给他一把玻璃锹并告诉他："鱼塘的活必须在六点钟干完。"他到了鱼塘将锹往泥里一插，锹就断成了两节。 他又挥起镐，镐也碎了，他可是烦透啦。 中午公主来送饭，问他情况如何。 王子说一团糟，他肯定要掉脑袋了。 "我的工具又都成了碎片。""噢，"她说，"你过来吃点饭，心情就会好点儿。""不，"他拒绝，"我不吃，一点胃口都没有。"她又跟他说了许多好话，使他终于过来吃了些东西。 她再次为他抓虱子，这时他又睡着了。 她掏出手帕，系了一个结，在地上敲了三下，说道："地神，地神，快出来。"眨眼间钻出了许多小地神，问公主有何吩咐。 她告诉他们用两个小时把鱼塘彻底掏干净，塘里的水必须清洁得能让人照出自己的影子，里面还得有各种各样的鱼。 小地神们领旨后分头离去，集合了全体家族来帮忙。 在两个小时内，工作便完成了，他们回来向公主作了汇报："奉您的旨意，我们已经干完啦。"这时她又拿起白手帕，往地上敲了三下，说："地神，回家吧。"他们全都走了。
王子醒来时，鱼塘的活儿已经完成了，公主也已经离去，在走之前，她要他等到六点钟的时候回到宫里。 当他回到了宫中，国王问他："你把鱼塘的活儿干完啦？""是的，"王子答道。 活儿完成得很漂亮。
当他们再次坐到桌旁时，国王却说："你虽然把鱼塘掏净了，可我仍不能将女儿嫁给你，你还得再作一件事。""什么事？"王子问。 国王说他有一座大山，山上除了荆棘外 ，不长别的，荆棘必须被砍光，然后要在山顶上盖一座大城堡，城堡要牢固无比，里面的陈设要应有尽有。 第二天他起床的时候，国王给他一把玻璃斧头和一把玻璃手钻，要他六点钟的时候将所有的活儿干完。 然而他刚砍第一簇灌木时，斧子就断了，碎片蹦得满地都是，手钻也没法使了。 这时他变得痛苦不堪，盼望他的心上人能来帮他一把。 中午时分她来送饭，他走上前去迎接并告诉了他的遭遇，她给他抓虱子，他便又睡着了。 此时她又掏出手帕结，敲着地面说道：""地神，地神，快出来。 "瞬间又钻出了许多小地神，问公主有何旨意。她告诉他们："你们用两个小时的时间把所有的荆棘都砍光，然后在山顶上盖一座大城堡，城堡要牢固无比，里面的陈设要应有尽有。 "他们离去，号召全体家族来帮忙，等时间一到，所有的事情便都结束了，他们回来向公主作了汇报。这时她拿起手帕，敲了三下地说："地神，回家吧。 "他们立刻全都消失了。王子醒后见事情全部完成，高兴得就像一只在天空中飞翔的小鸟。当时钟敲响六点钟时，他们一同回了家。国王问："城堡盖好啦？ ""是的。 "王子回答。国王又说："在她的两个姐姐嫁出去之前，我不能放我的小女儿走。 "王子和国王的女儿为此十分难过，王子想不出任何办法。他只好等到晚上和国王的女儿一起逃走了。跑了不远，国王的女儿回头一瞅，发现国王在后面追呢。"噢，"她说，"我们可怎么办呀？ 我父亲在后面呐，他会把我们带回去的。 我立刻把你变成一簇荆棘，我自己变成一朵玫瑰，藏在灌木丛中吧。 "父亲赶到了，看见一簇荆棘，上面有一枝玫瑰，他伸手想摘那玫瑰，可是荆棘上的刺扎了他的指头，他不得不回宫去了。王后问他为何没有把他们的女儿带回来。他说就在他快要追上她的时候，她不见啦，眼前是一簇荆棘，上面长着一枝玫瑰。
王后接着埋怨道："如果你摘下玫瑰，那荆棘就非得跟来。"于是他又回去采玫瑰，可是他俩已经早过了平原了，国王仍在后面紧追不舍。 这时公主又一次回头看见她父亲追来，她说："我们现在怎么办哪？让我马上把你变成一座教堂，我自己变成一个牧师吧，我站在讲坛上布道。"当国王追到时，发现面前是一座教堂，讲坛上有个牧师正在布道，他听了一会儿弥撒，就又回宫了。
王后问为什么没有把他们的女儿带回来，他说："别提啦，我在后边追了好长时间，眼看快追上了，前面却是一座教堂，里面有个牧师正在布道。""你应该把牧师带回来，"王后说："那教堂不一会儿就会跟来。让你去真没用，我还是自己去吧。"她走了一段时间，看见了远处那俩人，国王的女儿回头，看见了她母亲来了，便说："我们可没辙啦，我母亲亲自追过来了，我得把你马上变成一个鱼塘，我自己变成一条鱼。"
母亲追到这里，面对的是一口大鱼塘，水中间有一条鱼快活地跳来跳去，而且不时地探出脑袋张望。 她竭力想抓住那条鱼，可是力不从心。 她不由得怒火上升 ，为抓住那条鱼，她一口气喝干了鱼塘里的水，但是感到非常不舒服，不得不又将水又吐了出来。 她难过地哭了起来："我非常清楚这是没有办法的事儿"。 她于是央求他们跟她回去。 国王的女儿被感动了，回到母亲的身边，王后给了女儿三个胡桃，告诉她："这三个胡桃在你最需要的时候会帮你忙的。"小伙子也和她们一同回去了。 他们走了约十里路，来到了王子当初出走的城堡，附近有一个村庄。 他们走进村庄，王子说："在这里等一会儿，亲爱的，我先进宫去，安排马车和侍从来接你。"
王子回到了王宫。 他的归来让上上下下的人皆大欢喜。 他告诉大家他已有未婚妻，她在村子里，他们得赶快准备车辆去接她。 大家便七手八脚地套好了马车，大群侍从在车外各就各位。 王子上车了，上车前他母亲吻了他一下，他在这一瞬间忘记了以前所发生的一切事情，以及他将要做的事情。 这时他母亲下令把马车卸套，大家都回屋去。 在村子里坐等的姑娘等呀、盼呀，真是望眼欲穿，但是没有一个人来接她。 她没有办法，只好到属于王宫的一家磨房里去干活，她的工作是每天下午到水池旁去刷洗器皿。 一天王后从王宫里散步出来，路过水池，看见一位体态丰满的姑娘蹲在那里，她不禁感叹："那姑娘可真是丰润多姿呀！她太让我高兴啦！"她和全体随从仔细观察着姑娘，但无人认识她。 姑娘为磨房主工作了很长的时间，她干活卖力，待人诚实。 与此同时，王后为王子从很远的地方娶来一位新娘。 新娘一到，他们便要就举行婚礼。 那天，许多人热热闹闹地集结在一起，都想看盛大的婚礼。 姑娘向磨房主请假也想去看看，磨房主答应说："行啊，去吧。"她在走之前，打开了三个胡桃中的一个，发现里面有一件漂亮衣裳。 她穿上衣裳，走进教堂，站在了祭坛旁。 后来来了一对新人，坐在了祭坛的前面，正当牧师要为他祝福的时候，新娘往边上看了一眼，发现了站在那里姑娘。 当时她就站了起来说她得有和那个女士一样漂亮的衣服，否则不会结婚。 他们只好又回到宫里，然后派人去问那姑娘卖不卖那件衣服。 不，她不卖衣服，可是新娘或许有机会拥有那件衣服，她说。 新娘忙问她该怎么做才能拥有那件衣服。 姑娘说只要让她在王子的门外睡一个晚上，新娘就可以得到她想要的，新娘说她乐意这么做，但侍从受命给王子喝了安眠药，姑娘在门槛前躺了下来，整个一晚上她都在倾诉自己的悲伤。 