Enøje, Toøje og Treøje


One-eye, two-eyes, and three-eyes


Der var engang en kone, som havde tre døtre. Den ældste hed Enøje, fordi hun kun havde et øje midt i panden, den anden havde to øjne som andre mennesker og hed Toøje, og den tredie havde desforuden et lige midt i panden og hed derfor Treøje. Men hverken moderen eller søstrene kunne lide Toøje, fordi hun så ud som andre mennesker. "Du er en rigtig tarvelig en, du med dine to øjne," sagde de og puffede og stødte til hende. Hun fik ikke andet at spise, end hvad de levnede, hende s klæder var pjaltede og hullede, og de gjorde hende al den fortræd, de kunne.
En dag skulle Toøje ud på marken og vogte en ged. Hun var meget sulten, for hun havde næsten ingenting fået at spise, og da hun kom ud på marken, satte hun sig ned og græd så stærkt, at tårerne strømmede ned ad hendes kinder. Pludselig fik hun øje på en gammel kone, der stod ved siden af hende. "Hvad græder du for, lille Toøje," spurgte hun venligt. "Jeg er så ulykkelig," hulkede Toøje, "fordi jeg har to øjne som andre mennesker, kan hverken min mor eller mine søstre lide mig, og puffer og slår mig og lader mig gå i gamle pjalter. Og jeg får aldrig noget ordentligt at spise, jeg er så sulten, så sulten." - "Tør nu dine øjne, lille Toøje," sagde den gamle kone, "jeg skal nok sørge for, at du ikke mere kommer til at sulte. Du skal blot sige til din ged:
Lille gedemor,
skynd dig nu, dæk bord,
så står der et bord med den dejligste mad, og du kan spise så meget du har lyst til. Og når du er blevet mæt og siger:
Lille gedemor,
tag nu bort mit bord,
forsvinder det øjeblikkeligt." Derpå gik konen sin vej, og Toøje ville straks prøve, om det var sandt, hvad hun havde sagt, og sagde:
"Lille gedemor,
skynd dig nu, dæk bord."
Næppe havde hun sagt det, før der stod et nydeligt lille bord med tallerken og kniv og gaffel og den dejligste mad, så varm, som den lige var kommet ud af køkkenet. Toøje sagde nu den korteste bordbøn, hun kunne: "Kom herre, og vær vor gæst," og lod sig maden rigtig smage. Da hun var mæt, sagde hun:
"Lille gedemor,
tag nu bort mit bord,"
og straks forsvandt det altsammen. "Det er en nem husholdning," tænkte Toøje glad, og var igen i godt humør.
Da hun om aftenen kom hjem med geden, stod der en jernskål med levninger til hende, men hun rørte det ikke. Da hun om morgenen gik ud på marken, lod hun også de bidder, søstrene havde kastet hen til hende, ligge. Første og anden gang tænkte søstrene slet ikke over det, men da det gik sådan hver dag, begyndte de at lægge mærke til det og tænkte: "Der må være hændt Toøje noget. Ellers spiste hun op til sidste mundfuld, og nu rører hun ikke maden." For at få sagen opklaret ville Enøje gå med ud på marken, når hun drev geden ud, og se, om der var nogen, der bragte hende mad.
Da Toøje næste morgen ville begive sig af sted, sagde Enøje: "I dag vil jeg gå med og se, om geden får noget ordentligt at spise." Da Toøje mærkede, hvad der var meningen med det, drev hun geden ind i noget højt græs og sagde: "Lad os sætte os her, Enøje, så skal jeg synge for dig." Enøje var træt af varmen og den lange vej, og Toøje sang hele tiden:
"Er du vågen, Enøje?
Sover du, Enøje?"
Da lukkede hun øjet og faldt i søvn. Da Toøje så det, sagde hun:
"Lille gedemor,
skynd dig nu, dæk bord,"
og satte sig ved bordet og spiste og drak, til hun var mæt. Så sagde hun blot:
"Lille gedemor,
tag nu bort mit bord,"
og straks forsvandt det hele. Hun vækkede nu Enøje og sagde: "Du er en rar en til at passe på. Mens du sov, kunne geden jo løbet sin vej mange gange. Lad os så gå hjem." Toøje lod også denne aften maden stå, men Enøje kunne ikke fortælle noget. "Jeg faldt i søvn," sagde hun undskyldende.
Den næste dag sagde moderen til Treøje: "I dag skal du gå med og passe på, om der er nogen, som bringer hende mad, for spise og drikke må hun da." - "Jeg går med dig og ser, om geden får foder nok," sagde Treøje, da Toøje ville gå. Toøje drev igen geden hen i det høje græs og sagde: "Lad os sætte os her, så skal jeg synge for dig." Treøje var træt af heden og den lange vej, og Toøje begyndte at synge:
"Er du vågen, Treøje?"
men i stedet for at synge:
"Sover du, Treøje?"
tog hun fejl:
"Sover du, Toøje?"
og sang hele tiden:
"Er du vågen, Treøje?
