The golden goose


Guldgåsen


There was a man who had three sons, the youngest of whom was called the Simpleton, and was despised, laughed at, and neglected, on every occasion. It happened one day that the eldest son wished to go into the forest to cut wood, and before he went his mother gave him a delicious pancake and a flask of wine, that he might not suffer from hunger or thirst. When he came into the forest a little old grey man met him, who wished him good day, and said, "Give me a bit of cake out of your pocket, and let me have a drink of your wine; I am so hungry and thirsty." But the prudent youth answered, "Give you my cake and my wine? I haven't got any; be off with you." And leaving the little man standing there, he went off. Then he began to fell a tree, but he had not been at it long before he made a wrong stroke, and the hatchet hit him in the arm, so that he was obliged to go home and get it bound up. That was what came of the little grey man.
Afterwards the second son went into the wood, and the mother gave to him, as to the eldest, a pancake and a flask of wine. The little old grey man met him also, and begged for a little bit of cake and a drink of wine. But the second son spoke out plainly, saying, "What I give you I lose myself, so be off with you." And leaving the little man standing there, he went off. The punishment followed; as he was chopping away at the tree, he hit himself in the leg so severely that he had to be carried home.
Then said the Simpleton, "Father, let me go for once into the forest to cut wood; and the father answered, "Your brothers have hurt themselves by so doing; give it up, you understand nothing about it." But the Simpleton went on begging so long, that the father said at last, "Well, be off with you; you will only learn by experience." The mother gave him a cake (it was only made with water, and baked in the ashes), and with it a flask of sour beer. When he came into the forest the little old grey man met him, and greeted him, saying, "Give me a bit of your cake, and a drink from your flask; I am so hungry and thirsty." And the Simpleton answered, "I have only a flour and water cake and sour beer; but if that is good enough for you, let us sit down together and eat." Then they sat down, and as the Simpleton took out his flour and water cake it became a rich pancake, and his sour beer became good wine; then they ate and drank, and afterwards the little man said, "As you have such a kind heart, and share what you have so willingly, I will bestow good luck upon you. Yonder stands an old tree; cut it down, and at its roots you will find some thing," and thereupon the little man took his departure.
The Simpleton went there, and hewed away at the tree, and when it fell he saw, sitting among the roots, a goose with feathers of pure gold. He lifted it out and took it with him to an inn where he intended to stay the night. The landlord had three daughters who, when they saw the goose, were curious to know what wonderful kind of bird it was, and ended by longing for one of its golden feathers. The eldest thought, "I will wait for a good opportunity, and then I will pull out one of its feathers for myself;" and so, when the Simpleton was gone out, she seized the goose by its wing - but there her finger and hand had to stay, held fast. Soon after came the second sister with the same idea of plucking out one of the golden feathers for herself; but scarcely had she touched her sister, than she also was obliged to stay, held fast. Lastly came the third with the same intentions; but the others screamed out, "Stay away! for heaven's sake stay away!" But she did not see why she should stay away, and thought, "If they do so, why should not I?" and went towards them. But when she reached her sisters there she stopped, hanging on with them. And so they had to stay, all night.
The next morning the Simpleton took the goose under his arm and went away, unmindful of the three girls that hung on to it. The three had always to run after him, left and right, wherever his legs carried him. In the midst of the fields they met the parson, who, when he saw the procession, said, "Shame on you, girls, running after a young fellow through the fields like this," and forthwith he seized hold of the youngest by the hand to drag her away, but hardly had he touched her when he too was obliged to run after them himself. Not long after the sexton came that way, and seeing the respected parson following at the heels of the three girls, he called out, "Ho, your reverence, whither away so quickly? You forget that we have another christening to-day," and he seized hold of him by his gown; but no sooner had he touched him than he was obliged to follow on too. As the five tramped on, one after another, two peasants with their hoes came up from the fields, and the parson cried out to them, and begged them to come and set him and the sexton free, but no sooner had they touched the sexton than they had to follow on too; and now there were seven following the Simpleton and the goose.
By and by they came to a town where a king reigned, who had an only daughter who was so serious that no one could make her laugh; therefore the king had given out that whoever should make her laugh should have her in marriage. The Simpleton, when he heard this, went with his goose and his hangers-on into the presence of the king's daughter, and as soon as she saw the seven people following always one after the other, she burst out laughing, and seemed as if she could never stop.