为了他，她砍倒了整座森林；为了他，她清除了鱼塘里的污泥；为了他，她建造了那座城堡；她把他变成一簇荆棘，然后又变成一座教堂，最后又变成一个鱼塘，万万没想到他这么快就把她忘到脑后了。 可是沉睡中的王子没听到一个字，侍从倒是醒了，并听见了姑娘的话，但是不解其意。 第二天，大家起了床，新娘穿上那件衣服，和新郎一起去了教堂。 姑娘打开第二个胡桃，里面有一件更加漂亮的衣裳。 她穿上了它，站在教堂的祭坛旁，以后发生的事情和以前一样。 姑娘又在王子卧室的门槛前躺了一个晚上，侍从再次受命给王子喝安眠药。 然而这次侍从却给王子喝了些提神醒脑的东西。 在王子上床就寝的时候，磨房主的女仆同昨晚一样在门槛前哭诉自己的遭遇和悲伤。 这次王子可一字一句全都听清楚啦，他感到非常难过，从前的记忆都涌入了脑海之中，他想立刻走到她的身边，可是他母亲把门锁上了。 第二天一早，他马上找到了心上人，告诉了她自己的经过，并真心实意地请求她不要因为自己的忘却而对他耿耿于怀。 国王的女儿打开第三个胡桃，里面是一件比前两件更为漂亮的衣裳，她穿上了它，和她的新郎共同走向教堂。 一群孩子跑来给新人献花，并用彩带围在他们的脚上，牧师为他们祝福，婚礼上一片欢乐。 那伪善的母亲和未婚的新娘从此遭到流放，而最后讲述这个故事的人现在仍在讲个不停呢。
当小伙子走到卧室，那里竖立着一尊圣耶稣的石像，国王的女儿对石像说："我父亲到九点钟来，然后每一小时来一次，直到三点，等他叫的时候，你替王子回答一声。"圣耶稣的石像很快地点头，点头越来越慢，最后停止。 第二天早上国王对他说：你这活儿干的不错，不过我不能把女儿许出去，你必须为我的二女儿守一次夜，然后我才能考虑你是否能娶我的大女儿为妻，我可是每小时去一次，我叫你的时候，你得答应，如果你没有回答，我会使你的鲜血流尽。 说完他们两个走进卧室，里面竖立着一尊更大些的圣耶稣的石像，国王的女儿对它说："如果我父亲叫，你就回答他。"圣耶稣的大石像又很快地点头，随后越来越慢，最后静止不动，王子则躺在门槛上，头枕在手上睡起觉来。 第二天早上国王对他说："你这活儿干的真不错，不过我不能把女儿许出去，你必须为我的最小的公主守一次夜，然后我才能考虑你是否能娶我的大女儿为妻，我可是得每小时去一次，我叫你的时候，你得答应，如果你没有回答，我会亲自将你的鲜血流尽。"
然后他们两个走进卧室，里面竖立着一尊比前两个更大的圣耶稣的石像，公主对它说："如果我父亲叫，回答他。"这尊又高又大的圣耶稣的石像连续点了半个小时的头，方才停止不动。 王子躺在门槛上，又入了梦乡。 第二天早上国王说："你确确实实干的不错，可我现在不想让你娶走我的女儿。我有一片大森林，如果你能从早晨六点到晚上六点为我把树全都砍倒的话，我会考虑的。"然后他交给他一把玻璃斧头，一把玻璃楔子和一柄玻璃槌子。 他走进林子，立刻开始砍伐，可是斧头断成了两节。 接着他又拿起槌子砸楔子，楔子又被砸得粉碎。 这时他感到十分绝望，相信自己活不了啦，于是坐在地上哭了起来。
时到中午，国王说："姑娘们，你们去一个人给他送些吃的。""不，"大女儿回答，"我可不能去 ，他最后一个为谁守的夜，谁就该去。 "所以小公主就不得不去给他送食物。她到了森林后问他进展如何，"哦，"他答道，"别提多倒霉啦。 "她劝他过来吃点东西。"不了，"他情绪低落地说，"我不吃，反正是个死，我吃不下去。 "她轻声细语地开导他，求他多少吃一点，他这才过来吃了些食品。等他吃完后，她说："我给你抓一会儿虱子，你会觉得舒服点儿。 "
她给他抓虱子时，他感到一阵倦意袭来，便昏昏入了睡。 这时她掏出手帕，系了一个结，在地上敲了三下，说道："地神，地神，快出来。"眨眼间钻出了小地神，问公主有何旨意。 她说："用三个小时把这座大林子全部砍倒，并将所有的木头堆放好。"小地神们领旨后分头离去，召集了全体家族来帮忙砍树。 他们开工迅速，经过三个小时，工作已经完成，他们回来向公主作了汇报。 这时她又拿起白手帕说："地神，回家吧。"顿时，他们全都消失啦。 王子醒来后很高兴，公主对他说："到敲响六点的时候，咱们就回家。"他听了她的话，回到了王宫后国王问他："你把树都砍完了吗？""是的。"王子回答。 可是国王又说："我还是不能把我的女儿嫁给你，你得为她再做些事。"他问是什么活儿。 "我有个大鱼塘，"国王说，"你必须明天一早就去把里面的污泥都掏出来，塘里的水要变得清如明镜，还要有各种各样的鱼。"第二天一早国王给他一把玻璃锹并告诉他："鱼塘的活必须在六点钟干完。"他到了鱼塘将锹往泥里一插，锹就断成了两节。 他又挥起镐，镐也碎了，他可是烦透啦。 中午公主来送饭，问他情况如何。 王子说一团糟，他肯定要掉脑袋了。 "我的工具又都成了碎片。""噢，"她说，"你过来吃点饭，心情就会好点儿。""不，"他拒绝，"我不吃，一点胃口都没有。"她又跟他说了许多好话，使他终于过来吃了些东西。 她再次为他抓虱子，这时他又睡着了。 她掏出手帕，系了一个结，在地上敲了三下，说道："地神，地神，快出来。"眨眼间钻出了许多小地神，问公主有何吩咐。 她告诉他们用两个小时把鱼塘彻底掏干净，塘里的水必须清洁得能让人照出自己的影子，里面还得有各种各样的鱼。 小地神们领旨后分头离去，集合了全体家族来帮忙。 在两个小时内，工作便完成了，他们回来向公主作了汇报："奉您的旨意，我们已经干完啦。"这时她又拿起白手帕，往地上敲了三下，说："地神，回家吧。"他们全都走了。
王子醒来时，鱼塘的活儿已经完成了，公主也已经离去，在走之前，她要他等到六点钟的时候回到宫里。 当他回到了宫中，国王问他："你把鱼塘的活儿干完啦？""是的，"王子答道。 活儿完成得很漂亮。
