Fitcher's Bird


Fitchers fugl


There was once a wizard who used to take the form of a poor man, and went to houses and begged, and caught pretty girls. No one knew whither he carried them, for they were never seen more. One day he appeared before the door of a man who had three pretty daughters; he looked like a poor weak beggar, and carried a basket on his back, as if he meant to collect charitable gifts in it. He begged for a little food, and when the eldest daughter came out and was just reaching him a piece of bread, he did but touch her, and she was forced to jump into his basket. Thereupon he hurried away with long strides, and carried her away into a dark forest to his house, which stood in the midst of it. Everything in the house was magnificent; he gave her whatsoever she could possibly desire, and said: "My darling, thou wilt certainly be happy with me, for thou hast everything thy heart can wish for." This lasted a few days, and then he said: "I must journey forth, and leave thee alone for a short time; there are the keys of the house; thou mayst go everywhere and look at everything except into one room, which this little key here opens, and there I forbid thee to go on pain of death." He likewise gave her an egg and said: "Preserve the egg carefully for me, and carry it continually about with thee, for a great misfortune would arise from the loss of it." She took the keys and the egg, and promised to obey him in everything. When he was gone, she went all round the house from the bottom to the top, and examined everything. The rooms shone with silver and gold, and she thought she had never seen such great splendour. At length she came to the forbidden door; she wished to pass it by, but curiosity let her have no rest. She examined the key, it looked just like any other; she put it in the keyhole and turned it a little, and the door sprang open. But what did she see when she went in? A great bloody basin stood in the middle of the room, and therein lay human beings, dead and hewn to pieces, and hard by was a block of wood, and a gleaming axe lay upon it. She was so terribly alarmed that the egg which she held in her hand fell into the basin. She got it out and washed the blood off, but in vain, it appeared again in a moment. She washed and scrubbed, but she could not get it out.
Der var engang en troldmand, der påtog sig skikkelse af en fattig mand, gik ud og tiggede og førte de smukke piger bort med sig. Intet menneske vidste, hvor de blev af, og de kom aldrig mere tilbage. En dag kom han til en mand, der havde tre smukke døtre. Han havde en kurv på ryggen og så rigtig gammel og elendig ud. Han bad om at få lidt at spise, og da den ældste datter kom ud med et stykke mad til ham, rørte han blot ved hende, straks sad hun i kurven. Derpå løb han, alt hvad han kunne, ind i den store, mørke skov, hvor hans hus lå. Huset var stort og prægtigt, og han sagde nu til pigen: "Du vil nok befinde dig godt her, min skat. Du kan få alt, hvad du ønsker." Efter en kort tids forløb sagde han: "Jeg rejser bort et par dage. Der har du nøglerne til huset. Du må se dig om overalt, undtagen i den stue, som denne lille nøgle lukker op for. Det forbyder jeg dig under dødsstraf." Han gav hende også et æg og sagde: "Dette æg skal du passe godt på, du må helst altid bære det hos dig. Hvis du taber det, sker der en stor ulykke." Pigen tog nøglerne og ægget og lovede at gøre, hvad han havde sagt. Da han var taget af sted, gik hun rundt og så sig om i hele huset. Stuerne strålede af guld og sølv, og hun syntes aldrig, hun havde set noget så dejligt. Til sidst kom hun også til den dør, hun ikke måtte åbne. Hun gik forbi, men pint af nysgerrighed vendte hun lidt efter tilbage. Hun så på nøglen, II der så ud som alle andre nøgler, og til sidst stak hun den i, drejede lidt på den, og døren sprang op. I midten af værelset stod et stort kar, fyldt med blod og stykker af menneskekroppe, og ved siden af stod en huggeblok med en økse. Pigen blev så forskrækket, at hun tabte ægget, som hun holdt i hånden. Da hun tog det op igen, var det helt tilsmudset med blod og det gik ikke af, hvor meget hun så vaskede og gned det.

