Au fost odata doi feciori de imparat, care au pornit sa-si incerce norocul prin lume. Si feciorii astia au ajuns sa duca o viata atat de ticaloasa si desarta, ca n-au mai avut indrazneala sa calce pragul casei parintesti. Si cum trecuse vreme, nu gluma, si nu venise nici o veste de la ei, fratele lor mai mic, pe care-l poreclisera Prostila, pleca in cautarea lor.
Dar cand dadu in sfarsit de fratii sai, acestia incepura sa-si bata joc de dansul:
- Auzi, prostanacul, sa creada c-o sa poata razbi prin lume, cand noi, mai isteti decat el, n-am prea facut isprava mare! Totusi pornira la drum catestrei si, tot mergand ei asa, iata ca dadura peste un musuroi de furnici. Cei doi frati mai varstnici voira pe data sa-l surpe si sa-l rascoleasca, pentru a vedea cum micile fapturi o vor lua la goana inspaimantate de moarte. Dar Prostila ii opri, strigandu-le:
- Lasati ganganiile in pace! N-o sa ingadui sa le tulburati linistea! Pornira ei mai departe si, dupa un cot de deal, dadura peste un lac, pe luciul caruia inotau o multime de rate. Cei doi frati mai mari se repezira sa prinda cateva, ca tare ar fi avut pofta sa le friga. Dar Prostila se impotrivi si de data asta:
- Lasati zburatoarele in pace! N-o sa ingadui sa le ucideti!
Mersera ei mai departe si, intr-o buna zi, numai ca nimerira langa un roi de albine, aflat intr-o scorbura de copac. Si avea roiul acesta atata miere, ca se prelingea pe trunchi, de-ai fi zis ca este un izvoras... Cei doi frati mai mari isi pusera in gand sa dea foc copacului si sa inabuse albinele, ca sa poata lua mierea. Dar Prostila se impotrivi cu si mai multa tarie:
- Lasati albinele in pace! N-o sa ingadui sa le dati foc!
In cele din urma, cei trei frati dadura peste un palat si avea palatul asta grajduri, cate n-ai fi gasit nici in zece palate imparatesti. Si-n ele se aflau o multime de cai, toti de piatra. Cat despre oameni, nu se zarea unul pe nicaieri. Strabatura ei toate salile palatului si intr-un sfarsit se pomenira in dreptul unei usi zavorate cu trei lacate.
Si avea usa asta o ferestruica, taiata taman la mijloc. Cei trei catara prin ea si ce crezi ca le fu dat sa vada: in fundul unei camere se afla un mosneag care statea aplecat deasupra unei mese!...
Strigara la el o data, strigara a doua oara, dar mosneagul nu-i auzi. Mai strigara a treia oara si abia atunci se trezi mosul, descuie lacatele si se ivi in prag.... Si fara sa spuna o vorba, ii pofti sa se aseze la masa incarcata cu fel si fel de bunatati.
Dupa ce mancara si baura dupa pofta inimii, mosneagul ii duse in cate un iatac, ca sa se odihneasca. A doua zi, batranul intra in odaia celui mai mare dintre frati si, facandu-i semn sa-l urmeze, il duse pana in dreptul unei mese de piatra. Pe masa asta se aflau scrise trei incercari care, de-ar fi fost dezlegate, ar fi avut darul sa smulga palatul de sub puterea blestemului. Prima incercare glasuia astfel: "Sub covorul de muschi al padurii stau ascunse cele o mie de boabe de margaritar ale fiicei imparatului, care toate trebuie gasite intr-o singura zi. Daca la asfintitul soarelui va lipsi macar una dintre ele, cal care s-a incumetat sa le caute se va preface in stana de piatra!"
Cel mai mare dintre frati porni in padure si cauta toata ziua, dar cand fu sa apuna soarele, baga de seama ca toata truda i-a fost in zadar si ca n-a putut sa adune mai mult de o suta de boabe de margaritar. Si atunci se intampla asa cum sta scris pe tablia mesei: flacaul se prefacu in stana de piatra!
In ziua urmatoare isi incerca norocul si fratele cel mijlociu, dar nici lui nu-i merse mai bine. Si oricat se stradui el, nu fu in stare sa gaseasca mai mult ca doua sute de boabe de margaritar. Si se prefacu si el in stana de piatra.
Iata ca veni si randul lui Prostila... se apuca el sa caute in desimea covorului de muschi, dar gasea cu atata anevoie cate un bob de margaritar, totul mergea atat de incet, ca-l cuprinse deznadejdea.
Si cum nu stia in ce chip s-o scoata la capat, se aseza pe o piatra si incepu sa planga. Si cum plangea el asa, numai ce i se infatisa craiasa furnicilor, insotita de cele cinci mii de slujitoare ale sale. Erau tocmai furnicile pe care flacaul le scapase de la pieire. Nu trecu mult si micile ganganii izbutira sa adune toate cele o mie de boabe de margaritar si facura din ele o gramada bunicica.
A doua incercare era mult mai grea: trebuia sa fie scoasa din fundul lacului cheia de la iatacul domnitei. De indata ce Prostila ajunse la marginea acului, se ivi inotand un card de rate. Erau tocmai ratele pe care el le scapase de la pieire. Si lasandu-se in adanc, ele ii adusera cheia care zacea pe fundul malos al lacului.
