Alfernes gave


小人の使い


En skrædder og en guldsmed var engang på vandring sammen, og en aften, da solen var sunket bag bjergene, klang der fra det fjerne musik, som stadig blev tydeligere. Den lød så besynderlig, men var dog så smuk, at de glemte al deres træthed og gik raskt af sted. Månen var allerede stået op, da de kom til en høj, hvor de fik øje på en mængde små mænd og kvinder, som holdt hinanden i hænderne og sprang rundt i en lystig dans. De sang selv dertil, og det var den musik, vandringsmændene havde hørt i det fjerne. I midten sad en gammel mand, noget større end de andre. Han havde en broget frakke på, og hans grå skæg hang ham langt ned over brystet. De blev forundret stående og så på dansen. Den gamle vinkede, at de skulle komme nærmere, og de små fyre åbnede venligt kredsen for dem. Guldsmeden, som havde en pukkel og var stor på det som alle pukkelryggede, trådte frem, men skrædderen holdt sig først lidt tilbage. Men da han så, hvor lystigt det gik til, tog han mod til sig og fulgte efter. Kredsen lukkede sig nu igen, og de små dansede videre med deres vilde spring. Den gamle tog imidlertid en stor kniv, som han havde i bæltet, sleb den, og da den var blevet skarp nok, så han sig om efter de to fremmede. De blev bange men de fik ikke tid til at tænke sig om, for den gamle greb i en fart fat i guldsmeden og ragede hans skæg og hår af, og det gik skrædderen ligesådan. Men deres angst forsvandt, da den gamle derpå venligt klappede dem på skulderen, som om han ville sige, at det var pænt af dem, at de slet ikke havde strittet imod, men ganske rolig fundet sig i det. Han pegede nu på en håndfuld kul, som lå ved siden af, og betydede dem, at de skulle fylde deres lommer med dem. De adlød begge to, skønt de ikke vidste, hvad de skulle bruge kullene til, og gik så videre for at finde nattely. Da de kom ned i dalen, hørte de et ur slå tolv. Øjeblikkelig forstummede sangen, alt forsvandt, og højen lå ensom og forladt i måneskinnet.
De to vandringsmænd kom ind i en kro, lagde sig på strålejet og dækkede sig til med deres frakker, men de var så trætte, at de glemte at tage kullet ud af lommen. Næste morgen vågnede de tidligere end sædvanligt, fordi det var ligesom der lå sådan noget tungt ovenpå dem. De stak hånden ned i lommen, men ville ikke tro deres egne øjne, da de så at den var fuld af det pure guld. Der var også både hovedhår og skæg, så meget som de kunne ønske sig. De var nu rige folk, men guldsmeden, der var en gerrig rad og havde fyldt sine lommer bedst, var dobbelt så rig som skrædderen. Men mere vil altid have mere, og guldsmeden foreslog skrædderen at blive der endnu en dag og så om aftenen gå ud på højen hos de gamle for at få fat i nogle flere skatte. Men skrædderen ville ikke. "Jeg er tilfreds med det, jeg har fået," sagde han, "nu nedsætter jeg mig, gifter mig med min elskede genstand (sådan kaldte han sin kæreste), og så er jeg en lykkelig mand." For at føje guldsmeden lovede han dog at blive der endnu en dag. Om aftenen hængte guldsmeden et par poser over skuldrene for rigtigt at kunne skrabe til sig, og gik ud til højen. Det gik ligesom aftenen før. Den gamle ragede ham igen og gjorde tegn til ham, at han skulle tage noget kul med sig. Han betænkte sig ikke, men stoppede sine lommer fulde, vendte så glad hjem og dækkede sig til med frakken. "Selv om det guld trykker, vil jeg dog nok finde mig i det," tænkte han og sov ind i den søde forvisning om, næste morgen at vågne som en knaldrigmand. Da han slog øjnene op, rejste han sig i en fart for at undersøge sine lommer, men hvor forbavset blev han ikke, da der ikke var andet end det sorte kul, hvor ofte han end stak hånden derned. "Jeg har endnu det guld, som jeg har fået forrige nat," tænkte han og tog det frem, men blev meget forskrækket, da han så, at det også var blevet til kul. Han slog sig med sin sortsmudsede hånd for panden, og da følte han, at hans hovede var skaldet og glat som hans ansigt. Men det var ikke nok med den ulykke. Han mærkede nu, at han foran på brystet havde fået en pukkel, der var dobbelt så stor som den, han havde på ryggen. Da indså han, at han var blevet straffet for sin begærlighed, og begyndte at græde højt. Den gode skrædder, som var blevet vækket derved, trøstede ham så godt, han kunne og sagde: "Du har været min kammerat på vandringen. Du skal blive hos mig og også bruge af mine penge." Han holdt ord, men den stakkels guldsmed måtte hele sit liv beholde de to pukler og skjule sit skaldede hoved med en kalot.