It was not long before the man came back from his journey, and the first things which he asked for were the key and the egg. She gave them to him, but she trembled as she did so, and he saw at once by the red spots that she had been in the bloody chamber. "Since thou hast gone into the room against my will," said he, "thou shalt go back into it against thine own. Thy life is ended." He threw her down, dragged her thither by her hair, cut her head off on the block, and hewed her in pieces so that her blood ran on the ground. Then he threw her into the basin with the rest.
Kort tid efter kom manden hjem og forlangte straks nøglerne og ægget. Hun rakte ham det skælvende, og han kunne øjeblikkelig se på de røde pletter, at hun havde været i blodkammeret. "Fordi du imod min vilje er gået derind," sagde han vredt, "så skal du nu komme derind mod din vilje. Du har forbrudt dit liv." Derpå slæbte han hende ind i værelset, huggede hovedet af hende og kastede hende ned i karret til de andre.

"Now I will fetch myself the second," said the wizard, and again he went to the house in the shape of a poor man, and begged. Then the second daughter brought him a piece of bread; he caught her like the first, by simply touching her, and carried her away. She did not fare better than her sister. She allowed herself to be led away by her curiosity, opened the door of the bloody chamber, looked in, and had to atone for it with her life on the wizard's return. Then he went and brought the third sister, but she was clever and crafty. When he had given her the keys and the egg, and had left her, she first put the egg away with great care, and then she examined the house, and at last went into the forbidden room. Alas, what did she behold! Both her sisters lay there in the basin, cruelly murdered, and cut in pieces. But she began to gather their limbs together and put them in order, head, body, arms and legs. And when nothing further was wanting the limbs began to move and unite themselves together, and both the maidens opened their eyes and were once more alive. Then they rejoiced and kissed and caressed each other. On his arrival, the man at once demanded the keys and the egg, and as he could perceive no trace of any blood on it, he said: "Thou hast stood the test, thou shalt be my bride." He now had no longer any power over her, and was forced to do whatsoever she desired. "Oh, very well," said she, "thou shalt first take a basketful of gold to my father and mother, and carry it thyself on thy back; in the meantime I will prepare for the wedding." Then she ran to her sisters, whom she had hidden in a little chamber, and said: "The moment has come when I can save you. The wretch shall himself carry you home again, but as soon as you are at home send help to me." She put both of them in a basket and covered them quite over with gold, so that nothing of them was to be seen, then she called in the wizard and said to him: "Now carry the basket away, but I shall look through my little window and watch to see if thou stoppest on the way to stand or to rest."
"Nu henter jeg den anden," tænkte troldmanden, påtog sig igen skikkelse af en fattig mand og gik hen til huset og tiggede. Den anden datter bragte ham nu et stykke brød, og han tog hende med ligesom den første. Det gik hende ligesom søsteren. Nysgerrigheden løb af med hende, og da manden kom hjem, dræbte han også hende og kastede hende ned i karret. Derpå hentede troldmanden den tredie datter. Hun var klogere end de andre, og da han var rejst, gemte hun først ægget omhyggeligt og beså så hele huset og også blodkammeret. Der så hun begge sine kære søstre ligge livløse og lemlæstede. Men da hun fik lagt hovedet og lemmerne til kroppen, voksede de sammen igen, og begge pigerne rejste sig op spillevende og omfavnede og kyssede hinanden. Da manden kom hjem og så, at der ikke var blod på ægget, sagde han: "Du har bestået prøven, du skal være min brud." Han havde nu ikke mere nogen magt over hende, men måtte gøre, hvad hun forlangte. "Du skal først bringe en kurv med guld til mine forældre," sagde hun, "så laver jeg til brylluppet imens." Sine to søstre havde hun skjult i et lille kammer, og hun puttede dem nu i en kurv og lagde guld over dem, og bad dem sende hjælp ud til hende, så snart de var kommet hjem. Derpå kaldte hun på trolden og sagde: "Bær så denne kurv hjem, men du må ikke hvile dig på vejen. Jeg står i vinduet og passer på."