Sover du, Toøje?"
Da lukkede Treøje sine to øjne, men det tredie stod åbent. Hun lod rigtignok, som om hun sov med dem alle tre, men hun kunne meget godt se, hvad der foregik. Toøje troede, at hun sov, og sagde:
"Lille gedemor,
skynd dig nu, dæk bord,"
spiste og drak og lod det igen forsvinde.
"Lille gedemor,
tag nu bort mit bord."
Treøje havde set det alt sammen. Toøje kom nu hen og vækkede hende og sagde: "Du er en rar en til at vogte geden. Lad os nu gå hjem." Om aftenen spiste Toøje heller ingenting, og Treøje sagde til sin mor: "Nu ved jeg, hvorfor den væmmelig tøs ikke spiser noget. Hun siger blot til geden:
"Lille gedemor,
skynd dig nu, dæk bord,"
så står der er bord med den dejligste mad, meget bedre end vi får herhjemme, og når hun er mæt, siger hun:
"Lille gedemor,
tag nu bort mit bord,"
så forsvinder det igen altsammen. To af mine øjne fik hun til at lukke sig, men det i panden var heldigvis åbent." - "Skal hun have det bedre end vi," råbte moderen rasende, tog en kniv og stak den i gedens hjerte, så den døde.
Da Toøje så det, gik hun bedrøvet ud på marken og gav sig til at græde. Pludselig stod den gamle kone igen ved siden af hende og spurgte: "Hvad græder du for?" - "Hvad skal jeg gøre," hulkede Toøje, "min mor har dræbt geden, der skaffede mig al den dejlige mad, nu må jeg sulte igen." - "Nu skal jeg give dig et godt råd, Toøje," sagde konen, "du skal bede dine søstre om gedens indvolde og grave dem ned udenfor døren, så skal du nok blive glad igen." Derpå forsvandt hun, og pigen gik hjem og sagde: "Må jeg ikke få lidt af min ged. Bare indvoldene." Søstrene lo. "Det skidt kan du gerne få," sagde de og kastede det hen til hende. Toøje tog det og gravede det i al hemmelighed ned i jorden, som konen havde sagt.
Da de vågnede næste morgen, stod der et dejligt træ udenfor døren, bladene var af sølv og store guldæbler skinnede imellem dem. Ingen vidste, hvor det var kommet fra, undtagen Toøje, der nok kunne tænke sig, at det var vokset op af gedens indvolde. "Kan du klatre op og plukke nogle æbler," sagde moderen til Enøje. Men hver gang hun ville gribe et af dem, svippede grenen fra hende, og hun kunne ikke få fat i et eneste. "Gå du så op, Treøje," sagde moderen, "du kan vel se bedre med dine tre øjne end hun med sit ene." Enøje rutschede ned af træet og Treøje klatrede derop, men det gik hende ikke en smule bedre. Til sidst blev moderen utålmodig og kravlede selv derop, men hun havde ikke mere held med sig end de andre. "Nu skal jeg prøve," sagde Toøje. "Hvad bilder du dig ind med dine to øjne," råbte søstrene hånligt, men hun klatrede derop, og æblerne faldt af sig selv ned i hendes hånd, så hun havde hele forklædet fuldt, da hun kom ned. Moderen tog dem, men i stedet for at behandle den stakkels pige bedre, var de misundelige, fordi hun var den eneste, der kunne plukke æblerne, og hun fik det endnu værre end før.
En gang, da de stod ude ved træet, kom der en ung ridder forbi. "Skynd dig lidt at komme ned," råbte søstrene, "vi må jo skamme os over dig." I en fart gemte de hende under et tomt kar, der stod ved siden af træet, og skubbede også æblerne derind. Da ridderen kom nærmere, så de, at han var meget smuk. Han standsede og så beundrende på det dejlige træ. "Hvis er det træ?" spurgte han. "Jeg ville give, hvad det skulle være, for at få en gren af det." Enøje og Treøje svarede, at det var deres, og at han gerne måtte få en gren. De gjorde sig al mulig umage for at få fat i en men det ville ikke lykkes dem. "Det er mærkeligt, at I ikke kan få fat i en eneste gren, når det tilhører jer," sagde ridderen. De blev ved at forsikre at træet var deres, men Toøje blev vred, fordi de ikke talte sandhed, og rullede et par guldæbler lige hen foran ridderen. Han spurgte forbavset, hvor de kom fra, og søstrene fortalte nu, at de havde en søster til, men de skammede sig over at vise hende for nogen, fordi hun kun havde to øjne ligesom ganske almindelige mennesker. Men ridderen ville se hende og råbte: "Kom, Toøje." Hun kom nu frem fra sit skjulested, og ridderen blev forbavset over hendes skønhed og sagde: "Du kan sikkert give mig en gren af det træ." - "Ja, det kan jeg," svarede Toøje, "for træet er mit." Derpå knækkede hun en gren af og rakte ham den. "Hvad skal jeg give dig for den," spurgte han. "Bare I ville tage mig med jer," svarede hun, "her lider jeg sult og nød fra morgen til aften." Ridderen tog nu Toøje foran sig på hesten og førte hende hjem til sit slot, og kom snart til at holde så meget af hende, at han giftede sig med hende.
