De kloge folk


Wise folks


En bonde tog en dag sin egetræsstok ud af krogen og sagde til sin kone: "Nu går jeg ud på landet, Trine, og kommer først tilbage om tre dage. Hvis kvæghandlerne kommer i den tid og vil købe vores tre køer, kan du lade dem løbe med dem, men ikke for mindre end tohundrede daler, hører du." - "Gå du kun i Guds navn," svarede konen, "det skal jeg nok klare." - "Ja, Gud hjælpe os alle tretten," sagde manden, "engang, da du var lille, faldt du lige på hovedet, og det kan man såmænd mærke endnu. Men det siger jeg dig, at gør du dumheder, skal jeg lade min stok her farve din ryg blå, og du kan stole på, den farve skal være så ægte, at den holder sig et helt år." Derpå gik han.
One day a peasant took his good hazel-stick out of the corner and said to his wife, "Trina, I am going across country, and shall not return for three days. If during that time the cattle-dealer should happen to call and want to buy our three cows, you may strike a bargain at once, but not unless you can get two hundred thalers for them; nothing less, do you hear?" - "For heaven's sake just go in peace," answered the woman, "I will manage that." - "You, indeed," said the man. "You once fell on your head when you were a little child, and that affects you even now; but let me tell you this, if you do anything foolish, I will make your back black and blue, and not with paint, I assure you, but with the stick which I have in my hand, and the colouring shall last a whole year, you may rely on that." And having said that, the man went on his way.

Næste morgen kom kvæghandleren, og konen blev snart enig med ham. Da han så køerne og fik prisen at vide, sagde han: "Så meget vil jeg gerne give. Det er de nok værd mellem brødre. Jeg tager dem straks med mig." Derpå løste han dem og trak dem ud af stalden, men da han ville gå ud af porten, greb konen ham i ærmet og sagde: "Jeg må have de tohundrede daler, ellers kan jeg ikke lade jer gå med dem." - "Det er rimeligt nok," svarede manden, "men jeg har glemt at få min pengepung med. Men I skal ikke være bange, I skal nok få jeres penge. De to køer tager jeg med mig, og den tredie lader jeg blive her, så har I da sikkerhed nok." Det var jo ganske indlysende, syntes hun, og lod manden trække af sted med køerne. "Hvor Hans vil blive glad, når han ser, hvor klog jeg har været," tænkte hun. Den tredie dag kom bonden hjem, som han havde sagt, og spurgte straks, om køerne var solgt. "Det er de kære Hans," svarede hun, "og for tohundrede daler, som du sagde. De er vel næppe så meget værd, men manden tog dem uden vrøvl." - "Hvor er pengene?" spurgte bonden. "Dem har jeg ikke endnu," svarede hun, "han havde netop glemt sin pung, men han har stillet god sikkerhed for dem." - "Hvordan det?" spurgte manden. "Den ene af de tre køer får han ikke, før han har betalt. Jeg var så snedig at beholde den mindste. Den spiser mindst." Manden blev vred, tog sin stok og ville give hende den omgang, han havde lovet hende. Men pludselig lod han den synke og sagde: "Du er den dummeste gås, der kan gå på Guds grønne jord. Jeg har virkelig ondt af dig. Jeg vil gå ud på landevejen og vente der i tre dage og se, om jeg finder nogen, som er dummere end du. Gør jeg det, skal du slippe for videre tiltale, men ellers skal du få hele din velfortjente løn."
Next morning the cattle-dealer came, and the woman had no need to say many words to him. When he had seen the cows and heard the price, he said, "I am quite willing to give that, honestly speaking, they are worth it. I will take the beasts away with me at once." He unfastened their chains and drove them out of the byre, but just as he was going out of the yard-door, the woman clutched him by the sleeve and said, "You must give me the two hundred thalers now, or I cannot let the cows go." - "True," answered the man, "but I have forgotten to buckle on my money-belt. Have no fear, however, you shall have security for my paying. I will take two cows with me and leave one, and then you will have a good pledge." The woman saw the force of this, and let the man go away with the cows, and thought to herself, "How pleased Hans will be when he finds how cleverly I have managed it!" The peasant came home on the third day as he had said he would, and at once inquired if the cows were sold? "Yes, indeed, dear Hans," answered the woman, "and as you said, for two hundred thalers. They are scarcely worth so much, but the man took them without making any objection." - "Where is the money?" asked the peasant. "Oh, I have not got the money," replied the woman; "he had happened to forget his money-belt, but he will soon bring it, and he left good security behind him." - "What kind of security?" asked the man. "One of the three cows, which he shall not have until he has paid for the other two. I have managed very cunningly, for I have kept the smallest, which eats the least." The man was enraged and lifted up his stick, and was just going to give her the beating he had promised her. Suddenly he let the stick fail and said, "You are the stupidest goose that ever waddled on God's earth, but I am sorry for you. I will go out into the highways and wait for three days to see if I find anyone who is still stupider than you. If I succeed in doing so, you shall go scot-free, but if I do not find him, you shall receive your well-deserved reward without any discount."