当他们再次坐到桌旁时，国王却说："你虽然把鱼塘掏净了，可我仍不能将女儿嫁给你，你还得再作一件事。""什么事？"王子问。 国王说他有一座大山，山上除了荆棘外 ，不长别的，荆棘必须被砍光，然后要在山顶上盖一座大城堡，城堡要牢固无比，里面的陈设要应有尽有。 第二天他起床的时候，国王给他一把玻璃斧头和一把玻璃手钻，要他六点钟的时候将所有的活儿干完。 然而他刚砍第一簇灌木时，斧子就断了，碎片蹦得满地都是，手钻也没法使了。 这时他变得痛苦不堪，盼望他的心上人能来帮他一把。 中午时分她来送饭，他走上前去迎接并告诉了他的遭遇，她给他抓虱子，他便又睡着了。 此时她又掏出手帕结，敲着地面说道：""地神，地神，快出来。 "瞬间又钻出了许多小地神，问公主有何旨意。她告诉他们："你们用两个小时的时间把所有的荆棘都砍光，然后在山顶上盖一座大城堡，城堡要牢固无比，里面的陈设要应有尽有。 "他们离去，号召全体家族来帮忙，等时间一到，所有的事情便都结束了，他们回来向公主作了汇报。这时她拿起手帕，敲了三下地说："地神，回家吧。 "他们立刻全都消失了。王子醒后见事情全部完成，高兴得就像一只在天空中飞翔的小鸟。当时钟敲响六点钟时，他们一同回了家。国王问："城堡盖好啦？ ""是的。 "王子回答。国王又说："在她的两个姐姐嫁出去之前，我不能放我的小女儿走。 "王子和国王的女儿为此十分难过，王子想不出任何办法。他只好等到晚上和国王的女儿一起逃走了。跑了不远，国王的女儿回头一瞅，发现国王在后面追呢。"噢，"她说，"我们可怎么办呀？ 我父亲在后面呐，他会把我们带回去的。 我立刻把你变成一簇荆棘，我自己变成一朵玫瑰，藏在灌木丛中吧。 "父亲赶到了，看见一簇荆棘，上面有一枝玫瑰，他伸手想摘那玫瑰，可是荆棘上的刺扎了他的指头，他不得不回宫去了。王后问他为何没有把他们的女儿带回来。他说就在他快要追上她的时候，她不见啦，眼前是一簇荆棘，上面长着一枝玫瑰。
王后接着埋怨道："如果你摘下玫瑰，那荆棘就非得跟来。"于是他又回去采玫瑰，可是他俩已经早过了平原了，国王仍在后面紧追不舍。 这时公主又一次回头看见她父亲追来，她说："我们现在怎么办哪？让我马上把你变成一座教堂，我自己变成一个牧师吧，我站在讲坛上布道。"当国王追到时，发现面前是一座教堂，讲坛上有个牧师正在布道，他听了一会儿弥撒，就又回宫了。
王后问为什么没有把他们的女儿带回来，他说："别提啦，我在后边追了好长时间，眼看快追上了，前面却是一座教堂，里面有个牧师正在布道。""你应该把牧师带回来，"王后说："那教堂不一会儿就会跟来。让你去真没用，我还是自己去吧。"她走了一段时间，看见了远处那俩人，国王的女儿回头，看见了她母亲来了，便说："我们可没辙啦，我母亲亲自追过来了，我得把你马上变成一个鱼塘，我自己变成一条鱼。"
母亲追到这里，面对的是一口大鱼塘，水中间有一条鱼快活地跳来跳去，而且不时地探出脑袋张望。 她竭力想抓住那条鱼，可是力不从心。 她不由得怒火上升 ，为抓住那条鱼，她一口气喝干了鱼塘里的水，但是感到非常不舒服，不得不又将水又吐了出来。 她难过地哭了起来："我非常清楚这是没有办法的事儿"。 她于是央求他们跟她回去。 国王的女儿被感动了，回到母亲的身边，王后给了女儿三个胡桃，告诉她："这三个胡桃在你最需要的时候会帮你忙的。"小伙子也和她们一同回去了。 他们走了约十里路，来到了王子当初出走的城堡，附近有一个村庄。 他们走进村庄，王子说："在这里等一会儿，亲爱的，我先进宫去，安排马车和侍从来接你。"
王子回到了王宫。 他的归来让上上下下的人皆大欢喜。 他告诉大家他已有未婚妻，她在村子里，他们得赶快准备车辆去接她。 大家便七手八脚地套好了马车，大群侍从在车外各就各位。 王子上车了，上车前他母亲吻了他一下，他在这一瞬间忘记了以前所发生的一切事情，以及他将要做的事情。 这时他母亲下令把马车卸套，大家都回屋去。 在村子里坐等的姑娘等呀、盼呀，真是望眼欲穿，但是没有一个人来接她。 她没有办法，只好到属于王宫的一家磨房里去干活，她的工作是每天下午到水池旁去刷洗器皿。 一天王后从王宫里散步出来，路过水池，看见一位体态丰满的姑娘蹲在那里，她不禁感叹："那姑娘可真是丰润多姿呀！她太让我高兴啦！"她和全体随从仔细观察着姑娘，但无人认识她。 姑娘为磨房主工作了很长的时间，她干活卖力，待人诚实。 与此同时，王后为王子从很远的地方娶来一位新娘。 新娘一到，他们便要就举行婚礼。 那天，许多人热热闹闹地集结在一起，都想看盛大的婚礼。 姑娘向磨房主请假也想去看看，磨房主答应说："行啊，去吧。"她在走之前，打开了三个胡桃中的一个，发现里面有一件漂亮衣裳。 她穿上衣裳，走进教堂，站在了祭坛旁。 后来来了一对新人，坐在了祭坛的前面，正当牧师要为他祝福的时候，新娘往边上看了一眼，发现了站在那里姑娘。 当时她就站了起来说她得有和那个女士一样漂亮的衣服，否则不会结婚。 他们只好又回到宫里，然后派人去问那姑娘卖不卖那件衣服。 不，她不卖衣服，可是新娘或许有机会拥有那件衣服，她说。 新娘忙问她该怎么做才能拥有那件衣服。 姑娘说只要让她在王子的门外睡一个晚上，新娘就可以得到她想要的，新娘说她乐意这么做，但侍从受命给王子喝了安眠药，姑娘在门槛前躺了下来，整个一晚上她都在倾诉自己的悲伤。 为了他，她砍倒了整座森林；为了他，她清除了鱼塘里的污泥；为了他，她建造了那座城堡；她把他变成一簇荆棘，然后又变成一座教堂，最后又变成一个鱼塘，万万没想到他这么快就把她忘到脑后了。 可是沉睡中的王子没听到一个字，侍从倒是醒了，并听见了姑娘的话，但是不解其意。 第二天，大家起了床，新娘穿上那件衣服，和新郎一起去了教堂。 姑娘打开第二个胡桃，里面有一件更加漂亮的衣裳。 她穿上了它，站在教堂的祭坛旁，以后发生的事情和以前一样。 姑娘又在王子卧室的门槛前躺了一个晚上，侍从再次受命给王子喝安眠药。 然而这次侍从却给王子喝了些提神醒脑的东西。 在王子上床就寝的时候，磨房主的女仆同昨晚一样在门槛前哭诉自己的遭遇和悲伤。 这次王子可一字一句全都听清楚啦，他感到非常难过，从前的记忆都涌入了脑海之中，他想立刻走到她的身边，可是他母亲把门锁上了。 第二天一早，他马上找到了心上人，告诉了她自己的经过，并真心实意地请求她不要因为自己的忘却而对他耿耿于怀。 国王的女儿打开第三个胡桃，里面是一件比前两件更为漂亮的衣裳，她穿上了它，和她的新郎共同走向教堂。 一群孩子跑来给新人献花，并用彩带围在他们的脚上，牧师为他们祝福，婚礼上一片欢乐。 那伪善的母亲和未婚的新娘从此遭到流放，而最后讲述这个故事的人现在仍在讲个不停呢。
