ROMÂNĂ

Racla de clestar

DANSK

Glaskisten


S-a intamplat odata ca un croitor sa plece in lume. Si-ntr-o buna zi s-a nimerit sa ajunga intr-o padure intinsa. Nimeni sa nu spuna ca un biet croitor nu poate sa ajunga departe si la mare cinste, ca mare gre­seala ar face!... Si cum nu cunostea drumurile prin pa­dure, la un moment dat s-a ratacit. Peste putin timp s-a lasat noaptea si, de voie de nevoie, a trebuit sa-si caute un culcus in singuratatea aceea. Si era o bezna ca nu vedeai la doi pasi site apucau fiorii.

Acu , nu-i vorba, i-ar fi fost placut sa doarma pe muschiul moale, dar teama de fiarele salbatice nu-i dadea pace. Intr-un sfirsit, se hotari sa petreaca noaptea intr-un copac. Cauta el, pe dibuite, un copac inalt si, catarindu-se pana in virf, ii multumi Domnului ca avea cu el fierul de calcat. Ca de nu l-ar fi avut, vintul, care sufla naprasnic printre cren­gile copacilor, l-ar fi dus cu el cine stie unde. Dupa ce stata vreo citeva ore bune pe culcusul acela de frunzare, cu inima cit un purice si abia tinindu-se sa nu cada, numai ce zari licarind o luminita ce parea ca vine de foarte aproape. Si socotind ca acolo trebuie sa fie o ase­zare omeneasca si ca s-ar simti mult mai bine intr-un ungher cit de mic decat pe crengile unui copac, se dadu jos cu bagare de seama si-o lua pe urmele razei aceleia de lumina. Si calauza asta luminoasa il duse la o cascioara impletita din trestie si papura. Isi facu el inima si batu cu curaj la usa, si usa odata se dadu de perete. Si-n lumina care veni dinauntru, croitorul nostru vazu un omulet batrin si incaruntit, care purta un gheroc din petice de toate culorile.

- Cine esti si ce cauti pe-aici?!... se facu auzit glasul hirsiit al mosneagului.
- sunt un biet croitor pe care l-a prins noaptea in salbaticimea asta, si te-as ruga din suflet sa ma adapos­testi pana dimineata in coliba, mneatale primitoare.
- Vezi-ti mai bine de drumul tau, raspunse batrinul, morocanos, ca nu vreau sa am de-a face cu ai de hoina­resc fara nici un capatii!... Cauta-ti culcus in alta parte!

Nici nu-si termina bine vorbele, ca si vru sa-i trin-teasca usa in nas. Dar croitorul il apuca de pulpana gherocului si incepu a-l ruga atit de staruitor, ca mos­neagul, care nu era chiar atit de hain la inima pe cit voia sa para, se invoi, in cele din urma, si-l lasa in coliba. Apoi ii dadu sa manince si-i facu intr-un coltisor un culcus cum nu se mai poate de bun. Si fiindca era trudit tare si abia-si simtea oasele, croitorasul adormi somn fara vise, pana dimineata. Si poate ca nu s-ar fi sculat nici atunci, de n-ar fi sarit din somn, speriat de-o larma infioratoare. Prin peretii sub­tiri ai cascioarei razbateau tot soiul de strigate si de mugete puternice, ca te prindea groaza, nu alta... Apu­cat de-un curaj neasteptat, croitorasul sari din asternut si, imbracindu-se in graba, dadu buzna afara. Si ce credeti ca-i fu dat sa vada? Un coscogea taur, negru cum ii smoala, si-o mindrete de cerb inclestati intr-o lupta apriga!... Si cu atita furie se repezeau unul asupra celui­lalt, ca pamintul se cutremura si duduia de tropotul lor si vazduhul rasuna de racnetele lor turbate. Se batura ei asa care pe care, multa vreme, si croitorasul nu putu sa-si dea seama care din ei doi o sa iasa invingator. Dar, in cele din urma, cerbul fu mai ager si-l strapunse pe taur cu coarnele. Cu un muget ingrozitor, taurul se prabusi la pamint, dar cerbul nu-l slabi citusi de putin, ci-i mai dadu citeva lovituri, pana ce-l vazu dindu-si sufletul.