仕立て屋と金細工師が一緒に旅をしていました。ある晩、太陽が山のかげに沈んでしまったとき、二人に遠くの音楽の音が聞こえてきて、だんだん音がはっきりしてきました。聞きなれない響きでしたが、とても楽しそうで、二人は疲れをすっかり忘れ、急いで先へ進みました。月がもう昇ってしまったころ、二人はある丘に着きました。その丘で、大勢の小人の男女がお互いの手をとって、とても楽しそうに喜んで踊り回っているのが見えました。小人たちは踊りに合わせてとてもすてきに歌っていて、二人の旅人が聞いた音楽はそれでした。小人たちの真ん中に他の人たちより背の高いおじいさんが座っていました。おじいさんはまだらの上着を着て、白いあごひげが胸の上までたれていました。二人は驚きのあまり立ったまま踊りを見ていました。おじいさんが二人に入るように合図をして、小人たちがすすんで輪を開けてくれました。金細工師は、こぶがあり、背中にこぶのある人が向う見ずなように、入っていきました。仕立て屋は初め少しこわくてひっこんでいましたが、みんなとても楽しそうなのを見ると、勇気を奮い起してあとをついていきました。輪はまたすぐ閉じ、小人たちは激しく跳びあがって歌ったり踊ったりし続けました。
ところがおじいさんはベルトに下げている大きなナイフをとり研いで、刃を十分鋭くすると、見知らぬ二人を見まわしました。二人はびくびくしましたが、あまり考えている暇はありませんでした。というのはおじいさんは金細工師をつかむとものすごい速さで頭の髪をつるつるに剃り落としたからです。それから同じことが仕立て屋にも起こりました。しかし、おじいさんが仕事を終えた後、二人がすすんでそれをやらせ、暴れなかったのは行儀がよかったぞ、とでも言うように二人の肩をやさしくたたいたので、二人はこわくなくなりました。おじいさんは片方にある石炭の山を指差し、ポケットにその石炭を詰めろと旅人に身振りで示しました。石炭が何の役に立つのか分かりませんでしたが、二人とも従いました。
そのあと二人は夜の宿を探して道を進みました。二人が谷に入ると、近くの修道院の時計が12時を打ちました。すると歌が止み、あっというまに全部消えてしまいました。そして丘は月明かりにひっそりとあるだけでした。
二人の旅人は宿を見つけ、わら布団に寝て上着で体をおおいましたが、疲れ果てていたのでそうするまえに上着から石炭をとるのを忘れました。手足に重さがかかって二人はいつもより早く目覚めました。ポケットの中を探ってみて、石炭ではなく純金でいっぱいなのを見て、自分の目が信じられませんでした。また幸いに頭の髪やあごひげも前と同じにふさふさになっていました。二人はもう金持ちになりましたが、金細工師の方が、欲張りな性格のとおり、ポケットに多く詰めていて、仕立て屋の2倍金持ちになりました。欲張りな男というのはたくさんあってももっと欲しがるもので、金細工師は仕立て屋に、もう一日待って、もう一度夜でかけて丘のじいさんからもっとたくさん宝をもらってこよう、と言いました。仕立て屋は断って、「これで十分で満足している。もう親方になってわが親愛なる人(と仕立て屋は恋人を呼んだのです)と結婚するよ。おれは幸せだ。」と言いました。
しかし、仕立て屋は金細工師に喜んでもらうためにもう一日とどまりました。夜になると、金細工師は、たくさん詰め込むことができるように肩に2,3袋をかけて、丘に続く道を行きました。前の夜と同じに、歌ったり踊ったりしている小人たちを見つけ、おじいさんはまた男の毛をつるつるに剃り、石炭をとるように合図しました。金細工師は、ためらうことなく早速、袋に入るだけたくさん詰め込み、すっかり喜んで戻り、上着で体をおおいました。「たとえ金が重くのしかかっても、喜んでがまんするよ。」と金細工師は言いました。そして、朝になったらものすごい大金持ちになって目覚めるんだという甘い期待を抱きながら、とうとう寝入りました。
目を開くと、急いで起きあがってポケットを調べました。しかし、何回手を入れても黒い石炭の他は何もポケットから引っ張り出せなかったときはなんと驚いたことでしょう。(前の晩にもらった金はまだそこにあるさ)と考え、行って持ってきました。しかし、それもまた元の石炭に変わっているのを見てどんなにおどろいたことでしょう。金細工師はほこりのついた黒い手で額を打ちました。そのとき自分の頭が全部毛がなくてつるつるなのに気づきました。ひげがあったところも同じでした。しかし災難はまだ終わりではありませんでした。いま初めて気づいたのですが、自分の背中のこぶに加えて、同じ大きさの2つ目のこぶが胸にできていました。それで、金細工師は自分の欲張りに罰がくだったのだとわかり、大声で泣き出しました。やさしい仕立て屋は、この泣き声で目を覚まし、できるだけこの不幸な男を慰め、「君は旅をしているときの仲間だ。僕と一緒にいて僕の財産を一緒に使おう。」と言いました。仕立て屋は約束を守りましたが、可哀そうな金細工師は死ぬまで二つのこぶをつけていなくてはならず、つるつる頭を帽子でおおっていなければなりませんでした。