The wizard raised the basket on his back and went away with it, but it weighed him down so heavily that the perspiration streamed from his face. Then he sat down and wanted to rest awhile, but immediately one of the girls in the basket cried: "I am looking through my little window, and I see that thou art resting. Wilt thou go on at once?" He thought it was his bride who was calling that to him; and got up on his legs again. Once more he was going to sit down, but instantly she cried: "I am looking through my little window, and I see that thou art resting. Wilt thou go on directly?" And whenever he stood still, she cried this, and then he was forced to go onwards, until at last, groaning and out of breath, he took the basket with the gold and the two maidens into their parents' house.
Troldmanden tog kurven på ryggen og gik af sted, men den var så tung, at sveden løb ham ned over ansigtet. Da han satte sig ned for at hvile sig, råbte en af pigerne i kurven: "Gå straks videre. Jeg ser fra mit vindue, at du hviler dig." Han troede, at det var hans brud, der råbte det, og gav sig til at gå igen. En gang til satte han sig, men øjeblikkelig lød der en stemme, der befalede ham at gå videre. Endelig nåede han stønnende og forpustet forældrenes hus og afleverede kurven.

At home, however, the bride prepared the marriage-feast, and sent invitations to the friends of the wizard. Then she took a skull with grinning teeth, put some ornaments on it and a wreath of flowers, carried it upstairs to the garret-window, and let it look out from thence. When all was ready, she got into a barrel of honey, and then cut the feather-bed open and rolled herself in it, until she looked like a wondrous bird, and no one could recognize her. Then she went out of the house, and on her way she met some of the wedding-guests, who asked:
Bruden gik imidlertid hjemme og ordnede alt til brylluppet og indbød alle troldmandens venner. Derpå tog hun et dødningehovede med grinende tænder, satte en blomsterkrans derpå og stillede det op i loftslugen. Da hun var færdig med det, smurte hun sig ind i honning, sprættede en dyne op og rullede sig rundt i fjerene, så hun kom til at ligne en løjerlig fugl, og ingen kunne se, at hun var et menneske. Så gik hun ud af huset, og på vejen mødte hun en del af bryllupsgæsterne, som spurgte:

"O, Fitcher's bird, how com'st thou here?"
"Hvor kommer du fra, du sære fugl?"

"I come from Fitcher's house quite near."
"Jeg kommer fra Fitchers hus."

"And what may the young bride be doing?"
"Så du derinde den unge brud?"

"From cellar to garret she's swept all clean,
"Hun står deroppe i blæst og sus,

And now from the window she's peeping, I ween."
Og kigger af loftslugen ud."

At last she met the bridegroom, who was coming slowly back. He, like the others, asked:
Hun mødte også brudgommen, der kom gående ganske langsomt. Han spurgte også:

"O, Fitcher's bird, how com'st thou here?"
"Hvor kommer du fra, du sære fugl?"

"I come from Fitcher's house quite near."
"Jeg kommer fra Fitchers hus."

"And what may the young bride be doing?
"Så du derinde den unge brud?"

"From cellar to garret she's swept all clean,
"Hun står deroppe i blæst og sus,

And now from the window she's peeping, I ween."
Og kigger af loftslugen ud."

The bridegroom looked up, saw the decked-out skull, thought it was his bride, and nodded to her, greeting her kindly. But when he and his guests had all gone into the house, the brothers and kinsmen of the bride, who had been sent to rescue her, arrived. They locked all the doors of the house, that no one might escape, set fire to it, and the wizard and all his crew had to burn.
Brudgommen så op på huset, og da han fik øje på dødningehovedet troede han, at det var hans brud, og nikkede venligt derop. Men da han og hans gæster var gået ind i huset, kom pigens brødre og slægtninge, som var gået ud for at hjælpe hende, og naglede dørene fast til. Derpå stak de ild på huset, og de måtte alle omkomme i flammerne.