Croitorasul inca nu-si revenise din uimire si statea locului, parca incremenit, cand, deodata, il vazu pe cerb venind inspre el in salturi mari... Si mai inainte de-a putea fugi, cerbul se repezi la croitoras si aproape ca-l lua in furculita cu coarnele lui mari. Si-apoi, pun-te pe fuga!... Si goni cerbul peste bolovani si ponoare, si trecu vai, si dealuri, si paduri, si cimpii, parca mincind pamintul... Ca sa nu cada cumva, croitorasul se incles­tase cu amindoua miinile de capetele coarnelor, dar de gindit, la nimic nu se mai gindea... Se lasase in voia sortii. Si tot timpul i se parea ca zboara... intr-un sfirsit, cerbul se opri in fata unui perete de stinca si, incetisor, il lasa pe croitoras pe-o movilita. Si multa vreme ii trebui croitorasului pana sa-si vina in fire, ca era mai mult mort decat viu din pricina hur­ducaturilor si-a groazei prin care trecuse. Dupa ce-l vazu ca si-a revenit oarecum, cerbul isi repezi coarnele intr-o usa care se afla in stinca, si-o izbi atit de puternic, ca odata sari usa in laturi. Si ce sa vezi, limbi groase de flacari izbucnira dinauntru, urmate de valuri-valuri de aburi desi, care-l invaluira pe cerb, ascunzindu-l privi­rilor!... Acu , croitorasul nu stia ce sa faca si incotro sa se indrepte, ca sa iasa din acea pustietate si sa ajunga iar intre oameni. Si-n timp ce statea el asa, cu inima indoita, si nu era in stare sa ia vreo hotarire, numai ce auzi un glas care venea parca din stinca.

Si-i striga glasul acela: - Hai, intra fara teama, ca n-o sa patesti nimic! La inceput, croitorasul sovai, dar mai apoi, minat parca de o putere ascunsa, de un indemn launtric, se supuse acelui glas imbietor. Pasi pragul usii de fier si curind ajunse intr-o sala larga, ca abia ii puteai da de capat. Acoperisul si peretii, si dusumelele salii asteia erau din bucati patrate de marmura care, de slefuite ce erau, scinteiau de-ti luau ochii. Si pe fiecare patrat se aflau sapate niste semne necunoscute. Croitorasul cata cu de-amanuntul la toate, mut de uimire, si tocmai se pregatea sa iasa afara, cand auzi din nou glasul acela. Si-i spuse glasul:

- De vei pasi pe piatra ce se afla in mijlocul salii, sa stii ca vei avea parte de o mare fericire! Cum lepadase frica si-si simtea batindu-i in piept o inima viteaza, croitorasul dadu urmare poruncii. Sub picioarele lui lespedea incepu parca sa se desprinda de celelalte si apoi cobori incet in adincime. cand lespedea se opri, croitorasul isi arunca privirea de jur imprejur si se vazu intr-o sala la fel de lunga si de spatioasa ca si cea de sus. Numai ca aici erau mai multe la care sa-ti ramina ochii si inima... In pereti erau sapate nenumarate firide si-n firidele astea stateau niste carafe de sticla stravezie, pline c-un fel de licoare colorata, ori c-un fum albastrui... Pe pardoseala salii se inaltau, una in fata alteia, doua sipete mari de clestar, si sipetele astea indata ii stirnira curiozitatea. Si-n timp ce se indrepta spre unul din ele, numai ce zari inauntru o cladire frumoasa, care semana c-un castel, inconjurata de tot felul de acareturi, de grajduri si hambare si de o multime de alte lucruri care-ti incintau ochii.

