Den kloge lille skrædder


The cunning little tailor


Der var engang en prinsesse, som var så forfærdelig stolt. Når der kom en frier, gav hun ham en gåde at løse, og kunne han ikke, blev han med hån og spot jaget på porten. Hun lod bekendtgøre, at hun ville gifte sig med den, der kunne løse gåden, og hvem der havde lyst måtte prøve på det. Engang kom der tre skræddere. De to ældste tænkte, at nu havde de sat så mange sting lige på en prik, hvor de skulle være, så de måtte vel også kunne træffe det rigtige her. Den tredie var en lille springfyr, som ikke engang kunne sit håndværk, men han tænkte, at her måtte han da endelig engang have lykken med sig. "Bliv du kun hjemme," sagde de to andre til ham, "du kommer alligevel ingen vegne med din smule forstand." Men skrædderen hørte ikke på dem. Han havde nu engang sat sig i hovedet, at han ville derhen, og mente at han nok skulle klare sig. Så begav han sig på vej, så glad som om hele verden var hans.
There was once on a time a princess who was extremely proud. If a wooer came she gave him some riddle to guess, and if he could not find it out, he was sent contemptuously away. She let it be made known also that whosoever solved her riddle should marry her, let him be who he might. At length, therefore, three tailors fell in with each other, the two eldest of whom thought they had done so many dexterous bits of work successfully that they could not fail to succeed in this also; the third was a little useless land-louper, who did not even know his trade, but thought he must have some luck in this venture, for where else was it to come from? Then the two others said to him, "Just stay at home; thou canst not do much with thy little bit of understanding." The little tailor, however, did not let himself be discouraged, and said he had set his head to work about this for once, and he would manage well enough, and he went forth as if the whole world were his.

De meldte sig alle tre hos prinsessen og bad, om hun ville give dem sin gåde. Nu var endelig de rette folk kommet. De havde en forstand så skarp som æggen på en saks. Prinsessen sagde så: "Jeg har to slags hår på hovedet, hvad kulør har de?" - "Er det ikke andet," sagde den første, "de er sorte og hvide som det klæde, man kalder kommen og salt." - "Det er galt," sagde prinsessen, "lad den næste prøve." - "Når det ikke er sort og hvidt, så er det brunt og rødt som min fars stadsfrakke," sagde han. "Det er galt," sagde prinsessen, "lad den tredie så svare, jeg kan se, han ved det." Den lille skrædder trådte nok så kæk frem og sagde: "Prinsessen har et sølv- og et guldhår på hovedet, det er de to farver." Da prinsessen hørte det, blev hun ligbleg og var lige ved at besvime, for den lille skrædder havde gættet det, som hun troede, intet menneske kunne gætte. Da hun igen kom til sig selv, sagde hun: "Du har ikke vundet mig endnu, du må gøre en ting til. Nede i stalden ligger der en bjørn, og hos den skal du blive i nat. Hvis du så endnu er levende i morgen, når jeg står op, vil jeg gifte mig med dig." På denne måde tænkte hun at blive skrædderen kvit. Endnu aldrig var noget menneske sluppet levende af bjørnens klør. Men skrædderen tabte ikke modet. "Dristig vovet, halvt er vundet," sagde han nok så fornøjet.
They all three announced themselves to the princess, and said she was to propound her riddle to them, and that the right persons were now come, who had understandings so fine that they could be threaded in a needle. Then said the princess, "I have two kinds of hair on my head, of what color is it?" - "If that be all," said the first, "it must be black and white, like the cloth which is called pepper and salt." The princess said, "Wrongly guessed; let the second answer." Then said the second, "If it be not black and white, then it is brown and red, like my father's company coat." - "Wrongly guessed," said the princess, "let the third give the answer, for I see very well he knows it for certain." Then the little tailor stepped boldly forth and said, "The princess has a silver and a golden hair on her head, and those are the two different colors." When the princess heard that, she turned pale and nearly fell down with terror, for the little tailor had guessed her riddle, and she had firmly believed that no man on earth could discover it. When her courage returned she said, "Thou hast not won me yet by that; there is still something else that thou must do. Below, in the stable is a bear with which thou shalt pass the night, and when I get up in the morning if thou art still alive, thou shalt marry me." She expected, however, she should thus get rid of the tailor, for the bear had never yet left any one alive who had fallen into his clutches. The little tailor did not let himself be frightened away, but was quite delighted, and said, "Boldly ventured is half won."

