En skrædder og en guldsmed var engang på vandring sammen, og en aften, da solen var sunket bag bjergene, klang der fra det fjerne musik, som stadig blev tydeligere. Den lød så besynderlig, men var dog så smuk, at de glemte al deres træthed og gik raskt af sted. Månen var allerede stået op, da de kom til en høj, hvor de fik øje på en mængde små mænd og kvinder, som holdt hinanden i hænderne og sprang rundt i en lystig dans. De sang selv dertil, og det var den musik, vandringsmændene havde hørt i det fjerne. I midten sad en gammel mand, noget større end de andre. Han havde en broget frakke på, og hans grå skæg hang ham langt ned over brystet. De blev forundret stående og så på dansen. Den gamle vinkede, at de skulle komme nærmere, og de små fyre åbnede venligt kredsen for dem. Guldsmeden, som havde en pukkel og var stor på det som alle pukkelryggede, trådte frem, men skrædderen holdt sig først lidt tilbage. Men da han så, hvor lystigt det gik til, tog han mod til sig og fulgte efter. Kredsen lukkede sig nu igen, og de små dansede videre med deres vilde spring. Den gamle tog imidlertid en stor kniv, som han havde i bæltet, sleb den, og da den var blevet skarp nok, så han sig om efter de to fremmede. De blev bange men de fik ikke tid til at tænke sig om, for den gamle greb i en fart fat i guldsmeden og ragede hans skæg og hår af, og det gik skrædderen ligesådan. Men deres angst forsvandt, da den gamle derpå venligt klappede dem på skulderen, som om han ville sige, at det var pænt af dem, at de slet ikke havde strittet imod, men ganske rolig fundet sig i det. Han pegede nu på en håndfuld kul, som lå ved siden af, og betydede dem, at de skulle fylde deres lommer med dem. De adlød begge to, skønt de ikke vidste, hvad de skulle bruge kullene til, og gik så videre for at finde nattely. Da de kom ned i dalen, hørte de et ur slå tolv. Øjeblikkelig forstummede sangen, alt forsvandt, og højen lå ensom og forladt i måneskinnet.
De to vandringsmænd kom ind i en kro, lagde sig på strålejet og dækkede sig til med deres frakker, men de var så trætte, at de glemte at tage kullet ud af lommen. Næste morgen vågnede de tidligere end sædvanligt, fordi det var ligesom der lå sådan noget tungt ovenpå dem. De stak hånden ned i lommen, men ville ikke tro deres egne øjne, da de så at den var fuld af det pure guld. Der var også både hovedhår og skæg, så meget som de kunne ønske sig. De var nu rige folk, men guldsmeden, der var en gerrig rad og havde fyldt sine lommer bedst, var dobbelt så rig som skrædderen. Men mere vil altid have mere, og guldsmeden foreslog skrædderen at blive der endnu en dag og så om aftenen gå ud på højen hos de gamle for at få fat i nogle flere skatte. Men skrædderen ville ikke. "Jeg er tilfreds med det, jeg har fået," sagde han, "nu nedsætter jeg mig, gifter mig med min elskede genstand (sådan kaldte han sin kæreste), og så er jeg en lykkelig mand." For at føje guldsmeden lovede han dog at blive der endnu en dag. Om aftenen hængte guldsmeden et par poser over skuldrene for rigtigt at kunne skrabe til sig, og gik ud til højen. Det gik ligesom aftenen før. Den gamle ragede ham igen og gjorde tegn til ham, at han skulle tage noget kul med sig. Han betænkte sig ikke, men stoppede sine lommer fulde, vendte så glad hjem og dækkede sig til med frakken. "Selv om det guld trykker, vil jeg dog nok finde mig i det," tænkte han og sov ind i den søde forvisning om, næste morgen at vågne som en knaldrigmand. Da han slog øjnene op, rejste han sig i en fart for at undersøge sine lommer, men hvor forbavset blev han ikke, da der ikke var andet end det sorte kul, hvor ofte han end stak hånden derned. "Jeg har endnu det guld, som jeg har fået forrige nat," tænkte han og tog det frem, men blev meget forskrækket, da han så, at det også var blevet til kul. Han slog sig med sin sortsmudsede hånd for panden, og da følte han, at hans hovede var skaldet og glat som hans ansigt. Men det var ikke nok med den ulykke. Han mærkede nu, at han foran på brystet havde fået en pukkel, der var dobbelt så stor som den, han havde på ryggen. Da indså han, at han var blevet straffet for sin begærlighed, og begyndte at græde højt. Den gode skrædder, som var blevet vækket derved, trøstede ham så godt, han kunne og sagde: "Du har været min kammerat på vandringen. Du skal blive hos mig og også bruge af mine penge." Han holdt ord, men den stakkels guldsmed måtte hele sit liv beholde de to pukler og skjule sit skaldede hoved med en kalot.
