Dødens sendebud


Los mensajeros de la muerte


For mange, mange år siden vandrede en kæmpe hen ad landevejen. Pludselig sprang en fremmed mand henimod ham og råbte: "Holdt, ikke et skridt videre." - "Hvad for noget," sagde kæmpen, "du lille fyr, som jeg kan knuse mellem fingrene, vover at træde i vejen for mig. Hvem er du, siden du tør tale så dristigt." - "Jeg er døden," svarede manden, "ingen kan modstå mig. Også du må adlyde mine befalinger." Men kæmpen nægtede det og begyndte at kæmpe med døden. Det var en lang, voldsom kamp, men til sidst fik kæmpen overhånd og gav døden sådan et slag, at den sank om ved siden af en sten. Kæmpen gik sin vej, og døden var så mat, at den ikke kunne rejse sig. "Hvad skal det blive til, hvis jeg bliver liggende her," sagde den, "så dør der jo ingen, og verden vil blive så fuld af mennesker, at de ikke kan røre sig." Lidt efter kom et ungt menneske hen ad vejen, frisk og rask, mens han sang og så sig om. Da han så døden ligge afmægtig der, fik han ondt af ham, gik hen og hjalp ham op, gav ham noget styrkende at drikke og ventede, til han kom til kræfter. "Ved du nu også, hvem det er, du har hjulpet?" spurgte den fremmede så og rejste sig op. "Nej, jeg kender dig ikke," svarede den unge mand. "Jeg er døden. Jeg skåner ingen og kan heller ikke gøre en undtagelse med dig. Men for at vise dig min taknemmelighed lover jeg dig, at jeg ikke skal komme bag på dig. Førend jeg henter dig, skal jeg sende bud til dig." - "Ja, ja," sagde den unge mand, "det er jo altid en fordel, at jeg ved, hvornår du kommer, og indtil da kan være ganske sikker for dig." Derpå drog han videre lystig og glad, og tænkte ikke på den dag i morgen. Men hans ungdom og sundhed varede kun kort. Han blev syg, og smerterne plagede ham om dagen og holdt ham vågen om natten. "Dø skal jeg da ikke," tænkte han, "døden sender mig jo først bud. Jeg ville bare ønske, at denne slemme sygdom var forbi." Så snart, han var blevet rask, begyndte han igen at leve på sin gamle, lystige vis. En dag var der pludselig en, der slog ham på skulderen, og da han vendte sig om, stod døden der. "Følg mig," sagde den, "nu slår den time, hvor du må sige farvel til denne verden." - "Hvad for noget," sagde mennesket. "Du lovede jo, at du ville sende mig bud, før du selv kom. Det har du jo ikke gjort." - "Ti stille," sagde døden. "Har jeg ikke sendt det ene bud efter det andet. Kom ikke feberen og rystede dig og kastede dig på dit leje. Har dit hovede ikke smertet. Har gigten ikke faret dig igennem alle lemmer. Hørte du ikke en susen for dine ører. Mærkede du ikke, hvor dine tænder smertede. Blev det ikke sort for dine øjne. Og frem for alt, har ikke min bror søvnen hver aften mindet dig om mig. Lå du ikke hver nat, som om du allerede var død?" Mennesket vidste ikke, hvad han skulle svare, føjede sig i sin skæbne og gik bort med døden.
Una vez - hace de ello muchísimo tiempo - pasaba un gigante por la carretera real, cuando, de repente, se le presentó un hombre desconocido y le gritó:
- ¡Alto! ¡Ni un paso más!
- ¡Cómo! - exclamó el gigante -. ¿Un renacuajo como tú, al que puedo aplastar con dos dedos, pretende cerrarme el paso? ¿Quién eres, pues, que osas hablarme con tanto atrevimiento?
- Soy la Muerte - replicó el otro -. A mí nadie se me resiste, y también tú has de obedecer mis órdenes.
Sin embargo, el gigante se resistió y se entabló una lucha a brazo partido entre él y la Muerte. Fue una pelea larga y enconada; pero, al fin, venció el gigante que, de un puñetazo, derribó a su adversario, el cual fue a desplomarse junto a una roca. Prosiguió el gigante su camino, dejando a la Muerte vencida y tan extenuada que no pudo levantarse. "¿Qué va a ocurrir - díjose - si he de quedarme tendida en este rincón? Ya nadie morirá en el mundo, y va a llenarse tanto de gente que no habrá lugar para todos". En esto acertó a pasar un joven fresco y sano, cantando una alegre canción y paseando la mirada en derredor. Al ver a aquel hombre tumbado, casi sin sentido, se le acercó, compasivo, lo incorporó, le dio a beber de su bota un trago reconfortante y aguardó a que se repusiera.
- ¿Sabes quién soy y a quién has ayudado? - preguntó el desconocido, levantándose.
- No - respondió el joven -, no te conozco.
- Pues soy la Muerte - dijo el otro -. No perdono a nadie, y tampoco contigo podré hacer excepción. Mas para que veas que soy agradecida, te prometo que no te llevaré de manera imprevista, sino que te enviaré antes a mis emisarios para que te avisen.
- Bien - respondió el joven -. Siempre es una ventaja saber cuándo has de venir; al menos viviré seguro hasta entonces.
Y se marchó, contento y satisfecho, viviendo en adelante con despreocupación. Sin embargo, la juventud y la salud no duraron mucho tiempo; pronto acudieron las enfermedades y los dolores, amargándole los días y robándole el sueño por las noches. "No voy a morir - decíase -, pues la Muerte me debe enviar a sus emisarios; sólo quisiera que pasasen estos malos días de enfermedad".
En cuanto se sintió restablecido volvió a su existencia ligera, hasta que, cierto día, alguien le dio un golpecito en el hombro y, al volverse él, vio a la Muerte a su espalda, que le decía:
- Sígueme, ha sonado la hora en que tienes que despedirte del mundo.
- ¿Cómo? - protestó el hombre -. ¿Vas a faltar a tu palabra? ¿No me prometiste que me enviarías a tus emisarios, antes de venir tú a buscarme? No he visto a ninguno.
- ¿Qué dices? - replicó la Muerte -. ¿No te los he estado enviando, uno tras otro? ¿No vino la fiebre, que te atacó, te molió y te postró en una cama? ¿No te turbaron la cabeza los vahídos? ¿No te atormentó la gota en todos tus miembros? ¿No te zumbaron los oídos? ¿No sentiste en las mandíbulas las punzadas del dolor de muelas? ¿No se te oscureció la vista? Y, además, y por encima de todo esto, ¿acaso mi hermano el Sueño no te ha hecho pensar en mí noche tras noche? Cuando dormías, ¿no era como si estuvieses muerto?
El hombre no supo qué replicar, y, resignándose a su destino, se fue con la Muerte.