巨人和裁缝


Kæmpen og skrædderen


过去有个爱吹牛皮的裁缝,他无啥真才实学,却想带着这套本事去周游世界,开开眼界。 当他觉得能做到这一切时,便离开了裁缝店,越过高山峡谷,时而这儿,时而那里,向前不停地走着。 一次他在途中发现远方耸立着一座高山,山后茂密的的森林中耸立着一座高塔,直插云霄。 "奇怪!"裁缝叫道,"那是什么?"好奇心驱使着他大胆地向前赶去。 等走近一看,他立刻目瞪口呆了,站在他面前的竟是个力大无比的巨人。 "你在这儿干什么?你这小脚丫。"巨人问道,他说话声如宏钟,更像万钧雷霆,裁缝哀嚎道:"我只是想在森林里找点东西吃。""如果是这么回事,你可以为我服务。""如果非得那样,我为什么不?我能得到多少报酬呢?""你听好了你的报酬。一年三百六十五天,今年是闰年,再加一天,如何呀?""好吧!"裁缝说,心里却想,"是一个要量体裁衣的人,我得尽快逃走。"
听到这,巨人说:"去吧,小流氓,给我打罐水来。""难道我不能把井和泉水一并带来吗?"裁缝问完便拿着水罐去打水了。 "什么?还有井和泉水?"巨人摸着胡子叫道,因为他有点傻头傻脑而且开始害怕起来。 "那家伙可不是个等闲之辈,他体内有种曼德拉草,小心啊,老汉斯,他可不是你的仆人。"裁缝把水取来后,巨人又胁迫他到森林里去砍几株树木带回来。 "为什么不一下砍倒整个森林,把那些幼树、老树通通砍倒呢?"小裁缝问完就去砍树了。 "什么?整个森林?老树、幼树一起砍?还有那些井和泉水?"巨人轻易地相信了他的话,更加害怕起来。 "这家伙不仅能烤苹果,他体内还有一种曼德拉草,小心啊,老汉斯,他可不是你的仆人。"等裁缝伐木回来,巨人又命令他去打几头野猪来做晚餐。 "为什么不一枪打死一千头,把它们都带来呢?"傲慢的裁缝问道。 "什么?"胆小的巨人满心恐惧,"今晚咱们就躺下休息吧!"
巨人吓坏了,整夜不能入睡,想着怎样以最好的方式除掉这巫师般的仆人。 过了很长一段时间,他总算有了个主意。 第二天早晨,巨人和裁缝一起走进一片沼泽地,那儿周围长满了柳树。 巨人说:"听着,裁缝,你赶快爬上一棵柳树,我想看看你到底能不能把它压弯。"说时迟,那时快,裁缝已经坐到柳树上了。 他屏住了呼吸,这样他自然增重不少,柳树也被压弯了。 但当他被迫呼出一口气时,不幸的是他口袋中没带熨斗,柳枝马上把他弹到了九宵云外,再也看不见了。 这下巨人倒开心了。 如果裁缝不再掉下来,他一定还在空中飘荡着。
En skrædder, som var en stor pralhals, men en dårlig regnemester, besluttede engang at gå ud og se sig lidt om i skoven. Så snart, han kunne, forlod han sit værksted og
Vandred af sted
over mark og vang,
mens solen skinned
og fuglene sang.
Da han havde gået i nogen tid, så han i det fjerne et stejlt bjerg, og bagved det et tårn, der ragede op af en stor, mørk skov, og syntes at nå til himlen. "Død og pine," råbte skrædderen, "hvad er det." Han kunne ikke modstå sin nysgerrighed og gik lige løs på det. Men han gabede højt af forundring, da han så at tårnet havde ben og var en vældig kæmpe, som med et sæt sprang over bjerget og stod foran ham. "Hvad vil du her, du elendige flueben?" råbte kæmpen med en stemme, der lød som et tordenbrag. "Jeg ville bare se, om jeg ikke kunne tjene en bid brød herude i skoven," hviskede skrædderen. "Så kunne du jo egentlig tage tjeneste hos mig," sagde kæmpen. "Ja, hvorfor ikke," svarede skrædderen, "men hvad får jeg så i løn?" - "Hvad du får i løn," sagde kæmpen, "det skal du såmænd få at høre. Tre hundrede og fem og tresindstyve dage om året, og når det er skudår oven i købet en til. Er du fornøjet med det?" - "Lad gå," sagde skrædderen, og tænkte: "Det er bedst at sætte tæring efter næring. Jeg skal nok snart slippe bort igen."
"Så gå hen og hent mig et krus vand, din lille slyngel," sagde kæmpen nu. "Hvorfor skal jeg ikke med det samme tage hele kilden og brønden med?" sagde den lille pralhals og gik af sted med kruset. "Hvad for noget, brønden og kilden," brummede kæmpen som var en lille smule dum, og han begyndte at blive helt bange, "den karl kan mere end sit fadervor. Han har måske en alrune på sig. Pas på, gamle ven, det er vist ingen tjener for dig." Da skrædderen havde bragt vandet, befalede kæmpen ham at hugge noget brænde i skoven og bære det hjem. "Hvorfor skal jeg ikke hellere tage hele skoven med et hug,
alle træer,
som i skoven stå,
de visne, de grønne,
de store, de små,"
sagde den lille skrædder og gik ud for at hugge brænde. "Hvad for noget," brummede den lettroende kæmpe,
"alle træer,
som i skoven stå,
de visne, de grønne,
de store, de små."
Han blev endnu mere hed om ørerne. "Den karl kan mere end sit fadervor," tænkte han, "han har måske en alrune på sig. Pas på, gamle ven, det er vist ingen tjener for dig." Da skrædderen havde bragt brændet, befalede kæmpen ham at skyde et par vilde svin til deres aftensmad. "Hvorfor skal jeg ikke hellere skyde tusind med et skud og slæbe dem allesammen hjem" spurgte den vigtige skrædder. "Hvad for noget," råbte den kryster af en kæmpe angst, "lad det nu være nok for i dag. Gå du kun i seng."
Kæmpen var så bange, at han ikke lukkede et øje hele natten, men stadig lå og spekulerede på, hvordan han skulle blive den troldmand af en tjener kvit. Næste morgen gik kæmpen og skrædderen hen til en sump, hvor der stod en mængde piletræer. "Hør engang, skrædder, sagde kæmpen, " sæt dig op på en af de pilekviste. Jeg kunne nok have lyst til at se, om du kan bøje den ned." En, to, tre sad skrædderen deroppe, holdt vejret og gjorde sig så tung, han kunne, så" grenen virkelig Bøjede sig ned. Men han havde uheldigvis ikke puttet noget pressejern i lommen, og da han igen måtte trække vejret, svippede grenen tilbage, og til kæmpens store glæde fløj den lille skrædder så højt op i vejret, at man ikke kunne se ham. Og hvis han ikke er faldet ned, svæver han vel endnu omkring deroppe i luften.