Fost odata un croitor si un giuvaergiu si au pornit ei impreuna la drum, ca aveau amandoi cam aceiasi tinta, Si mergand ei asa, intr-o seara, dupa ce soarele apuses in dosul muntilor, numai ce le venira in auz sunetele unui cantec indepartat, care se deslusea din ce in ce mai mult. Si cum cantecul suna ciudat dar si deosebit de placut, isi uitara de orisice oboseala si-o luara repede inspre partea de unde venea cantecul.
Luna rasarise de-acum pe cer si lumina drumul ca ziua, asa ca cei doi calatori putura sa mearga fara de nici o opreliste. Si-n curand, ajunsera la o colina. Si pe colina aceasta, zarira o multime de omuleti care se tineau de mana si dantuiau plini de voiosie, invartindu-se in cerc. Si-n timp ce jucau de mama focului, cantau cu totii o melodie tare duioasa. Pasamite, asta era cantecul pe care-l deslusisera cei doi calatori. In mijlocul piticilor se afla un batran, care era mai mare de stat decat ceilalti si omuletul asta, purta un vesmant, impestritat cu toete culorile si-avea o barba cenusie, care-i atarna pana la glezne.
Croitorul si giuvaergiul se oprira sa priveasca la dantuiala piticilor si se minunara de frumusestea jocului si de dulceata cantecului. La un moment dat, batranul le facu semn sa intre si ei in joc si omuletii desfacura cercul cu draga inima, imbiindu-i la randu-le, sa se prinda in hora. Cum era indraznet din fire, giuvaergiul se si apropie dar vezi ca croitorul se sfii la inceput si ramase pe loc. Dar cand vazu cum se veselesc cu totii, isi lua inima in dinti si se prinse si el in joc. Cat ai clipi, cercul se inchise din nou si prichindeii se prinsera sa cante si sa topaie ca niste apucati, facand sarituri de doi coti. In acest timp, batranul scoase un palos care-i atarna la cingatoare si incepu sa-l ascua.
Si cand fu de ajuns de ascutit, arunca o privire inspre cei doi straini, ca li se facu la amandoi inima, cat un purice. Dar pana sa se gandeasca bine la ce aveau de facut, batranul il apuca pe giuvaergiu de chica si, cu cea mai mare iuteala, ii taie parul de pe cap si mandretea de barba stufoasa. Si la fel pati si croitorul. Dupa ce-i sluti astfel, batranelul ii batu pe umar, de parca ar fi vrut sa le spuna ca e bucuros ca nu s-au impotrivit si, daca vazura asta, celor doi, le mai veni inima la loc. Mosneagul le arata cu degetul o gramada de carbuni si le dadu de inteles sa-si umple cu ei buzunarele. Si cu toate ca nu pricepeau la ce le-ar putea folosi niste carbuni, amandoi il ascultara. Apoi plecara mai departe, sa-si gaseasca un culcus peste noapte, ca picau de somn.
Mersera ei ce mersera, dar nu prea mult, si cand ajunsera in vale, clopotele de la biserica bateau de miezul noptii. Si pe data cantecul amuti. Tot alaiul piticilor se facu nevazut si colina ramase pustie in lumina lunii. Cei doi calatori, gasira adapost la un gospodar, care se indura de ai sa-i lase in grajd. Si facandu-si culcusul pe-un maldar de paie, amandoi se culcara, invelindu-se cu toale, ca se lasase frigul. Vezi insa ca din pricina oboselii, uitasera sa-si scoata carbunii din buzunar, si o greutate care-i inghioldea si-i apasa ii facu sa se trezeasca mai devreme ca de obicei. Bagara ei mana in buzunar, sa vada ce-i supara, si cand o scoasera, nu le veni sa-si creada ochilor, ca in loc de carbuni era plina de aur!… Si ce crezi, parul de pe cap si barba le crescusera la loc, din belsug.