Totul era nespus de mic si lucrat intr-un chip atragator si cu foarte multa grija, de parca ar fi iesit din mina iscusita a unui mare mester, care sculptase fiecare lucrusor cu cea mai mare exactitate. De nu s-ar fi auzit inca o data glasul acela, croitorasul ar mai fi zabovit inca multa vreme sa priveasca aceste minunatii nemaivazute. Vezi insa ca glasul ii porunci sa se intoarca si sa-si indrepte privirile spre celalalt sipet de clestar. Acu , nici nu va pot spune cit de nemar­ginita ii fu mirarea cand vazu inauntru o fata dc-o rara frumusete... Si cum sedea ea cu gura usor intredeschisa, parea ca doarme. Si era toata infasurata in parul ei lung si auriu, ca-ntr-o mantie de pret... Ochii ii erau inchisi, dar culoarea vie si insufletita a fetei si o panglica pe care rasuflarea o facea sa freamate nu lasau nici o indo­iala asupra faptului ca traieste. Croitorasul cata la fata cea frumoasa, cu inima batindu-i de uimire si incintare... Si numai ce deschise ea ochii. Si cand il vazu pe flacau, tresari si dadu un tipat de spaima si de bucurie. - O, Doamne, striga fata, se apropie ceasul izbavirii mele!... Hai repede, repede, ajuta-ma sa scap din tem­nita asta!... Daca tragi zavorul raclei asteia de clestar, atunci sunt scapata! Croitorul o asculta fara sovaire, si de indata ce nu se mai afla sub lacata, fata cea frumoasa ridica usurel ca­pacul de clestar si se salta din racla. Apoi fugi intr-un ungher al salii si se infasura intr-o mantie larga. Dar nu statu mult acolo si, asezindu-se pe-o lespede, il indemna pe flacau sa se apropie de ea. Si dupa ce flacaul ii veni in preajma, fata il saruta prieteneste si-i spuse:

Izbavitorul meu cel mult dorit, Cerul te-a indrep­tat spre mine ca sa pui capat suferintelor pe care le in­dur de atita amar de vreme. Si din ziua cand ele or lua sfirsit, or incepe sa curga zilele fericirii tale. Cerul mi te-a harazit ca sot si-ti vei petrece viata alaturi de mine, care te-oi iubi pana la moarte. Si vei fi incarcat de toate bunurile pamintesti, si-o netulburata bucurie iti va umple inima. Da acum asaza-te langa mine, ca a venit timpul sa asculti povestea vietii mele. Sint fiica unui conte cu stare, si am avut nenorocul sa ramin orfana la o virsta tare frageda. Si cand au inchis ochii parintii mei, ultima lor dorinta a fost sa fiu data in grija fratelui meu mai mare, care m-a si crescut, dealtfel. Ne iubeam mult si atit de bine ne po­triveam la gusturi si-n felul de-a gindi, ca am luat ho-tarirea sa nu ne casatorim niciodata, ci sa raminem im­preuna pana la sfirsitul vietii. Din casa noastra nu lip­seau niciodata musafirii, si megiesii si prietenii ne cal­cau adesea pragul. Si fata de toti eram la fel de ospi­talieri. Si se intimpla ca intr-o seara sa vina calare un strain si sa bata la poarta castelului. Si sub motiv ca-i e fugarul obosit si nu mai poate ajunge pana la satul vecin, ne ruga sa-l adapostim peste noapte. Om esti, nu poti lasa pe-un drumet in ulita, fara adapost, si i-am indeplinit rugamintea cu toata cuviinta cuvenita. Acu , omul era istet la minte si priceput la povesti... Si-n timpul cinei ne tinu de urit cu tot felul de povestiri, in chipul cel mai placut cu putinta. Si atit de mult ii placu fratelui meu, ca nu se indura sa-l lase sa plece, si-l ruga sa mai ramina la noi citeva zile. Si dupa citeva clipe de sovaiala, oaspetele incuviinta. Am stat noi la masa pana seara tirziu si intr-un sfirsit a venit vremea sa ne ducem la culcare. Fratele meu l-a condus pe strain in camera lui, iar eu m-am grabit sa ajung la iatacul meu, ca eram obosita grozav si ardeam de dorinta de a-mi odihni cit mai curind ma­dularele pe pernele cele moi. Abia atipisem si deodata am fost trezita de dulceata unui cintec armonios si plin de farmec. Si cum nu ma dumeream de unde poate sa vina, am dat s-o strig pe slujnica mea de credinta, care dormea in incaperea vecina. Dar, spre mirarea mea, mi-am dat seama ca-mi este peste putinta s-o fac.