Cea de a treia incercare era insa cea mai grea: dintre cele trei domnite adormite, flacaul trebuia sa o recunoasca pe cea mai tanara si mai frumoasa.
Ei, dar cum naiba s-o recunoasca, cand semanau catestrele ca picaturile de apa! Ca doar numai un singur lucru le deosebea: mai inainte de a fi adormit, fiecare gustase ceva dulce -cea mai mare rontaise o bucata de zahar, cea mijlocie bause o cescuta cu sirop, iar cea mica luase o lingurita de miere. "Ei, acu sa te vedem pe unde scoti camasa!" se gandi Prostila in sinea lui. Si iata ca veni in zbor o albina.
Era chiar regina roiului pe care flacaul o scapase de la pieire. Se roti ea de cateva ori prin iatac, cerceta pe rand buzele celor trei domnite adormite si se aseza in cele din urma pe gura aceleia care gustase din miere. Si astfel putu Prostila sa o recunoasca dintr-o data pe cea mai tanara si mai fumoasa dintre domnite.
Si numaidecat se risipi vraja, de parca nici n-ar fi fost. Castelul se smulse din somnul cel adanc si toti acei care fusesera prefacuti in stane de piatra isi recapatara infatisarea omeneasca.
Prostila o lua de nevasta pe cea mai tanara si mai frumoasa dintre domnite si, dupa moartea craiului, urca pe scaunul domnesc. Iar fratii lui mai mari socotira ca nici celalalte domnite nu erau chiar asa de lepadat si traira cu totii ani multi in belsug si fericire.
Der var engang to kongesønner, som gik ud på eventyr, men forfaldt til et vildt og udsvævende liv, så de slet ikke kom hjem igen. Deres yngste bror, som blev kaldt dumme Peter, begav sig da på vej for at lede efter dem, men da han endelig fandt dem, gjorde de kun nar af ham, fordi sådan en dum fyr troede, at han kunne klare sig ude i den vide verden, når det ikke engang var lykkedes for sådan to kloge hoveder som de. De drog imidlertid alle tre videre sammen og kom til en myretue. De to ældste ville rode op i den for at se, hvordan de små dyr blev forskrækkede og løb af sted med deres æg, men dumme Peter sagde: "Lad dyrene være i fred, jeg kan ikke lide, at I gør dem noget." De gik så videre og kom lidt efter til en sø, hvor der svømmede mange, mange ænder. De to brødre ville fange nogle af dem og stege dem, men dumme Peter satte sig imod det og sagde: "Lad dyrene være i fred. I må ikke røre dem." Noget efter kom de til en bistade, hvor der var så meget honning, at den løb ned ad stammen. De to brødre ville tænde ild op under træet for at kvæle bierne, så de kunne tage honningen, men dumme Peter satte sig igen imod det. "Lad de små dyr være i fred," sagde han. Efter nogen tids forløb kom de til et slot, hvor staldene stod fulde af stenheste. De gik gennem alle salene, men der var ikke et levende menneske at se. Endelig kom de til en dør, hvor der hang tre nøgler, og midt på døren var der en lem, som de kunne kigge igennem, og de så da, at der inde i stuen sad en lille grå mand ved bordet. De kaldte på ham en gang og to gange, men han hørte det ikke. Tredie gang rejste han sig endelig op og kom hen og åbnede døren. Han sagde ikke et ord, men førte dem til et rigt besat bord, og da de havde spist og drukket, viste han dem hver ind i sit soveværelse. Næste morgen kom han ind til den ældste, vinkede ad ham og førte ham hen til et stenbord, hvorpå stod skrevet tre opgaver, som måtte udføres, hvis slottet skulle befries. For det første skulle man samle tusind af prinsessens perler, som lå ude under mosset i skoven, og hvis der ved solnedgang manglede en eneste, blev den, der havde prøvet derpå til sten. Den ældste gik derind og ledte hele dagen, men ved solnedgang havde han kun fundet hundrede og blev straks forvandlet til sten. Den næste dag ville den næstældste prøve sin lykke, men det gik ham ikke stort bedre, han fandt kun tohundrede perler og blev også til sten. Til sidst kom turen til dumme Peter. Han søgte og søgte, men det gik kun langsomt, og han satte sig bedrøvet på en sten og græd. Mens han sad der kom den myrekonge, som han engang havde frelst, med fem tusind myrer, og det varede ikke ret længe, før de små dyr havde fundet alle perlerne og båret dem sammen i en bunke. Den anden opgave var at hente nøglen til kongedatterens sovekammer op fra havets bund. Da dumme Peter kom ned til vandet, kom de ænder, han engang havde frelst, svømmende og dukkede ned og hentede nøglen til ham. Den tredie opgave var den vanskeligste. Kongen havde tre døtre, som lå og sov, og han skulle nu sige, hvem der var den yngste. De lignede hinanden aldeles og der var ikke anden forskel end den, at de lige før de faldt i søvn havde spist forskellige søde sager, den ældste et stykke sukker, den anden lidt sirup, og den yngste en skefuld honning. Da kom dronningen for de bier, som dumme Peter havde frelst, flyvende og satte sig på munden af dem. Da den mærkede, hvem der havde spist honning, blev den siddende der, og således fandt kongesønnen den rette. Nu var trolddommen løst, alle vågnede, og de der var forvandlet til sten blev til mennesker igen. Dumme Peter blev gift med den yngste og bedste og blev konge, da hendes far var død, og hans to brødre fik de to andre søstre.