Acu' erau oameni avuti, dar vezi ca giuvaergiul, care din fire era mai hraparet, isi umpluse mai vartos buzunarele decat croitorul, si avea de doua ori mai mult aur decat acesta. Dar parca era multumit!… Un hraparet, cand are mult jinduieste si dupa mai mult… Cum era lacom de avere, giuvaergiul ii propuse croitorului sa mai zaboveasca pe acele locuri si, cand s-o intuneca, sa mearga iarasi la colinaunde-i gasise pe pitici si sa ia cu ei o comoara si mai mare. Vezi insa ca croitorul nici nu vru sa auda de asa ceva.
- Eu sunt multumit cu ce am. Peste putin o sa ajung mester, si-o sa ma insor cu aleasa inimii. Si pot spune ca o sa fiu un om fericit… La ce m-as lacomi? …
Dar ca sa-i faca pe plac, mai ramase inca o zi in satul unde manasera peste noapte. Catre seara, giuvaergiul isi atarna pe umer cateva traiste ca sa poata indesa in elecat mai multi carbuni, si-o porni la drum catre colina piticilor. Si ca si in noaptea trecuta, ii afla pe toti acolo, jucand de mama focului si cantand. Mosneagul il mai tunse o data chilug si dupa asta il indemna sa ia din gramada de carbuni. Giuvaergiul doar atata astepta, si incepu sa-si umple traistele cat incapea in ele. Apoi se intoarse fericit in satul unde astepta croitorul si, culcandu-se, se acoperi cu haina. Si mai inainte de a adormi, isi spuse: "Chiar daca m-o inghioldi aurul de mi-o scoate sufletul, o sa strang din dinti si-o sa rabd!" Si dormi el leganat de dulcea presimtire ca a doua zi va fi un om putred de bogat.
In zori, de cum deschise ochii, se scula sa-si cerceteze buzunarele, dar nu mica-i fu mirarea cand scoase de acolo doar carbuni. Si oricat de mult cauta, nu gasi decat tot carbuni. "Nu-i mare paguba - se mangaie el - ca tot mi-a mai ramas aurul de l-am dobandit in noaptea trecuta!…" Si se duse sa-l ia de unde il ascunsese, ca sa-si mai bucure ochii cu stralucirea lui. Si ce crezi, odata ramase incremenit de spaima, ca-n locul aurului erau doar carbuni!… De amar, se batu peste frunte cu palma plina de negreala si pe loc simti ca tot capul ii este neted ca in palma, si la fel si barbia.
Vezi insa ca nenorocirea lui nu luase inca sfarsit… Abia acum baga de seama ca pe langa cocoasa din spate, ii mai crescuse o cocoasa la fel de mare si-n fata. Abia atunci pricepu ca fusese pedepsit pentru lacomia lui si, de mahnit ce era, incepu sa se jeleasca amarnic. La tipetele lui, croitorul cel cumsecade se trezi din somn si gasi o multime de vorbe bune ca sa-i ogoiasca durerea:
- Ai fost tovarasul meu de drum si-o sa ramai la mine cat oi trai. Si-o sa impartim averea frateste.
Croitorasul se tinu de cuvant, dar bietul giuvaergiu trebui sa poarte toata viata cele doua cocoase. Si cum ramasese chelbos, trebui sa-si acopere capul cu o caciula, ca sa nu i se vada betesugul asta.
- Ai fost tovarasul meu de drum si-o sa ramai la mine cat oi trai. Si-o sa impartim averea frateste.
Croitorasul se tinu de cuvant, dar bietul giuvaergiu trebui sa poarte toata viata cele doua cocoase. Si cum ramasese chelbos, trebui sa-si acopere capul cu o caciula, ca sa nu i se vada betesugul asta.