O greutate, de parca ar fi fost o lespede, ma apasa cu putere pe piept si-o forta necunoscuta ma robea ei cu totul, ca nu mai eram in stare sa scot nici cel mai mic sunet, necum sa vorbesc. Si chiar in acelasi timp am des­lusit la lumina opaitului chipul strainului. Pasamite, se strecurase inauntru, trecind prin cele doua usi care erau strasnic zavorite... Strainul nu intirzie sa se apropie de mine si-mi spuse ca, prin vrajile diavolesti care-i stateau in putinta, a facut sa rasune pana la mine in incapere acea muzica dulce. Si ca ea avusese darul de a ma trezi. Si mai adauga el ca patrunsese prin toate broastele si zavoarele in iatac, arzind de dorinta de a-mi oferi inima si mina lui...

Si atit de mare era dezgustul pe care-l simteam fata de vrajile lui, ca mi s-a pecetluit gura si nu i-am putut da nici un raspuns. Un timp el ramase nemiscat, de parca ar fi fost o stana de piatra, si parca astepta de la mine un raspuns care sa-i fie pe plac. Da cum eu nu-mi des-clestam gura si taceam chitic, incepu sa strige la mine, furios, ca o sa se razbune cumplit si c-o sa gaseasca. destule mijloace ca sa-mi infringa trufia. Si dupa ce facu spume la gura de furie, se facu nevazut. Am pe­trecut o noapte plina de zbucium si abia spre dimi­neata am pus capul jos si-am atipit. cand m-am trezit, am dat fuga la fratele meu ca sa-i aduc la cunostinta cele intimplate, dar nu l-am mai aflat in camera lui.

L-am intrebat atunci pe slujitorul lui unde e, si acesta mi-a spus ca plecase in zori la vinatoare, impreuna cu oaspetele strain. Si odata mi-a trecut un fior prin inima si ceva imi spunea c-o sa se intimple o nenorocire. M-am imbracat repede si-am poruncit sa mi se insaueze calul pe care calaream de obicei. Apoi, insotita doar de-un slujitor, am pornit in galop inspre padure. Si, ca un fa­cut, calul slujitorului se poticni de o buturuga si-si rupse un picior. Omul nu mai putu sa ma urmeze si mi-am continuat drumul singura, gonind fara conte­nire. Si dupa o rariste de fagi, numai ce-l zarii pe oas­petele cel strain venind inspre mine si ducind dupa el o mindrete de cerb. Il intrebai unde l-a lasat pe fratele meu si cum de-a izbutit sa prinda vietatea asta din ochii careia siruiau lacrimile... Da in loc sa-mi raspunda omeneste, strainul incepu a ride in hohote, de haui padurea. Atunci m-a apucat si pe mine furia si, scotind un pistol ce-l aveam la mine, l-am indreptat spre fiara de om si am tras in el. Dar, ca un facut, dupa ce se izbi de pieptul lui, glontul sari inapoi si intra in capul fugarului meu... M-am prabusit la pamint si-n ast timp strainul prinse sa murmure citeva cuvinte care ma facura sa nu mai stiu de mine, si ramasei in nesimtire, de parca eram moarta. cand mi-am revenit, ma aflam in cavoul asta subpamintean, zavorita in sicriul de clestar.

Vrajitorul imi mai aparu o data si-mi spuse ca pe fratele meu l-a prefacut intr-un cerb si ca palatul si toate celelalte care-mi apartineau le facuse de-o schioapa si le inchisese in celalalt sipet de clestar. Iar pe slujitorii mei ii trans­formase intr-un soi de fum si-i virise in niste carafe de sticla. Si mai adause el ca de-as vrea sa ma supun, in sfirsit, vointei lui, usor i-ar fi sa le aduca pe toate la starea dinainte, ca pentru asta ar trebui numai ca sa deschida sipetul de clestar si carafele... Dar si de data asta i-am lasat fara raspuns... Daca vazu ca ma inversunam in hotarirea mea, odata se facu nevazut si ma lasa in inchisoarea asta, cuprinsa de-un somn adinc. Vezi insa ca cugetul meu era treaz, cu toate ca dormeam, si printre imaginile care mi se perindau prin minte, imi aparu si chipul mingiietor al unui tinar care venea sa ma scape de sub vraja... Si azi, cand mi-a fost dat sa deschid ochii, dupa atita vreme, l-am vazut aievea pe cel din vis. Si acela erai tu!... Si mi-am vazut visul implinit. Acu , ajuta-ma sa indepli­nesc mai departe ceea ce am intrezarit in visarile mele...