Der var engang en konge, som havde en lille dreng. Ved hans fødsel blev det spået, at han skulle blive dræbt af en hjort, når han var seksten år. Da han var blevet så gammel, fulgte han engang med nogle jægere på jagt, og inde i skoven kom han bort fra de andre. Pludselig fik han øje på en stor hjort, sigtede på den, men kunne ikke ramme den. Hjorten blev ved at løbe foran ham, til han kom ud af skoven, så forsvandt den pludselig, og i stedet for stod der en stor mand. "Det er godt, jeg endelig har fået fat på dig," sagde han, "jeg har allerede løbet seks par glasskøjter itu for din skyld, uden at kunne nå dig." Han slæbte ham nu med sig over en dyb flod, til de kom til et stort, kongeligt slot. Der satte de sig til bords, og da de havde spist, sagde kongen: "Jeg har tre døtre. Du skal våge hos den ældste fra klokken ni om aftenen til klokken seks om morgenen. Hver gang klokken slår, kommer jeg og kalder på dig, og hvis du ikke svarer, slår jeg dig ihjel i morgen, men svarer du, skal du få hende til kone." De to unge mennesker gik så ind i sovekammeret, hvor der stod en stenstøtte. "Fra klokken ni kommer min far hver time, til klokken er seks," sagde prinsessen til den, "så skal du svare i stedet for prinsen." Statuen nikkede med hovedet, først hurtigt, så langsommere og langsommere, til den til sidst stod stille. Prinsen lagde sig på dørtærskelen, støttede hovedet på hånden og faldt i søvn. Næste morgen sagde kongen: "Du har gjort dine sager godt, men jeg kan alligevel ikke give dig min datter. Du må først våge en nat hos den næstældste prinsesse, så vil jeg tænke over, om du kan få min ældste datter til kone. Hver time kommer jeg og kalder på dig, og hvis du ikke svarer, skal dit blod flyde." De gik så ind i prinsessens sovekammer. Der stod en endnu større stenfigur, og hun sagde til den: "Når min far kalder, skal du svare." Statuen nikkede med hovedet, først langsomt, så hurtigere og hurtigere, til den til sidst stod stille. Prinsen lagde sig på dørtærskelen, støttede hovedet i hånden og faldt i søvn. Næste morgen sagde kongen: "Du har gjort dine sager godt, men jeg kan alligevel ikke give dig min datter. Du må først våge en nat hos den yngste prinsesse, så vil jeg tænke over, om du kan få min næstældste datter til kone. Hver time kommer jeg og kalder på dig, og hvis du så ikke svarer skal dit røde blod flyde." De gik så ind i prinsessens sovekammer, hvor der stod en endnu større stenfigur. " Når min far kalder, skal du svare," sagde prinsessen, og den store figur nikkede vel en halv time med hovedet. Prinsen lagde sig på dørtærskelen og faldt i søvn. Næste morgen sagde kongen: "Du har rigtignok gjort dine sager godt, men jeg kan alligevel ikke give dig min datter. Jeg har en stor, stor skov. Hvis du kan hugge den om fra klokken seks om morgenen til seks om aftenen, så vil jeg tænke over det." Prinsen fik en glasøkse, en glaskile og en glaskølle med