De tre sorte prinsesser


Las tres princesas negras


Ostindien blev engang belejret af fjenden, og han ville ikke gå sin vej, før han fik seks hundrede daler. Borgerne lod da trommen gå og bekendtgjorde, at den, der kunne skaffe pengene, skulle blive borgmester. Nede ved søen sad en fisker med sin søn og fiskede, og så kom fjenden, tog hans søn til fange og gav ham seks hundrede daler for ham.
Fiskeren gav straks rådherrerne pengene, fjenden drog bort, manden blev udnævnt til borgmester, og det blev besluttet, at den der ikke sagde: "Hr. borgmester" til ham, skulle klynges op i galgen.
Sønnen slap imidlertid fra fjenden og flygtede ind i en stor skov, hvor der lå et højt bjerg. Det lukkede sig op for ham, og da han gik derind, kom han til et forhekset slot, hvor stole og borde og bænke var beklædt med sort. Så kom der tre prinsesser, som var helt sorte, og kun havde en lille bitte smule hvidt i ansigtet, og sagde, at han skulle ikke være bange, de skulle ikke gøre ham noget, men hvis han ville, kunne han frelse dem. Det ville han gerne, hvis de ville sige ham, hvordan han skulle bære sig ad. De sagde da, at han i et helt år hverken måtte tale til dem eller se på dem, hvis der var noget, han ville have, skulle han blot sige det, så skulle de svare, hvis de måtte. Da han havde været der i nogen tid, fik han lyst til at komme lidt hjem til sin far, og prinsesserne gav ham da en pung med penge og smukke klæder, og han måtte love at komme igen inden otte dage.
Han kom så ud af bjerget og lige hen til Ostindien. Da han ikke kunne finde sin far i deres lille hytte, spurgte han nogle folk, hvor den fattige fisker var blevet af, men de sagde, at sådan måtte han ikke tale, så blev han hængt. Da han kom op til sin far sagde han: "Hvor kan en stakkels fisker komme til så stor en ære." - "Det må du ikke sige," sagde folk rundtomkring, "hvis rådsherrerne får det at høre, kommer du til at dingle i galgen." Men han blev ved, og til sidst slæbte de da også af sted med ham ud til retterstedet. Han bad nu, om han ikke måtte få lov til at gå en gang tilbage til sin gamle hytte, og da han kom derhen, tog han sine gamle klæder på og sagde: "Kan I nu se, at jeg er den fattige fiskers søn. I disse klæder har jeg tjent brødet til min far og mor." Da kendte de ham og bad ham om forladelse, og han fortalte nu om skoven og bjerget og slottet med de tre sorte prinsesser, som havde sagt, at han kunne frelse dem. Men hans mor var ikke rigtig glad ved den historie og rådede ham til at tage vievand med og stænke det i ansigtet på dem.
Han gik nu tilbage til bjerget, men han var rigtig bange. Da han kom ind, lå prinsesserne og sov, og han stænkede så vievand på dem, og da blev de halvt hvide. Straks sprang de op, truede ad ham og sagde: "Forbandet skal du være, vort blod råber om hævn over dig. Aldrig bliver det menneske født, som kan fri os fra trolddommens magt, men vi har tre brødre, som er smedet fast i syv jernlænker, de skal sønderrive dig." Der lød et tordnende brag, og han sprang i en fart ud af vinduet, men brækkede det ene ben. Slottet sank i jorden, bjerget lukkede sig og ingen ved, hvor det har ligget.
La India fue sitiada por el diablo, el cual se negó a levantar el cerco mientras no se le pagasen seiscientos ducados. Diose orden de pregonar que quien aportara aquella cantidad sería elegido alcalde. He aquí que un pobre pescador se hallaba a la orilla del mar, en compañía de su hijo. Llegó el diablo apoderóse del hijo y, como compensación, dio los seiscientos ducados al padre. Fue éste a entregarlos a los señores de la ciudad. Retiróse el enemigo, y el pescador fue nombrado burgomaestre. Pregonóse entonces que quien no le llamase "Señor Alcalde" sería condenado a la horca.
El hijo logró escapar de manos del diablo y llegó a un gran bosque, situado en una alta montaña. Abrióse ésta y apareció un espacioso castillo encantado, donde todo - sillas, mesas y bancos - estaba tapizado de negro. Entraron luego tres princesas, vestidas de negro, y que sólo en la cara eran un poquitín blancas, y le dijeron que no se asustase, pues ningún daño le causarían. En cambio, él podía desencantarlas. Contestóles que lo haría gustoso si supiera cómo. Ellas le explicaron que por espacio de un año no debía dirigirles la palabra ni mirarlas; sólo podría pedirles lo que deseara, y ellas lo harían si les estaba permitido. Al cabo de un tiempo de permanecer el muchacho en el castillo, dijo que deseaba volver a la casa de su padre, y las princesas le respondieron que podía hacerlo. Diéronle un bolso de dinero y los vestidos que debía ponerse, y le comunicaron que tendría que estar de regreso dentro de ocho días.
Sintióse el mozo arrebatado, y, en un momento, se encontró en la India. Pero no había modo de dar con su padre en su vieja choza; y, así, anduvo preguntando a la gente dónde había ido a parar el pobre pescador. Respondiéronle que no debía hablar en aquellos términos, pues, de lo contrario, lo ahorcarían. Encontró, al fin, a su padre y le dijo:
- Pescador, ¿cómo habéis llegado a esto?
- No debéis llamarme así - lo reprendió él -. Si se enteran los señores de la ciudad, te ahorcarán.
Pero el chico no le hizo caso y fue conducido a la horca. Al llegar allí, suplicó:
- ¡Oh, señores! Permitidme que vaya por última vez a la vieja choza del pescador.
Cuando estuvo en ella, vistió su antigua blusa y, compareciendo de nuevo ante los personajes, dijo:
- ¿No lo veis? ¿No soy el hijo del pobre pescador? En este traje he ganado el pan de mi padre y de mi madre.
Reconociéronlo entonces y, pidiéndole perdón, lo llevaron con ellos a su casa, donde contó a todos sus aventuras. Cómo había llegado al bosque de una alta montaña; cómo se había abierto la montaña y entrado en un castillo encantado, en el que todo era negro, y cómo se le habían presentado tres princesas, negras de pies a cabeza, y sólo un poquito blancas en la cara. Y las princesas lo habían tranquilizado, y dicho que él podía desencantarlas. Respondió entonces su madre que todo aquello debía de ser cosa del diablo; tenía que llevarse una vela bendita y echarles en la cara cera derretida.
Regresó el muchacho, y muy asustado por cierto. Vertióles sobre el rostro unas gotas de cera mientras dormían y vio que quedaban medio blancas. Incorporándose entonces bruscamente las princesas, gritáronle:
- ¡Perro maldito, nuestra sangre clama venganza contra ti! ¡Ahora no existe ya en todo el mundo, ni existirá jamás, un ser humano que pueda redimirnos! Tenemos tres hermanos, que están amarrados a siete cadenas: ellos te destrozarán.
Levantóse un espantoso griterío en todo el castillo; el mozo saltó por la ventana y se rompió una pierna. Hundióse el palacio en el suelo, cerróse de nuevo la montaña, y nadie supo dónde había estado.