Si primul lucru pe care trebuie sa-l facem, e sa asezam sipetul de clestar in care e inchis castelul pe acea lespede lata ce e in mijlocul salii. Indata ce-l asezara, lespedea se ridica impreuna cu fata cea frumoasa si tinarul croitoras, si trecu catre incaperea de sus, printr-o deschizatura ce se casca in tavan. Iar de aici, usor le fu ca sa poata ajunge afara. Fata nu intirzie nici o clipa sa deschida capacul sipetului, si era uimitor sa privesti cum se mareau si se tot mareau castelul, grajdurile, hambarele si toate celelalte acare­turi, revenindu-si cu repeziciune la marimea lor de mai inainte. Dupa asta, cei doi tineri se intoarsera in pestera sub-paminteana si, tot cu ajutorul acelei lespezi, scoasera la lumina zilei carafele umplute cu fum. Si cum des­chise fata carafele, fumul cel albastriu iesi afara si se prefacu in oameni. Si oamenii nu erau altii decat sluji- torii si curtenii contesei. Dar nici nu pot sa va spun cit de mare fu bucuria fetei cand din padure isi facu aparitia frate-sau, avind iarasi infatisare omeneasca. Pasamite el fusese cerbul care-i venise de hac vrajitorului intruchi­pat in acel taur salbatic... Si chiar in aceeasi zi, fata cea frumoasa isi tinu fagaduiala si se cununa cu fericitul croitoras, care nu-si mai incapea in piele de bucurie ca daduse peste un aseme­nea noroc.
Ingen skal sige, at det er umuligt for en sølle skrædder at komme til ære og værdighed her i livet. Det gælder bare om, at han kommer på sin rette hylde og har lykken med sig. En skikkelig og flink skræddersvend kom engang på sin vandring ind i en stor skov, og da han ikke kendte vejen, for han vild. Natten faldt på og han var nødt til at blive derude i den skrækkelige ensomhed. Selv om han lå blødt og godt på mosset, var han dog så bange for de vilde dyr, at han ikke turde ligge roligt et øjeblik, og til sidst klatrede han op i en høj eg for at tilbringe natten der. Han satte sig til rette så godt han kunne og takkede Gud, fordi han havde sit pressejern hos sig, for ellers havde den stærke storm, som blæste igennem skoven, revet ham bort med sig.

Da han havde siddet deroppe i mørket i nogle timer og rystet af angst, fik han pludselig øje på et lys lige i nærheden, og da han tænkte, der måtte ligge et hus, hvor han kunne have det bedre end oppe i træet, klatrede han forsigtigt ned og gik efter lyset. Han kom da hen til en lille hytte, som var flettet af rør og siv, og bankede forsigtigt på døren. Den gik op, og der stod en ældgammel, gråhåret mand i en løjerlig dragt, som var syet sammen af alle mulige klude. "Hvem er I?" spurgte han snerrende. "Jeg er en fattig skrædder," svarede han, "mørket har overfaldet mig herude i skoven. Må jeg ikke nok få lov til at blive her i nat?" - "Gå din vej," sagde den gamle gnavent, "jeg vil ikke have noget at skaffe med sådan en landstryger." Derpå ville han igen gå ind, men skrædderen greb fat i hans frakke og bad så indtrængende, at den gamle til sidst blev rørt og tog ham med sig ind i hytten, gav ham noget at spise og redte en meget god seng til ham henne i en krog.