Han gik så ud på landevejen, satte sig på en sten og ventede på, hvad der ville ske. Lidt efter kom én høstvogn kørende. Konen stod op midt i den i stedet for at sidde på et knippe strå, der lå ved siden af, og lede okserne. "Det er vel sådan en, som jeg søger," tænkte manden, og løb hen foran vognen, frem og tilbage som en, der ikke er ved sine fulde fem. "Hvadvill, farlil," sagde konen, "jeg kender jer ikke, hvor kommer I fra?" - "Jeg er faldet ned fra himlen," svarede han, "og jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme op igen. Kan I ikke køre mig derop?" - "Jeg kender ikke vejen," svarede hun, "men når I kommer fra himlen, kanlvel fortælle mig, hvordan det går min mand. Han har været der i tre år. Har I ikke set ham?" - "Jo, jeg har. Ja, det kan jo ikke gå alle mennesker lige godt. Han vogter får, og de rare dyr giver ham såmænd nok at bestille. De springer op på bjergene og farer vild i krattet, og han må så løbe efter dem for at drive dem sammen igen. Pjaltet er han også. Klæderne er lige ved at falde af kroppen på ham, og I ved nok fra eventyrene, at i himlen er der slet ingen skræddere. St. Peter vil ikke have dem derind." - "Hvem havde dog tænkte det," råbte konen, "men hør engang, jeg henter hans søndagsfrakke, den hænger hjemme i skabet, den kan han godt gå med deroppe, I vil nok tage den med?" - "Det går skam ikke," svarede bonden, "man må ikke tage klæder med i himlen, de bliver taget fra en ved døren." - "Jamen hør så," sagde konen, "i går solgte jeg min hvede og fik en køn skilling for dem, den vil jeg sende ham. Når I stikker pungen i lommen, er der såmænd ingen, som lægger mærke til det." - "Ja, når det ikke kan være anderledes, får jeg vel gøre jer den tjeneste," svarede bonden. "Vent så her," sagde hun, "jeg kører hjem og henter pengene, jeg er her straks igen. Jeg bliver stående, for så har bæsterne det lettere, end når jeg sidder på halmen." Hun piskede løs på okserne og bonden tænkte: "Hun er da godt på vej til at blive gal. Hvis hun virkelig bringer pengene, kan min kone prise sin lykke, så slipper hun for prygl." Kort efter kom hun løbende med pengene, stak dem selv i hans lomme og takkede ham mange gange for hans venlighed.
He went out into the great highways, sat down on a stone, and waited for what would happen. Then he saw a peasant's waggon coming towards him, and a woman was standing upright in the middle of it, instead of sitting on the bundle of straw which was lying beside her, or walking near the oxen and leading them. The man thought to himself, "That is certainly one of the kind I am in search of," and jumped up and ran backwards and forwards in front of the waggon like one who is not very wise. "What do you want, my friend?" said the woman to him; "I don't know you, where do you come from?" - "I have fallen down from heaven," replied the man, "and don't know how to get back again, couldn't you drive me up?" - "No," said the woman, "I don't know the way, but if you come from heaven you can surely tell me how my husband, who has been there these three years is. You must have seen him?" - "Oh, yes, I have seen him, but all men can't get on well. He keeps sheep, and the sheep give him a great deal to do. They run up the mountains and lose their way in the wilderness, and he has to run after them and drive them together again. His clothes are all torn to pieces too, and will soon fall off his body. There is no tailor there, for Saint Peter won't let any of them in, as you know by the story." - "Who would have thought it?" cried the woman, "I tell you what, I will fetch his Sunday coat which is still hanging at home in the cupboard, he can wear that and look respectable. You will be so kind as to take it with you." - "That won't do very well," answered the peasant; "people are not allowed to take clothes into Heaven, they are taken away from one at the gate." - "Then hark you," said the woman, "I sold my fine wheat yesterday and got a good lot of money for it, I will send that to him. If you hide the purse in your pocket, no one will know that you have it." - "If you can't manage it any other way," said the peasant, "I will do you that favor." - "Just sit still where you are," said she, "and I will drive home and fetch the purse, I shall soon be back again. I do not sit down on the bundle of straw, but stand up in the waggon, because it makes it lighter for the cattle." She drove her oxen away, and the peasant thought, "That woman has a perfect talent for folly, if she really brings the money, my wife may think herself fortunate, for she will get no beating." It was not long before she came in a great hurry with the money, and with her own hands put it in his pocket. Before she went away, she thanked him again a thousand times for his courtesy.