og gik ind i skoven. Da han havde gjort et hug, gik øksen itu, så tog han kilen og slog med køllen på den, og den splintredes som fint sand. Da blev han meget bedrøvet, for han troede, at han skulle dø, og satte sig ned og græd. Ved middagstid sagde kongen til sine døtre: "En af jer må bringe lidt mad ud til ham." - "Nej," sagde den ældste, "vi gør det ikke. Lad hende gå, som han har våget sidst hos." Den yngste måtte så af sted, og da hun kom ud i skoven, spurgte hun, hvordan det gik. "Det går meget dårligt," svarede han. Hun sagde så, at han skulle komme hen og få lidt at spise, men det ville han ikke. Nu skulle han jo snart dø, sagde han. Prinsessen snakkede godt for ham og bad ham dog prøve at spise lidt, og til sidst føjede han hende. Da de havde spist, sagde hun: "Kom her og læg dit hovede i mit skød, så bliver du nok bedre tilpas." Han gjorde det, men blev straks så træt, at han faldt i søvn. Hun tog da sit lommetørklæde frem og slog en knude på det, slog det tre gange mod jorden og sagde: "Kom, krumben." I samme nu vrimlede der en mængde underjordiske frem og spurgte prinsessen, hvad hun befalede. "I løbet af tre timer skal I fælde hele skoven og stable træet op," sagde hun. De underjordiske kaldte nu hele deres slægt til hjælp, og da de tre timer var gået, var de færdige og løb hen og fortalte prinsessen det. "Hjem med jer, krumben," sagde hun, tog igen sit lommetørklæde og væk var de. Da prinsen vågnede, blev han meget glad, og prinsessen sagde, at nu skulle han komme hjem klokken seks. Det gjorde han. Kongen spurgte så, om han havde fældet skoven, og han sagde ja. "Du må gøre en ting til, inden du kan blive gift med min datter," sagde kongen, mens de sad og spiste til aften. Prinsen spurgte, hvad han nu forlangte. "Jeg har en meget stor dam," sagde kongen, "den må du i morgen rense, så den er blank som et spejl, og den må være fuld af alle slags fisk." Klokken seks næste morgen gav kongen ham en glasskovl og en glashakke og sagde: "Klokken seks må dammen være færdig." Prinsen gik så ned til dammen, men da han stak skovlen ned i mudderet, gik den itu, og det gik ligesådan med hakken. Han blev meget bedrøvet. Ved middagstid kom den yngste prinsesse med mad til ham, og spurgte, hvordan det gik. Prinsen svarede, at det gik så dårligt, at han nok måtte af med hovedet. Hans redskaber var straks gået itu. "Kom nu hen og få noget at spise," sagde hun. "Så skal du se, du bliver i bedre humør." Men det var han altfor bedrøvet til. Prinsessen snakkede så godt for ham, til han føjede hende, og derpå lagde han igen hovedet i hendes skød og faldt i søvn. Prinsessen slog så på jorden med sit lommetørklæde, og straks myldrede de underjordiske