Den trætte skrædder behøvede ikke at vugges i søvn, men sov sødt til den lyse morgen og tænkte såmænd ikke på at stå op, før en stærk støj bragte ham til at fare sammen. Gennem hyttens tynde vægge trængte lyden af høje brøl og skrig ind til ham. Han blev ganske pludselig ualmindelig modig, klædte sig på i en fart og løb ud. Han fik da øje på en stor, sort tyr og en dejlig hjort, der var i rasende kamp. De for løs på hinanden med en sådan voldsomhed, at jorden rystede, og deres skrig skar igennem luften. Han var længe i tvivl om, hvem der ville gå af med sejren, men til sidst rendte hjorten sit horn ind i livet på sin modstander, som sank til jorden med et frygteligt brøl.

Skrædderen havde forbavset set til, og inden han fik besindet sig kom hjorten springende hen imod ham og svingede ham op mellem sine store takker. Han fik ikke tid til at tænke sig om, for det gik af sted over stok og sten, over mark og skov og bjerg og dal. Så klamrede han sig fast med begge hænder og gav sig sin skæbne i vold, men han havde fuldstændig en fornemmelse, som han fløj. Langt om længe standsede hjorten foran en klippevæg, og lod ganske forsigtigt skrædderen glide ned på jorden. Han var mere død end levende og det varede længe, før han kunne samle sine tanker. Da han var kommet nogenlunde til sig selv igen, stødte hjorten med sådan en kraft hornene mod klippen, at en dør sprang op. Høje flammer slog ham i møde og en tyk damp indhyllede hjorten, så han ikke kunne se den. Skrædderen vidste ikke, hvad han skulle gøre for at slippe bort fra dette skrækkelige sted, men pludselig hørte han en stemme råbe: "Kom herind og vær ikke bange. Der skal ikke ske dig noget ondt." Han ventede lidt, men drevet af en hemmelig magt adlød han stemmen og gik ind ad døren. Han kom ind i en stor sal, hvis vægge, loft og gulv bestod af firkantede, slebne stene, hvori der var hugget underlige tegn. Han så sig beundrende om, men skulle netop til at gå ud igen, da han atter hørte stemmen råbe: "Gå hen på den sten, som ligger midt i salen. Der skal du finde din lykke."

Han havde allerede fået så meget mod i brystet, at han straks adlød, og stenen begyndte ganske langsomt at synke. Da den standsede så skrædderen, at han stod i en sal, der var lige så stor som den forrige og endnu prægtigere. I væggene var der indhugget fordybninger, hvor der stod gennemsigtige glas fyldt med farvede væsker eller blålig røg. På gulvet stod lige overfor hinanden to store glaskister, som straks vakte hans nysgerrighed. Da han gik hen til den ene, så han, at der lå et smukt slot med stalde og udhuse og alt, hvad dertil hørte. Det var ganske småt, men så nydeligt, at man straks kunne se, det var en kunstner, der havde lavet det.

Han var endnu ikke færdig med at beundre det, da han igen hørte stemmen, som opfordrede ham til at vende sig om og se på den anden glaskiste. Til sin store forundring, så han en dejlig pige ligge deri. Hun lå, som om hun sov, indhyllet i sit lange, blonde hår og en kåbe. Øjnene var fast lukket, men hendes friske ansigtsfarve og hendes bryst, der steg og sank, viste tydeligt nok, at hun var levende. Skrædderen betragtede hende med bankende hjerte, og pludselig slog hun øjnene op og så glad forbavset på ham. "Nu nærmer min befrielse sig," råbte hun, "skynd dig, hjælp mig ud af mit fængsel, så er jeg frelst." Skrædderen adlød straks og hun stod da ud af kisten og hyllede sig i en vid kåbe, der hang i et hjørne af salen. Så satte hun sig ned på en sten, kaldte på den unge mand, og da hun havde trykket et kys på hans læber, sagde hun: "Endelig har himlen været nådig og sendt dig for at gøre ende på mine lidelser, og nu skal din lykke begynde. Du er min brudgom og skal leve ved min side i fred og glæde. Nu skal jeg fortælle dig min historie.

