Lærling og mester


El ladrón fullero y su maestro


Der var engang en mand, som hed Jan. Han ville lade sin søn lære et eller andet håndværk og gik op i kirken og bad Vorherre sige ham, hvad for et han skulle vælge. Degnen stod imidlertid skjult bag alteret og hørte det og råbte: "Han skal lære at hekse." Jan gik så hjem til sin søn og sagde, at Vorherre havde sagt, at han skulle lære at hekse, og de gik nu af sted for at finde en mand, som forstod sig på det. Da de havde gået i lang tid, kom de ind i en stor skov, hvor der boede en gammel kone. "Kan du ikke sige os en, som kan lære min søn her at hekse," spurgte Jan. "Det kan han såmænd lære her," svarede konen, "min søn er en mester deri." Da sønnen kom hjem spurgte manden, om han også forstod sig rigtigt på hekseriet. "Jeg vil gerne tage din søn i lære," svarede han, "kom igen om et år, og hvis du så kan kende ham, skal du slet ikke betale mig noget, men kender du ham ikke, skal du give mig tohundrede daler."
Faderen gik nu hjem og sønnen blev derude for at lære at hekse. Da året var omme, begav Jan sig på vej og gik og grundede over, hvordan han skulle bære sig ad med at kende sin søn igen. Han mødte da en lille mand, som spurgte, hvorfor han var så tankefuld. "Det skal jeg såmænd gerne fortælle," svarede Jan, "for et år siden satte jeg min søn i lære hos en heksemester, der sagde, at hvis jeg ikke kunne kende fyren igen efter et års forløb, skulle jeg give ham to hundrede daler, men hvis jeg kendte ham, skulle jeg slet ingenting betale. Nu går jeg og er så bange for, at jeg ikke kan kende ham, og jeg ved ikke, hvor jeg skal skaffe de penge fra."
Manden sagde da, at han skulle tage en kurvfuld brød med og gå hen til kaminen. Oppe på hylden stod der en lille kurv, og ud af den kiggede der en lille fugl, som var hans søn.
Jan gik hen og kastede noget rugbrød foran kurven og spurven stak hovedet ud. "Goddag, min søn," sagde faderen. Sønnen blev meget glad over at se sin far igen, men heksemesteren sagde: "Det har djævelen sagt dig, ellers kunne du umuligt have vidst det." - "Lad os nu gå, far," sagde sønnen, og så gik de.
Noget efter så de en vogn komme kørende, og sønnen sagde da: "Nu forvandler jeg mig til en mynde, så kan du tjene mange penge på mig." Herren, der sad i vognen, råbte til manden: "Vil du sælge mig den hund?" Manden sagde ja, og da herren spurgte, hvad han ville have for den, sagde han tredive daler. "Det er jo lidt dyrt," sagde herren, "men da det er sådan en usædvanlig smuk hund, vil jeg alligevel købe den." Han tog den nu ind i vognen til sig, men da de havde kørt et lille stykke sprang hunden ud gennem vinduet og blev atter menneske og kom til sin far igen.
De gik nu hjem. Dagen efter var der marked i den nærmeste landsby og sønnen sagde da til sin far: "Nu forvandler jeg mig til en smuk hest, så kan du gå ind og sælge mig, men pas på, du husker at tage tømmen af ellers kan jeg ikke blive menneske igen." Faderen trak ham nu ind på markedet, og der kom hans læremester og købte hesten for hundrede daler, men faderen glemte at tage tømmen af og manden trak den hjem i sin stald. Da pigen kom gående forbi sagde hesten: "Tag tømmen af, tag tømmen af." Pigen stod stille og lyttede efter: "Ih, kan du tale," sagde hun. Derpå gik hun hen og tog tømmen af, og da blev hesten til en spurv og fløj ud ad døren, men heksemesteren forvandlede sig også til en spurv og fløj bagefter. De kom nu ordentligt op at slås, men mesteren kunne ikke stå sig og forvandlede sig til en fisk. Drengen blev nu også en fisk og de sloges igen, men også her trak mesteren det korteste strå. Og da han så forvandlede sig til en høne, blev drengen til en ræv og bed hovedet af ham, så han faldt død om, og der ligger han endnu den dag i dag.
Juan quería que su hijo aprendiera un oficio; fue a la iglesia y rogó a Dios Nuestro Señor que le inspirase lo que fuera más conveniente. El sacristán, que se encontraba detrás del altar, le dijo: "¡Ladrón fullero, ladrón fullero!".