And so the Simpleton earned a right to her as his bride; but the king did not like him for a son-in-law and made all kinds of objections, and said he must first bring a man who could drink up a whole cellar of wine. The Simpleton thought that the little grey man would be able to help him, and went out into the forest, and there, on the very spot where he felled the tree, he saw a man sitting with a very sad countenance. The Simpleton asked him what was the matter, and he answered, "I have a great thirst, which I cannot quench: cold water does not agree with me; I have indeed drunk up a whole cask of wine, but what good is a drop like that?" Then said the Simpleton, "I can help you; only come with me, and you shall have enough." He took him straight to the king's cellar, and the man sat himself down before the big vats, and drank, and drank, and before a day was over he had drunk up the whole cellar-full.
The Simpleton again asked for his bride, but the king was annoyed that a wretched fellow, called the Simpleton by everybody, should carry off his daughter, and so he made new conditions. He was to produce a man who could eat up a mountain of bread. The Simpleton did not hesitate long, but ran quickly off to the forest, and there in the same place sat a man who had fastened a strap round his body, making a very piteous face, and saying, "I have eaten a whole bakehouse full of rolls, but what is the use of that when one is so hungry as I am? My stomach feels quite empty, and I am obliged to strap myself together, that I may not die of hunger." The Simpleton was quite glad of this, and said, "Get up quickly, and come along with me, and you shall have enough to eat." He led him straight to the king's courtyard, where all the meal in the kingdom had been collected and baked into a mountain of bread. The man out of the forest settled himself down before it and hastened to eat, and in one day the whole mountain had disappeared. Then the Simpleton asked for his bride the third time. The king, however, found one more excuse, and said he must have a ship that should be able to sail on land or on water. "So soon," said he, "as you come sailing along with it, you shall have my daughter for your wife." The Simpleton went straight to the forest, and there sat the little old grey man with whom he had shared his cake, and he said, "I have eaten for you, and I have drunk for you, I will also give you the ship; and all because you were kind to me at the first." Then he gave him the ship that could sail on land and on water, and when the king saw it he knew he could no longer withhold his daughter.
The marriage took place immediately, and at the death of the king the Simpleton possessed the kingdom, and lived long and happily with his wife.
Der var engang en mand, som havde tre sønner. Den yngste hed Fjollehans og alle mennesker lo ad ham og skubbede ham til side ved enhver lejlighed. En dag gik den ældste ud i skoven for at hugge brænde, og hans mor gav ham en dejlig æggekage og en flaske vin med, for at han ikke skulle komme til at sulte og tørste. Da han kom ind i skoven mødte han en gammel grå mand, som sagde goddag og bad: "Giv mig et lille stykke kage og en lille smule vin, jeg er så sulten og tørstig." - "Hvis jeg gjorde det, havde jeg jo ikke noget til mig selv," svarede den kloge søn, "gå din vej." Derpå gik han videre. Da han begyndte at hugge brænde kom han til at hugge fejl og øksen ramte ham i armen, så han måtte gå hjem og lade sig forbinde. Det var imidlertid den grå mand, som var skyld i det.
Den næste dag gik den næstældste søn ud i skoven og moderen gav ham en æggekage og en flaske vin med. Han mødte også den gamle, grå mand, der bad om et stykke kage og lidt vin. Men denne søn var også en klog fyr og sagde: "Det, som du får, går jo fra mig selv. Gå din vej," lod manden stå og gik videre. Straffen udeblev ikke, da han havde gjort et par hug i træet ramte han sig i benet og måtte bæres hjem.
"Lad mig nu gå ud og hugge brænde, far," sagde Fjollehans. "Det kan du såmænd ikke," svarede faderen, "du ser jo, dine brødre er kommet til skade derved, lad du bare være med at prøve på det." Men Fjollehans blev ved at tigge og endelig sagde han: "Gå så bare. Af skade bliver man klog." Moderen gav ham en kage, som var kogt med vand i asken, og en flaske surt øl. Da han kom ind i skoven mødte han også den gamle mand, som bad om noget kage og vin. "Jeg har ikke andet end en kage, der er bagt i asken, og noget surt øl," svarede Fjollehans, "men hvis du vil have noget så værsgo." Derpå satte de sig ned, og da Fjollehans tog kagen frem, var den blevet til den dejligste æggekage og det sure øl var blevet til vin. Da de havde spist og drukket, sagde manden: "Jeg vil give dig noget, fordi du er så god og gavmild. Hug det gamle træ derhenne om, så finder du noget i rødderne." Derpå sagde han farvel og gik.