Jeg er datter af en rig greve. Mine forældre døde, da jeg var ganske ung, efter at de havde bestemt, at jeg skulle opdrages hos min ældste bror. Vi holdt så meget af hinanden og passede så godt sammen, at vi besluttede aldrig at gifte os, men blive hos hinanden, så længe vi levede. Vi kedede os aldrig. Naboer og venner besøgte os tit, og vi var meget gæstfri. En aften kom der en fremmed mand ridende og bad om natteleje, da han ikke kunne nå noget hus før natten. Vi tog venligt imod ham og han fortalte os ved aftensbordet forskellige af sine oplevelser. Min bror syntes så godt om ham, at han indbød ham til at blive nogle dage hos os, og efter at have betænkt sig lidt sagde han ja. Vi rejste os først sent fra bordet, og jeg skyndte mig i seng for at hvile mine trætte lemmer. Næppe var jeg faldet i søvn, før jeg blev vækket af den dejligste sagte musik. Da jeg ikke kunne begribe, hvorfra den kom ville jeg gå ind og vække min kammerjomfru, der sov i værelset ved siden af, men det var, som om der hvilede en tung vægt på mit bryst, og jeg kunne ikke få en lyd frem. Pludselig så jeg ved skinnet af natlampen den fremmede træde ind, skønt begge dørene til mit værelse var låst. Han gik hen til mig og sagde, at han ved hjælp af trolddomskunster havde ladet den yndige musik vække mig og var nu selv gået gennem lukkede døre ind til mig for at tilbyde mig hånd og hjerte. Min modbydelighed for trolddomskunster var så stor, at jeg slet ikke svarede ham. Han ventede i nogen tid for at se, om jeg ikke ville samtykke, men da jeg vedblev at tie, sagde han vredt, at han nok skulle vide at straffe mit hovmod, og gik derpå sin vej. Jeg tilbragte natten i den største uro og faldt først i søvn henimod morgen. Da jeg vågnede, skyndte jeg mig op for at fortælle min bror, hvad der var sket, men han var ikke i sit værelse, og tjeneren fortalte mig, at han ganske tidligt var redet på jagt med den fremmede.

Jeg tænkte straks, at der var noget galt på færde, lod min hest sadle og red i susende fart ud til skoven, fulgt af en af mine tjenere. Hans hest styrtede imidlertid og brækkede benet, så jeg måtte ride videre alene. Få minutter efter mødte jeg den fremmede, som holdt en smuk hjort i et tov. Jeg spurgte ham, hvor min bror var, og hvordan han havde fået fat i denne hjort, hvis øjne stod fulde af tårer. I stedet for at svare brast han i latter. Jeg blev rasende, greb min pistol og rettede den mod uhyret, men kuglen prellede af mod hans bryst og ramte min hest i hovedet. Jeg faldt om på jorden, den fremmede mumlede nogle ord, og jeg tabte bevidstheden.

Da jeg igen kom til mig selv, lå jeg i denne hvælving i en glaskiste. Troldmanden stod ved siden af mig og fortalte mig, at min bror var forvandlet til en hjort. Mit slot var blevet ganske lille og var indesluttet i glaskisten der, og mine folk var blevet til røg og gemt i flasker. Hvis jeg ville rette mig efter hans ønske, ville han løse trolddommen, han behøvede blot at åbne kisten, så ville alt være ved det gamle igen. Jeg svarede lige så lidt som forrige gang. Han forsvandt nu, og jeg faldt i en dyb søvn. Mange syner drog forbi min sjæl, deriblandt også billedet af en ung mand, der kom og befriede mig, og da jeg slog øjnene op og så dig, vidste jeg, at min drøm skulle gå i opfyldelse. Nu må vi allerførst flytte glaskisten med mit slot hen på den store sten."

Da de havde gjort det, hævede stenen sig straks op til salen, som lå ovenover, og derfra gik de ud i det fri. Nu åbnede de kisten, og det var underligt at se, hvordan slottet og alle omgivelserne voksede og fik naturlig størrelse. De gik derpå tilbage og hentede glasflaskerne, og næppe havde de åbnet dem, før den blå røg steg ud og blev til levende mennesker. Glæden blev endnu større da hendes bror, som havde dræbt troldmanden i tyrens skikkelse, kom ud af skoven. Samme dag fejrede den lykkelige skrædder sit bryllup med den smukke grevedatter.




Compară două limbi:













Donations are welcomed & appreciated.


Thank you for your support.