Volvió Juan junto a su hijo y le comunicó que había de aprender de ladrón fullero, pues así lo había dicho Dios Nuestro Señor. Se puso en camino con el muchacho en busca de alguien que supiera aquel oficio. Después de mucho andar, llegaron a un gran bosque, y allí encontraron una casita en la que vivía una vieja. Preguntóle Juan:
- ¿No sabría de algún hombre que entienda el oficio de ladrón fullero?
- Aquí mismo, y muy bien lo podrás aprender -dijo la mujer-; mi hijo es maestro en el arte. - Y Juan habló con el hijo de la vieja:
- ¿No podría enseñar a mi hijo el oficio de ladrón fullero?
A lo que respondió el maestro:
- Enseñaré a vuestro hijo como se debe. Volved dentro de un año; si entonces lo conocéis, renuncio a cobrar nada por mis enseñanzas; pero si no lo conocéis, tendréis que pagarme doscientos ducados.
Volvió el padre a su casa, y el hijo aprendió con gran aplicación el arte de la brujería y el oficio de ladrón. Transcurrido el año, fue el padre a buscarlo, pensando tristemente, durante el camino cómo se las compondría para reconocer a su hijo. Mientras avanzaba sumido en sus cavilaciones, fijó la mirada ante sí y vio que le salía al paso un hombrecillo, el cual le preguntó:
- ¿Qué te pasa buen hombre? Pareces muy preocupado.
- ¡Ay! -exclamó Juan-, hace un año coloqué a mi hijo en casa de un maestro en fullería, el cual me dijo que volviese al cabo de este tiempo, y si no reconocía a mi hijo, tendría que pagarle doscientos ducados; pero sí lo reconocía, no debería abonarle nada. Y ahora siento gran miedo de no reconocerlo, pues no sé de dónde voy a sacar el dinero.
Díjole entonces el hombrecillo que se llevase una corteza de pan y se colocara con ella debajo de la campana de la chimenea. Sobre la percha de que pendían las cremalleras había un cestito, del que asomaba un pajarillo; aquél era su hijo.
Entró Juan y cortó una corteza de pan moreno delante de la cesta. Inmediatamente salió de ella un pajarillo y se lo quedó mirando.
- Hola, hijo mío, ¿estás aquí? -dijo el padre. Alegróse el hijo al ver a su padre, mientras el maestro refunfuñó:
- El diablo te lo ha dicho. ¿Cómo, si no, habrías podido reconocer a tu hijo?
- Padre, vámonos -dijo el muchacho.
El padre emprendió, con su hijo el regreso a casa; durante el camino se cruzaron con un coche. Dijo entonces el muchacho:
- Voy a transformarme en un gran lebrel, y así podréis ganar mucho dinero conmigo.
Y gritó el señor del coche:
- Buen hombre, ¿queréis venderme ese perro?
- Sí -respondió el padre.
- ¿Cuánto pedís?
- Treinta ducados.
- Mucho dinero es, buen hombre; pero, en fin, el lebrel me gusta y me quedo con él.
El señor lo subió al coche; pero apenas hubo corrido un breve trecho cuando el perro, saltando del carruaje por la ventanilla, a través del cristal, desapareció y fue a reunirse con su
padre.
Llegaron los dos juntos a casa. Al día siguiente había mercado en la aldea vecina, y dijo el mozo a su padre:
- Ahora me transformaré en un magnífico caballo, y vos me venderéis. Pero después de cerrar el trato debéis quitarme la brida, pues, de otro modo, no podría volver a mi condición de persona.
Encaminóse el hombre al mercado con su caballo, y se le presentó el maestro de fullerías y le compró el animal por cien ducados; mas el padre, distraído, se olvidó de quitarle la brida. El comprador se llevó el caballo a su casa y lo metió en el establo. Al pasar la criada por el zaguán, dijo el caballo:
- ¡Quítame la brida, quítame la brida!
La muchacha se quedó parada, el oído atento:
- ¡Cómo! ¿Sabes hablar?
Fue y le quitó la brida, y el caballo, transformándose en gorrión, huyó volando sobre la puerta. Pero el maestro convirtióse también en gorrión y salió detrás de él. Al alcanzar al otro empezó la pelea; pero el maestro, que llevaba las de perder, se transformó en pez y se sumergió en el agua. Entonces el joven se volvió también pez y se reanudó la lucha; el maestro lo pasaba mal, y hubo de transformarse nuevamente. Tomó la figura de un pollo, y el mozo, la de una zorra, y, lanzándose sobre su maestro, le cortó la cabeza de una dentellada. Y ahí tenéis al maestro muerto; y muerto sigue hasta el día de hoy.