frem og spurgte, hvad hun ønskede. Hun befalede dem så at sørge for, at dammen i løbet af tre timer var blank som et spejl og fuld af alle slags fisk. De underjordiske kaldte nu alle deres slægtninge til hjælp, og efter to timers forløb var de færdige. Prinsessen slog så med sit lommetørklæde i jorden, og væk var de. Så gik hun og sagde til prinsen, at han skulle komme hjem klokken seks. Kongen spurgte ham nu, om han var færdig med dammen, og han sagde ja. Da de havde sat sig til bords, sagde kongen: "Du kan nu alligevel ikke få min datter, før du har gjort en ting til." - "Hvad er det?" spurgte prinsen. Kongen fortalte ham da, at han havde et stort bjerg, der var helt bevokset med tjørnekrat. Det skulle han fælde, og på toppen af bjerget skulle han bygge et slot, der var så dejligt, at man ikke kunne tænke sig det skønnere, og der måtte ikke mangle en eneste smule. Da prinsen næste morgen stod op, gav kongen ham en glasøkse og et glasbor. Klokken seks skulle slottet være færdigt. Men ved det første slag sprang øksen i mange små stykker, og boret kunne han heller ikke bruge. Da blev han meget bedrøvet, og satte sig ned og ventede på, om prinsessen ikke ville komme og hjælpe ham. Ved middagstid, da hun kom med maden, gik han hende i møde og fortalte, hvordan det var gået ham. Hun satte sig ned, lod ham lægge hovedet i hendes skød, og straks faldt han i søvn. Hun kaldte så igen på de underjordiske, og de kom myldrende og spurgte, hvad hun ønskede. "I løbet af tre timer skal I hugge hele krattet om," sagde hun, "og så skal I på toppen af bjerget bygge det vidunderligste slot, man kan tænke sig, og der må ikke mangle den mindste smule." De underjordiske kaldte nu alle deres slægtninge til hjælp, og slottet var færdigt i rette tid. De kom løbende og fortalte prinsessen det, hun slog igen med sit lommetørklæde på jorden, og de forsvandt. Da prinsen vågnede, blev han meget glad, og klokken seks gik de sammen hjem. Kongen spurgte, om slottet var færdigt, og prinsen sagde ja. Da de havde sat sig til bords, sagde kongen: "Jeg kan ikke give min yngste datter bort, før de to ældste er gift." Prinsen og prinsessen blev så bedrøvede, og vidste ikke, hvad de skulle gøre. Om natten løb de så deres vej sammen. Da de var kommet et lille stykke bort, vendte prinsessen sig om og så, at hendes far fulgte efter dem. "Hvad skal vi gøre," sagde hun, "far forfølger os, og han vil nok indhente os. Jeg forvandler dig til en tjørn og mig til en rose, midt inde i busken." Da kongen kom derhen, så han ikke andet end en tjørnebusk og en rose. Han ville plukke blomsten, men tornene stak ham i fingrene, og så vendte han om og gik hjem. Hans kone spurgte, hvorfor