若く焼きなおされた小男


Manden, der blev ung igen


神様がまだこの地上を歩いていた頃、神様と聖ペテロはある晩鍛冶屋に立ち寄り、ただで泊めてもらいました。するとたまたま、年とって体が弱りよぼよぼになった貧しい乞食がこの家に来て、鍛冶屋に施しを願いました。聖ペテロはこの乞食を気の毒に思い、「主よ、お気に召すなら、この男が自分のパンを稼げるように苦しみを解いてあげてください。」と言いました。神様はやさしく、「鍛冶屋さん、私に炉を貸してくれませんか、それから石炭をくべてほしい。そうすればこの苦しんでいる老人をまた若くするから。」と言いました。鍛冶屋は喜んでそうして、聖ペテロはふいごを吹き、石炭の火が大きく高く燃え上がりました。それで神様は小さな老人を連れて行き、炉の赤く熱い火の真ん中に老人を押して入れました。それで老人はバラの木のように光り、大きな声で神を讃えました。そのあと、神様は冷やし桶に行き、光っている小さな男を水にどっぷり浸かるようにしてその桶に入れました。男をよく冷やした後、神様は男に祝福を与えました。すると小さな男はパッと跳び出してきました。若々しく背筋が伸び健康で、まるでほんの20歳くらいに見えました。
鍛冶屋は、この有様をよく注意してみていましたが、みんなを夕食に招きました。ところで鍛冶屋には年とって半ば目が見えない背の曲がった姑がいて、若者のところに行き、とても大真面目に火でやけどをしなかったか尋ねました。若者は、あれ以上に気持ちよいことはありませんでしたよ、ひんやりした露の中にいるみたいに赤い熱の中に座っていました、と答えました。若者の言葉はおばあさんの耳に夜通しこだましていました。そして次の朝、神様が鍛冶屋に心からお礼を言い、また出かけてしまってから、鍛冶屋は、全部とても注意して見ていたのだから、自分も同じように年とった姑を若くできないものか、自分の商売のうちなんだしな、と考えました。
それで姑を呼んで、あんたも18歳の娘のように跳ねまわりたいかね?と尋ねました。姑は、「是非ともそうなりたいもんじゃのう。あの若い人はとても元気で出てきたのう。」と言いました。それで鍛冶屋は火をがんがんに燃やし、おばあさんをその中に押して入れました。するとおばあさんはあちこちと身もだえし、人殺し!と恐ろしい悲鳴をあげました。「じっとしてろよ。なんでそんなに叫んだり跳びはねてるんだよ?」と鍛冶屋は言い、話しながらまたふいごを吹きました。それでとうとうおばあさんの着ているものが全部燃えてしまいました。おばあさんはひっきりなしに叫んで、鍛冶屋は心の中で、おれは技をちゃんとやれてないな、と思い、おばあさんを取り出して、冷やし桶に投げ入れました。するとおばあさんはとても大きな悲鳴をあげたので、二階の鍛冶屋のおかみさんと息子の嫁さんにそれが聞こえ、二人とも下に走ってきました。そして、おばあさんが冷やし桶の中でどたりとねて吠えたり叫んだりして、顔はしわがより縮んですっかり変形しているのを見ました。それで二人とも、おなかに子供がいたのですが、とてもおそろしくてその夜に二人男の子が生まれました。その子供たちは人間らしくなくて、猿のようでしたが、森へ走っていき、その二人から猿の種がはじまりました。
Engang, da den gode Gud endnu vandrede på jorden, tog han en aften sammen med St. Peter ind til en smed, der modtog dem gæstfrit. Mens de var der, kom der en tigger forbi, som var hårdt medtaget af alder og skrøbelighed, og bad om en almisse. Peter fik ondt af ham og sagde til Vorherre: " Hvis du synes, så gør ham rask igen, så han selv kan fortjene sit brød." Vorherre vendte sig da til smeden og sagde: "Læg kul på essen, så vil jeg forynge den gamle mand." Smeden gjorde det, Peter trak blæsebælgen og da ilden brændte klart, satte Gud manden ned i flammerne, og han sad rødglødende derinde og priste Gud. Derpå lagde han manden i vandtruget, og da han var blevet afkølet, gav han ham sin velsignelse, og straks sprang han op, rask og rørig, som da han var tyve år. Smeden, der havde set det hele, indbød dem derpå til at spise til aften. Han havde imidlertid en gammel, halvblind, pukkelrygget svigermor, som listede sig hen til den unge mand og spurgte, om han havde brændt sig meget derinde. Men han svarede, at han havde aldrig befundet sig så godt. Ilden havde været så forfriskende, som morgenens dug.
Disse ord lød hele natten for den gamles øre, og da Vorherre næste morgen havde sagt farvel og tak til smeden og var draget videre, troede denne, at han også kunne gøre sin gamle svigermor ung, da han jo havde set, hvordan det hele gik til, og det dog egentlig faldt ind under hans håndværk. Han spurgte hende derfor, om hun havde lyst til at danse af sted som en pige på atten år. Hun tænkte på, hvad den unge mand havde sagt, og sagde ja. Smeden tændte derfor et vældigt bål og puffede den gamle derind. Hun vuggede frem og tilbage og skreg af alle livsens kræfter. "Hvad hyler du for?" sagde smeden, og gav sig til at træde bælgen igen, så flammerne slog helt sammen om hende. Da hun blev ved at skrige, tænkte han: "Der må være noget galt ved det," og tog hende ud og kastede hende i vandtruget. Da vrælede hun så højt, at smedens kone og svigerdatter hørte det og kom løbende ned ad stigen. De fandt den gamle liggende helt indskrumpet i truget, og hendes ansigt var ganske forvredet og rynket. De skulle begge to om nogen tid have et barn, men ved dette skrækkelige syn blev de så forfærdede, at de samme nat fødte to drenge, der ikke så ud som mennesker, men som aber. De løb så ud i skoven, og fra dem stammer alle aber.