Fjollehans gik hen og fældede træet og så da, at der nede i rødderne sad en gås med fjer af det pure guld. Han tog den op og gik hen til en kro for at blive der om natten. Værten havde tre døtre, og da de så gåsen blev de nysgerrige og ville vide, hvad det var for en underlig fugl, og de havde også nok lyst til at få en af guldfjerene. "Jeg skal nok finde lejlighed til at tage en," tænkte den ældste, og da Fjollehans engang var gået ud, greb hun fat i vingen, men hendes hånd blev hængende ved den. Lidt efter kom den anden ene og alene for at nappe en fjer, men næppe havde hun rørt ved sin søster, før hun blev hængende fast ved hende. Til sidst kom også den tredie, og søstrene råbte til hende: "Du må ikke komme herhen," men hun kunne ikke begribe hvorfor, og da hun rørte ved dem, blev også hun hængende, og de måtte blive hele natten inde hos gåsen.
Næste morgen tog Fjollehans gåsen under armen og gik af sted uden at bryde sig om de tre piger, som hang fast ved den. De måtte løbe bagefter, til højre og venstre, som det behagede ham at gå. Ude på marken mødte de en præst, og da han så dette optog, sagde han: "Skam jer dog, I frække tøse, at løbe sådan efter en ung karl," og derpå greb han fat i den yngste for at holde hende tilbage. Men næppe havde han rørt ved hende, før han også hang fast og måtte løbe med. Lidt efter kom degnen og blev meget forundret, da han så præsten rende lige i hælene på de tre pigebørn. "Hvorhen så hurtigt, hr. pastor," råbte han, "husk på, vi har barnedåb i dag." Derpå tog han fat i hans arm, men blev også hængende. De fem måtte nu trave videre efter hinanden og noget efter mødte de to bønder, der kom fra marken med deres leer. Præsten kaldte da på dem og bad om, de ville hjælpe ham og degnen at slippe fri, men i samme øjeblik, de rørte ved dem, hang de fast, og nu løb der hele syv bagefter Fjollehans og hans gås. De kom derpå til en by, hvor der regerede en konge, som havde en datter, der var så alvorlig, at hun aldrig lo, og kongen havde derfor ladet bekendtgøre, at den, der kunne bringe hende til at le, skulle få hende til kone. Da Fjollehans fik det at vide, gik han op på slottet med gåsen og hele den lange hale, og da prinsessen så de syv mennesker rende der i hælene på hinanden, begyndte hun at le hjerteligt og kunne slet ikke holde op igen. Fjollehans forlangte nu at få prinsessen til brud, men kongen syntes ikke rigtigt om den svigersøn og gjorde en hel, del indvendinger og forlangte, at han først skulle skaffe en mand, der kunne drikke en hel vinkælder ud. Fjollehans tænkte, at den lille grå mand kunne hjælpe ham, og gik ud i skoven til det sted, hvor han havde fældet træet. Der sad en mand, som så meget bedrøvet ud, og Fjollehans spurgte hvad der var i vejen. "Jeg er så skrækkelig tørstig," svarede manden, "jeg kan ikke tåle vand og jeg har ganske vist lige tømt et fad vin, men hvad hjælper en dråbe vand på en hed sten. "Kom med mig, så skal jeg hjælpe dig," sagde Fjollehans og gik med ham ned i kongens vinkælder. Manden bøjede sig over de store tønder og drak og drak, så han til sidst blev helt træt i ryggen. Inden dagen var gået, var kælderen tom. Fjollehans forlangte nu igen sin brud, men kongen ærgrede sig over, at sådan en fyr, som alle og enhver kaldte Fjollehans, skulle eje hans datter, og forlangte, at han først skulle skaffe en mand, som kunne spise et bjerg af brød. Fjollehans betænkte sig ikke længe men gik ud i skoven. På samme sted som sidst sad der en mand og snørede en rem sammen om livet med en ynkelig mine. "Nu har jeg spist en ovn fuld af brød," sagde han, "men hvad er det, når man er så sulten som jeg. Min mave er så tom, at jeg må snøre mig ind for ikke at dø af sult." - "Kom du kun med mig, så skal du nok blive mæt," sagde Fjollehans glad og gik med ham hen til slottet. Kongen havde ladet alt mel i hele riget bringe derop og bagerne havde bagt et uhyre bjerg deraf. Manden fra skoven stillede sig foran det og begyndte at spise, og da dagen var omme, var hele bjerget forsvundet. Fjollehans fordrede nu igen sin brud, men kongen stillede en tredie betingelse og forlangte et skib, der kunne bruges lige godt på vandet og på landet. "Når du kommer sejlende i det, skal du straks få min datter," sagde han. Fjollehans gik lige ud i skoven og der sad den gamle mand, som han havde givet sin kage og sin vin. "Du har været god imod mig og givet mig at spise og drikke," sagde han, "nu skal jeg hjælpe dig." Derpå gav han ham et skib, som kunne gå både på vand og land, og nu kunne kongen ikke længere nægte ham sin datter. Brylluppet blev fejret, og efter kongens død arvede Fjollehans riget og levede længe og lykkeligt med sin dronning.