Dødens sendebud


I messaggeri della morte


For mange, mange år siden vandrede en kæmpe hen ad landevejen. Pludselig sprang en fremmed mand henimod ham og råbte: "Holdt, ikke et skridt videre." - "Hvad for noget," sagde kæmpen, "du lille fyr, som jeg kan knuse mellem fingrene, vover at træde i vejen for mig. Hvem er du, siden du tør tale så dristigt." - "Jeg er døden," svarede manden, "ingen kan modstå mig. Også du må adlyde mine befalinger." Men kæmpen nægtede det og begyndte at kæmpe med døden. Det var en lang, voldsom kamp, men til sidst fik kæmpen overhånd og gav døden sådan et slag, at den sank om ved siden af en sten. Kæmpen gik sin vej, og døden var så mat, at den ikke kunne rejse sig. "Hvad skal det blive til, hvis jeg bliver liggende her," sagde den, "så dør der jo ingen, og verden vil blive så fuld af mennesker, at de ikke kan røre sig." Lidt efter kom et ungt menneske hen ad vejen, frisk og rask, mens han sang og så sig om. Da han så døden ligge afmægtig der, fik han ondt af ham, gik hen og hjalp ham op, gav ham noget styrkende at drikke og ventede, til han kom til kræfter. "Ved du nu også, hvem det er, du har hjulpet?" spurgte den fremmede så og rejste sig op. "Nej, jeg kender dig ikke," svarede den unge mand. "Jeg er døden. Jeg skåner ingen og kan heller ikke gøre en undtagelse med dig. Men for at vise dig min taknemmelighed lover jeg dig, at jeg ikke skal komme bag på dig. Førend jeg henter dig, skal jeg sende bud til dig." - "Ja, ja," sagde den unge mand, "det er jo altid en fordel, at jeg ved, hvornår du kommer, og indtil da kan være ganske sikker for dig." Derpå drog han videre lystig og glad, og tænkte ikke på den dag i morgen. Men hans ungdom og sundhed varede kun kort. Han blev syg, og smerterne plagede ham om dagen og holdt ham vågen om natten. "Dø skal jeg da ikke," tænkte han, "døden sender mig jo først bud. Jeg ville bare ønske, at denne slemme sygdom var forbi." Så snart, han var blevet rask, begyndte han igen at leve på sin gamle, lystige vis. En dag var der pludselig en, der slog ham på skulderen, og da han vendte sig om, stod døden der. "Følg mig," sagde den, "nu slår den time, hvor du må sige farvel til denne verden." - "Hvad for noget," sagde mennesket. "Du lovede jo, at du ville sende mig bud, før du selv kom. Det har du jo ikke gjort." - "Ti stille," sagde døden. "Har jeg ikke sendt det ene bud efter det andet. Kom ikke feberen og rystede dig og kastede dig på dit leje. Har dit hovede ikke smertet. Har gigten ikke faret dig igennem alle lemmer. Hørte du ikke en susen for dine ører. Mærkede du ikke, hvor dine tænder smertede. Blev det ikke sort for dine øjne. Og frem for alt, har ikke min bror søvnen hver aften mindet dig om mig. Lå du ikke hver nat, som om du allerede var død?" Mennesket vidste ikke, hvad han skulle svare, føjede sig i sin skæbne og gik bort med døden.
Una volta, tanto tempo fa, un gigante camminava su una strada maestra, quando, d'un tratto gli si slanciò addosso uno straniero e gridò: "Alt, non un passo di più!" - "Come," disse il gigante, "tu nanerottolo che potrei schiacciare con un dito, tu vuoi sbarrarmi la strada? Chi sei da parlare con tanto coraggio?" - "Sono la Morte," rispose l'altro, "e nessuno può resistermi e anche tu dovrai obbedire ai miei ordini." Ma il gigante rifiutò e si mise a lottare con la Morte. Fu una lotta lunga ed aspra, alla fine il gigante ebbe il sopravvento e, con il pugno abbatté la Morte che cadde accanto ad un sasso. Il gigante se ne andò per i fatti suoi e la Morte se ne stava lì sconfitta e così stanca e sfinita che non riusciva più ad alzarsi. "Come finirà," disse, "se mi tocca rimanere in quest'angolo. AI mondo non morirà più nessuno, e sarà così affollato che non ci sarà più posto per tutti." Intanto, per la strada veniva un bel giovane fresco e sano, cantava una canzone e si guardava attorno. Quando vide quell'uomo mezzo svenuto, gli si accostò pieno di compassione, lo sollevò, gli fece bere dalla sua fiaschetta un bel sorso forte e attese che riprendesse le forze. "Sai chi sono?," disse lo sconosciuto alzandosi "sai chi stai aiutando?" - "No," rispose il giovane, "non ti conosco." - "Sono la Morte," disse l'altro, "non risparmio nessuno, e non posso far eccezione nemmeno per te. Tuttavia, perché tu capisca che ti sono riconoscente, ti prometto di non assalirti all'improvviso, e prima di venire a prenderti, di mandarti i miei messagger'." - "Bene," disse il giovane, "tanto di guadagnato a saper quando vieni, almeno, nel frattempo, non ho da temerti." Ma giovinezza e salute non durano a lungo, presto vennero malattie e dolori, che di giorno lo tormentavano e gli impedivano di dormire la notte. "Morire, non morirò," pensava, "la Morte mi manderà i suoi messaggeri, vorrei soltanto che i brutti giorni della malattia passassero in fretta." Appena si sentì meglio, ricominciò a vivere il suo buon tempo. Ed ecco, un giorno qualcuno Oi batté sulla spalla, si volse e dietro stava la Morte che disse: "Seguimi, e arrivata l'ora di dire addio al mondo." - "Come," disse l'uomo, "vuoi forse mancare alla tua parola? Non mi hai promesso che prima di venire mi avresti mandato i tuoi messaggeri? Io non ho visto nessuno." - "Taci," rispose la Morte, "non ti ho mandato un messaggio dopo l'altro? Non ti è venuta la febbre, che ti ha assalito, spossato e squassato? Non sei stato stordito dalla vertigine? L'artrite non ti ha attanagliato le membra? Non hai sentito rombi alle orecchie? E il male ai denti non ti ha roso la bocca? La vista non ti si è oscurata? E, oltre a tutto ciò, mio fratello gemello, il sonno, non ti ha fatto pensare a me, ogni notte? Non giacevi la notte, come se fossi già morto?" L'uomo non seppe rispondere, si rassegnò al suo destino e seguì la Morte.