han ikke havde bragt dem med hjem. Han svarede, at han havde været ganske nær ved dem, men så havde han tabt dem af syne og ikke fundet andet end en tjørn og en rose. "Du skulle bare have plukket rosen, så var busken nok kommet efter," sagde dronningen. Kongen gik så af sted igen for at få fat i rosen. Prinsen og prinsessen var allerede kommet langt bort, og da hun vendte sig om, fik hun øje på sin far, der skyndte sig efter dem. "Hvad skal vi nu gøre," sagde hun, "jeg vil forvandle dig til en kirke og mig til en præst, som står på prædikestolen og prædiker." Da kongen kom derhen, stod der en kirke, og da han gik derind, stod præsten og prædikede. Han hørte på prædikenen og gik så hjem. Dronningen spurgte, hvorfor han ikke havde de to flygtninge med. "Jeg løb efter dem i lang tid," svarede han, "men ligesom jeg troede, jeg havde dem var de væk, og jeg så ikke andet end en kirke, hvor præsten stod og prædikede." - "Du skulle have taget præsten med," sagde dronningen, "så var kirken også nok kommet. Men det kan ikke nytte, at sende dig af sted. Det er bedre, jeg går selv." Da hun var kommet så langt bort, at hun kunne se de to i det fjerne, vendte prinsessen sig om, og fik øje på sin mor. "Nu er det ude med os," sagde hun, "nu kommer min mor selv. Jeg vil forvandle dig til en dam og mig til fisk, som svømmer deri." Da dronningen kom derhen, så hun ikke andet end en stor dam. En lille fisk svømmede nok så lystigt omkring derude og stak hovedet op af vandet. Hun ville gerne fange fisken, men hun kunne ikke få fat i den. Hun blev vred og lagde sig ned for at drikke dammen ud, men hun fik kvalme og måtte kaste det hele op igen. "Jeg ser nok, at det ikke kan hjælpe noget," sagde hun, "men kom så kun, jeg skal ikke gøre jer noget." Prinsen og prinsessen kom nu også, og dronningen gav sin datter tre valnødder og sagde: "De kan hjælpe dig i den yderste nød." Så gik prinsen og prinsessen videre, og da de havde gået en halv snes dage, kom de til det slot, hvor prinsen hørte hjemme. Lige ved siden af det lå en landsby. "Bliv her, min elskede," sagde han, "jeg går op på slottet, og så kommer jeg og henter dig i en vogn med mine tjenere." Da han kom op på slottet, blev der stor glæde. Han fortalte så, at hans brud sad nede i landsbyen, og der blev straks spændt for vognen, og mange tjenere stod op på den. Da prinsen ville stige ind, gav hans mor ham et kys, og straks glemte han alt, hvad der var sket. Så lod hun hestene spænde fra, og de gik ind i slottet.