Da konen kom hjem, traf hun sin søn, der havde været ude på marken. Hun fortalte det vidunderlige, hun havde oplevet, og tilføjede: "Jeg er rigtig glad over, at jeg fik lov til at sende min stakkels mand noget, hvem skulle have troet, at nogen kunne lide nød i himlen." Sønnen var ude af sig selv af forundring. "Ham vil jeg også se," sagde han, "jeg vil straks ud og lede efter ham. Sådan en får man ikke at se hver dag. Han skal fortælle mig, hvordan der ser ud deroppe, og hvad man bestiller." Han sadlede sin hest og red af sted i en fart. Da han kom ud på landevejen, sad bonden under piletræet i færd med at tælle de penge, der var i pungen. "Har I ikke set en mand, som er kommet fra himlen?" spurgte drengen. "Jo," svarede bonden, "han er gået hjem igen. Han gik opad bjerget derhenne, der er han jo noget nærmere ved himlen. Når I skynder jer, kan I nok nå ham." - "Jeg har slidt som et bæst hele dagen," sagde drengen, "og jeg er jo blevet endnu mere træt af at ride herhen. I kender manden. Gør mig den tjeneste at sætte jer op på min hest og se at få ham herned." - "Det er nok også en, der ikke har opfundet krudtet," tænkte bonden og sagde: "Hvorfor skulle jeg ikke gøre jer den tjeneste," og derpå red han af sted i strakt galop. Drengen blev siddende og ventede, til natten faldt på, men bonden kom ikke igen. "Manden fra himlen har nok haft travlt og ikke villet vende om," tænkte han, "og bonden har så givet ham hesten til min far." Han gik hjem og fortalte det hele til sin mor og sagde, at han havde sendt sin far hesten, så han ikke altid behøvede at løbe omkring. "Det var ganske rigtig gjort," sagde konen, "du har unge ben, dem kan du bruge."
When the woman got home again, she found her son who had come in from the field. She told him what unlooked-for things had befallen her, and then added, "I am truly delighted at having found an opportunity of sending something to my poor husband. Who would ever have imagined that he could be suffering for want of anything up in heaven?" The son was full of astonishment. "Mother," said he, "it is not every day that a man comes from Heaven in this way, I will go out immediately, and see if he is still to be found; he must tell me what it is like up there, and how the work is done." He saddled the horse and rode off with all speed. He found the peasant who was sitting under a willow-tree, and was just going to count the money in the purse. "Have you seen the man who has fallen down from Heaven?" cried the youth to him. "Yes," answered the peasant, "he has set out on his way back there, and has gone up that hill, from whence it will be rather nearer; you could still catch him up, if you were to ride fast." - "Alas," said the youth, "I have been doing tiring work all day, and the ride here has completely worn me out; you know the man, be so kind as to get on my horse, and go and persuade him to come here." - "Aha!" thought the peasant, "here is another who has no wick in his lamp!" - "Why should I not do you this favor?" said he, and mounted the horse and rode off in a quick trot. The youth remained sitting there till night fell, but the peasant never came back. "The man from Heaven must certainly have been in a great hurry, and would not turn back," thought he, "and the peasant has no doubt given him the horse to take to my father." He went home and told his mother what had happened, and that he had sent his father the horse so that he might not have to be always running about. "Thou hast done well," answered she, "thy legs are younger than his, and thou canst go on foot."

Da bonden kom hjem, stillede han hesten ind i stalden ved siden af den tredie ko, og gik så ind i stuen til sin kone. "Du kan prise din lykke, Trine," sagde han, "jeg har fundet to, der var endnu dummere end du. Denne gang slipper du for prygl, dem gemmer vi så til en anden gang." Han tændte sin pibe og satte sig i bedstefarstolen. "Det var en god forretning," sagde han, "en fed hest og en stor pose penge for to magre køer. Hvis dumheden altid var så indbringende, skulle jeg skam nok holde den i ære." Ja sådan tænkte bonden, men jeg er sikker på, at du synes bedre om dem, der ikke er så snedige.
When the peasant got home, he put the horse in the stable beside the cow which he had as a pledge, and then went to his wife and said, "Trina, as your luck would have it, I have found two who are still sillier fools than you; this time you escape without a beating, I will store it up for another occasion." Then he lighted his pipe, sat down in his grandfather's chair, and said, "It was a good stroke of business to get a sleek horse and a great purse full of money into the bargain, for two lean cows. If stupidity always brought in as much as that, I would be quite willing to hold it in honor." So thought the peasant, but you no doubt prefer the simple folks.