Om aftenen blev han ført ind i stalden. Bjørnen ville straks gå løs på ham og give ham en ordentlig velkomsthilsen med sin pote. "Tag det med ro," sagde skrædderen, "jeg skal nok få dig til at være stille." Han tog nu ganske sindigt nogle nødder op af lommen, knækkede dem og spiste dem. Da bjørnen så det, fik han også lyst til nødder. Skrædderen stak hånden i lommen og rakte den en håndfuld, ikke nødder men gråsten. Bjørnen puttede dem i munden, men kunne ikke knække dem, hvordan den så bar sig ad. "Sikken en klods, jeg må være, at jeg ikke engang kan knække den smule nødder," tænkte den og sagde til skrædderen: "Knæk de nødder for mig." - "Der kan du se, hvad for en dårlig karl du er," sagde skrædderen, "du har sådan et stort gab og kan ikke engang knække sådan en smule nød." Han tog nu stenene, men puttede i en fart en nød i munden i stedet for og knækkede den en, to, tre. "Jeg vil prøve engang til," sagde bjørnen, "når jeg sådan ser på det, synes jeg, det er så let." Skrædderen gav den igen stenene og bjørnen bed til af alle livsens kræfter. Men det nyttede jo ikke. Skrædderen tog nu sin violin frem og gav sig til at spille. Da bjørnen hørte det, kunne den ikke modstå, men begyndte at danse. Den syntes så godt om det, at den efter en lille tids forløb sagde til skrædderen: "Hør, er det svært at lære at spille." - "Det er den rene barnemad," svarede skrædderen, "nu skal du se, jeg lægger venstre hånd derpå og stryger med højre hånd, faldera, det går lystigt." - "Jeg kunne nok lide at spille violin," sagde bjørnen, "så kunne jeg danse, så tit jeg ville. Har du ikke lyst til at lære mig det?" - "Det vil jeg såmænd gerne, hvis du har anlæg," sagde skrædderen, "men kom engang her med dine poter, det er nogle vældig lange klør du har. Jeg må klippe lidt af dem." Han tog nu en skruestikke, bjørnen lagde poterne der, og skrædderen skruede til. "Vent så der, til jeg kommer med saksen," sagde han, lagde sig hen i en krog, på noget strå, og faldt i søvn og lod bjørnen brumme, så meget den ville.
When therefore the evening came, our little tailor was taken down to the bear. The bear was about to set at the little fellow at once, and give him a hearty welcome with his paws: "Softly, softly," said the little tailor, "I will soon make thee quiet." Then quite composedly, and as if he had not an anxiety in the world, he took some nuts out of his pocket, cracked them, and ate the kernels. When the bear saw that, he was seized with a desire to have some nuts too. The tailor felt in his pockets, and reached him a handful; they were, however, not nuts, but pebbles. The bear put them in his mouth, but could get nothing out of them, let him bite as he would. "Eh!" thought he, "what a stupid blockhead I am! I cannot even crack a nut!" and then he said to the tailor, "Here, crack me the nuts." - "There, see what a stupid fellow thou art!" said the little tailor, "to have such a great mouth, and not be able to crack a small nut!" Then he took the pebble and nimbly put a nut in his mouth in the place of it, and crack, it was in two! "I must try the thing again," said the bear; "when I watch you, I then think I ought to be able to do it too." So the tailor once more gave him a pebble, and the bear tried and tried to bite into it with all the strength of his body. But no one will imagine that he accomplished it. When that was over, the tailor took out a violin from beneath his coat, and played a piece of it to himself. When the bear heard the music, he could not help beginning to dance, and when he had danced a while, the thing pleased him so well that he said to the little tailor, "Hark you, is the fiddle heavy?" - "Light enough for a child. Look, with the left hand I lay my fingers on it, and with the right I stroke it with the bow, and then it goes merrily, hop sa sa vivallalera!" - "So," said the bear; "fiddling is a thing I should like to understand too, that I might dance whenever I had a fancy. What dost thou think of that? "Wilt thou give me lessons?" - "With all my heart," said the tailor, "if thou hast a talent for it. But just let me see thy claws, they are terribly long, I must cut thy nails a little." Then a vise was brought, and the bear put his claws in it, and the little tailor screwed it tight, and said, "Now wait until I come with the scissors," and he let the bear growl as he liked, and lay down in the corner on a bundle of straw, and fell asleep.

Da prinsessen om aftenen hørte bjørnen brumme så voldsomt, troede hun, den brummede af glæde, fordi den havde gjort kål på skrædderen. Om morgenen stod hun nok så fornøjet op, men da hun kom ned til stalden, stod skrædderen der, frisk og rask som en fisk. Hun kunne nu ikke gøre flere indvendinger, for hun havde jo offentligt lade bekendtgøre, at hun ville ægte den, der løste gåden. Hun og skrædderen steg ind i en vogn for at køre til kirke og blive viet. Da de havde sat sig derind, gik de to andre skræddere, som var misundelige på ham, ind i stalden og skruede bjørnen løs. Rasende rendte den efter vognen. Prinsessen hørte den snøfte og brumme og råbte rædselsslagen: "Nu kommer bjørnen og tager dig." Men skrædderen var hurtig i vendingen. Han stillede sig på hovedet, stak benene ud af vinduet og råbte: "Kan du se skruestikken? Hvis du ikke går, kommer du i den igen." Da bjørnen hørte det, vendte den om og løb tilbage. Men skrædderen kørte roligt til kirke med prinsessen, blev gift med hende og levede glad og lykkelig som en hedelærke. Og den, der ikke vil tro det, skal betale en daler.
When the princess heard the bear growling so fiercely during the night, she believed nothing else but that he was growling for joy, and had made an end of the tailor. In the morning she arose careless and happy, but when she peeped into the stable, the tailor stood gaily before her, and was as healthy as a fish in water. Now she could not say another word against the wedding because she had given a promise before every one, and the King ordered a carriage to be brought in which she was to drive to church with the tailor, and there she was to be married. When they had got into the carriage, the two other tailors, who had false hearts and envied him his good fortune, went into the stable and unscrewed the bear again. The bear in great fury ran after the carriage. The princess heard him snorting and growling; she was terrified, and she cried, "Ah, the bear is behind us and wants to get thee!" The tailor was quick and stood on his head, stuck his legs out of the window, and cried, "Dost thou see the vise? If thou dost not be off thou shalt be put into it again." When the bear saw that, he turned round and ran away. The tailor drove quietly to church, and the princess was married to him at once, and he lived with her as happy as a woodlark. Whosoever does not believe this, must pay a thaler.