Prinsessen sad imidlertid nede i landsbyen og ventede og ventede, men der kom ingen. Hun tog da tjeneste på en mølle, som hørte til slottet, og sad hver eftermiddag nede ved vandet og skurede karrene. Engang kom dronningen spadserende forbi, og da hun fik øje på hende, sagde hun: "Sikken en køn pige. Hende synes jeg godt om." Alle de andre så nu på hende, men ingen af dem kendte hende. Tiden gik imidlertid og prinsessen tjente mølleren ærlig og tro. Dronningen havde nu fundet en brud til sin søn, og hun boede langt, langt borte, men så snart hun kom, skulle brylluppet fejres. En mængde mennesker strømmede sammen for at se på stadsen, og pigen bad mølleren, om hun måtte få lov til at gå derhen. "Ja, værsgo'," sagde han. Førend hun gik, åbnede hun den ene af valnødderne, og der lå den dejligste kjole. Den tog hun på og gik op til alteret. Lidt efter kom bruden og brudgommen ind og satte sig ved alteret, men lige da præsten ville til at velsigne dem, skottede bruden til siden og fik øje på den unge pige. Hun sagde nu, at hun ville ikke giftes, før hun også havde fået sådan en kjole, og de gik så hjem og sendte bud til pigen for at spørge, om hun ville sælge den, det ville hun ikke, men hun sagde, at de kunne få den på visse betingelser. De spurgte, hvad det var, og hun svarede da, at hvis hun måtte sove udenfor prinsens dør om natten, skulle de få kjolen, og det gik de ind på. Tjeneren fik nu befaling til at give prinsen en sovedrik, og prinsessen lå hele natten derude og fortalte om, hvordan hun havde fældet skoven, renset dammen, bygget slottet, forvandlet dem til en tornebusk, en kirke og en dam, og nu havde han glemt det altsammen. Prinsen hørte ikke noget af det, men tjeneren vågnede og kunne ikke forstå, hvad det skulle betyde.
Næste morgen tog bruden kjolen på og gik til kirke med prinsen. Imidlertid lukkede pigen den anden valnød op og fandt en endnu smukkere kjole. Den tog hun på og gik op til alteret, og det gik ligesom forrige gang. Pigen lagde sig igen om natten på dørtærskelen. Tjeneren, som skulle give prinsen sovedrikken, gav ham i stedet for noget, som kunne holde ham vågen, og da han var kommet i seng, hørte han alt, hvad pigen sagde. Han blev meget bedrøvet, for nu kunne han huske alt, hvad der var sket, og ville gå ud til hende, men hans mor havde låst døren. Næste morgen gik han straks ind til sin kæreste, fortalte hende, hvordan det hele var gået til, og bad hende ikke være vred, fordi han havde glemt hende så længe. Prinsessen lukkede nu den tredie valnød op, og fandt en endnu smukkere kjole. Den tog hun på og gik med sin brudgom til kirken. Børnene gav hende blomster og kastede brogede bånd for hendes fødder, og præsten velsignede dem og brylluppet blev fejret med stor pragt. Prinsens mor og den anden brud måtte rejse deres vej.
Den, der sidst fortalte mig denne historie sagde, at det var sandt altsammen.