DANSK

Harebruden

FRANÇAIS

La fiancée du petit lapin


Der var engang en kone, som boede sammen med sin datter. De havde en dejlig kålhave, og en vinterdag kom en hare løbende og gav sig til at æde af den. "Gå ud og jag den væk," sagde konen til datteren, og pigen gik derud. "Væk med dig, du æder jo al kålen," sagde hun. "Kom og sæt dig på min hale og rid hjem med mig," sagde haren, men hun ville ikke. Næste dag kom haren igen og åd af kålen, og konen sagde til sin datter: "Gå ud og jag den væk," og pigen gik derud. "Væk med dig, du æder jo al kålen," sagde hun. "Kom og sæt dig på min hale og rid hjem med mig," sagde haren, men hun ville ikke. Dagen efter kom den igen, og konen sagde til sin datter: "Gå ud og jag den væk," og pigen gik derud. "Væk med dig, du æder jo al kålen," sagde hun. "Kom og sæt dig på min hale og rid hjem med mig," sagde haren. Pigen gjorde det og haren løb med hende hjem til sin hytte. "Kan du nu lave grønkål og hirsegrød, så går jeg ud og indbyder folk til bryllup," sagde den.

Skal jeg fortælle dig, hvem bryllupsgæsterne var? Det var alle harerne, og kragen var præst og ræven degn, og alteret var lige under regnbuen.

Pigen følte sig så ene og var meget bedrøvet. Haren kom nu til hende og råbte: "Luk op, luk op, her er alle bryllupsgæsterne i strålende humør." Men hun svarede ikke, græd bare. Haren gik så sin vej men kom lidt efter igen og råbte: "Luk op, luk op, bryllupsgæsterne er sultne." Men bruden sad og græd og svarede ikke. Haren gik igen sin vej og kom lidt efter tilbage og sagde: "Luk op, luk op, bryllupsgæsterne sidder derude og venter." Bruden svarede ikke, men da haren var gået, lavede hun en dukke af strå, gav den sine klæder på og en ske i hånden, satte den hen ved komfuret og løb hjem til sin mor. Haren kom endnu engang tilbage og råbte: "Luk dog op," og til sidst lukkede den selv op og gav dukken en ørefigen, så hovedet faldt af.

Da så haren, at det ikke var dens brud, og hang med hovedet og gik sin vej.
Il était une fois une femme avec sa fille qui avaient un beau jardin de choux. Un lapin y vint, à la saison d'hiver, et voilà qu'il leur mangeait tous les choux. Alors la femme dit à sa fille:
- Va au jardin et chasse-moi le lapin!
- Ouste! ouste! dit la fille. Petit lapin, tu nous boulottes tous les choux!
- Viens, fillette, dit le lapin, mets-toi sur ma queue de petit lapin et suis-moi dans ma chaumière de petit lapin.
La fille ne veut pas.
Le lendemain, revient le petit lapin qui mange encore les choux, et la femme dit à sa fille:
- Va au jardin et chasse-moi le lapin!
- Ouste! ouste! dit la fille. Petit lapin, encore tu nous boulottes nos choux!
- Viens, fillette, dit le lapin, mets-toi sur ma queue de petit lapin et suis-moi dans ma chaumière de petit lapin.
La fille ne veut pas.
Le surlendemain, voilà le petit lapin revenu, en train de boulotter les choux. Alors, la mère dit à sa fille:
- Va au jardin et chasse-moi le lapin!
- Viens, fillette, dit le lapin, mets-toi sur ma queue de petit lapin et suis-moi dans ma chaumière de petit lapin.
La fille s'assied sur le petit bout de queue du lapin, qui file au loin et la mène dans sa chaumière.
- Maintenant, fillette, fais bouillir le chou vert et le millet, je vais inviter les gens de la noce.
Et les invités de la noce arrivèrent tous ensemble. Mais qui étaient les gens de la noce? Je peux te le dire parce que c'est ce qu'on m'a raconté: les invités, c'étaient tous les lapins, et le corbeau y était venu aussi comme curé pour unir les époux, et le renard était le sacristain, et l'autel sous l'arc-en-ciel.
Mais la fillette se sentait triste: elle était toute seule.
Arrive le petit lapin, qui lui dit:
- Viens servir! Viens servir! Les invités sont gais!
La fiancée ne dit rien. Elle pleure. Petit lapin s'en va. Petit lapin revient.
- Sers-les donc! lui dit-il. Sers-les donc! Les invités sont affamés!
La fiancée ne dit rien. Elle pleure. Petit lapin s'en va. Petit lapin revient.
- Sers enfin! lui dit-il. Sers enfin! Les invités vont s'impatienter!
La fiancée ne dit toujours rien; alors petit lapin s'en va. Elle fait une poupée de paille, qu'elle habille de ses vêtements, lui met une cuillère de bois dans la main, la pose devant la marmite au millet, puis s'en retourne chez sa mère.
Petit lapin revient encore une fois en criant:
« Vas-tu servir? Vas-tu servir? » Il se précipite sur la poupée de paille et lui frappe un coup sur la tête, qui lui fait tomber son bonnet.
Il s'aperçoit alors que ce n'est pas sa fiancée et s'éloigne; et il est tout triste.




Sammenligne to sprogene:













Donations are welcomed & appreciated.


Thank you for your support.