Da Toøje var draget af sted med den smukke ridder, var søstrene i begyndelsen meget misundelige. "Men det dejlige træ har vi dog," tænkte de, "selv om vi ikke kan plukke frugterne, er der nok nogen, der lægger mærke til det. Hvem ved, hvad lykken kan bringe os." Men da de næste morgen kom ud, var det forsvundet, og da Toøje kiggede ud af sit vindue, så hun til sin store glæde, at det stod udenfor.
I lang tid levede Toøje lykkelig og glad. Engang kom der to fattige kvinder til slottet og bad om en almisse. Da hun så rigtig på dem, kendte hun sine to søstre igen. De var blevet så fattige, at de måtte gå omkring og tigge, men Toøje tog venligt imod dem og var så god imod dem, at de oprigtigt angrede alt det onde, de havde gjort hende.
There was once a woman who had three daughters, the eldest of whom was called One-eye, because she had only one eye in the middle of her forehead, and the second, Two-eyes, because she had two eyes like other folks, and the youngest, Three-eyes, because she had three eyes; and her third eye was also in the centre of her forehead. However, as Two-eyes saw just as other human beings did, her sisters and her mother could not endure her. They said to her, "Thou, with thy two eyes, art no better than the common people; thou dost not belong to us!" They pushed her about, and threw old clothes to her, and gave her nothing to eat but what they left, and did everything that they could to make her unhappy. It came to pass that Two-eyes had to go out into the fields and tend the goat, but she was still quite hungry, because her sisters had given her so little to eat. So she sat down on a ridge and began to weep, and so bitterly that two streams ran down from her eyes. And once when she looked up in her grief, a woman was standing beside her, who said, "Why art thou weeping, little Two-eyes?" Two-Eyes answered, "Have I not reason to weep, when I have two eyes like other people, and my sisters and mother hate me for it, and push me from one corner to another, throw old clothes at me, and give me nothing to eat but the scraps they leave? To-day they have given me so little that I am still quite hungry." Then the wise woman said, "Wipe away thy tears, Two-eyes, and I will tell thee something to stop thee ever suffering from hunger again; just say to thy goat,
"Bleat, my little goat, bleat,
Cover the table with something to eat,"
and then a clean well-spread little table will stand before thee, with the most delicious food upon it of which thou mayst eat as much as thou art inclined for, and when thou hast had enough, and hast no more need of the little table, just say,
"Bleat, bleat, my little goat, I pray,
And take the table quite away,"
and then it will vanish again from thy sight." Hereupon the wise woman departed. But Two-eyes thought, "I must instantly make a trial, and see if what she said is true, for I am far too hungry," and she said,
"Bleat, my little goat, bleat,
Cover the table with something to eat,"
and scarcely had she spoken the words than a little table, covered with a white cloth, was standing there, and on it was a plate with a knife and fork, and a silver spoon; and the most delicious food was there also, warm and smoking as if it had just come out of the kitchen. Then Two-eyes said the shortest prayer she knew, "Lord God, be with us always, Amen," and helped herself to some food, and enjoyed it. And when she was satisfied, she said, as the wise woman had taught her,
"Bleat, bleat, my little goat, I pray,
And take the table quite away,"
and immediately the little table and everything on it was gone again. "That is a delightful way of keeping house!" thought Two-eyes, and was quite glad and happy.
In the evening, when she went home with her goat, she found a small earthenware dish with some food, which her sisters had set ready for her, but she did not touch it. Next day she again went out with her goat, and left the few bits of broken bread which had been handed to her, lying untouched. The first and second time that she did this, her sisters did not remark it at all, but as it happened every time, they did observe it, and said, "There is something wrong about Two-eyes, she always leaves her food untasted, and she used to eat up everything that was given her; she must have discovered other ways of getting food." In order that they might learn the truth, they resolved to send One-eye with Two-eyes when she went to drive her goat to the pasture, to observe what Two-eyes did when she was there, and whether any one brought her anything to eat and drink. So when Two-eyes set out the next time, One-eye went to her and said, "I will go with you to the pasture, and see that the goat is well taken care of, and driven where there is food." But Two-eyes knew what was in One-eye's mind, and drove the goat into high grass and said, "Come, One-eye, we will sit down, and I will sing something to you." One-eye sat down and was tired with the unaccustomed walk and the heat of the sun, and Two-eyes sang constantly,
"One eye, wakest thou?
One eye, sleepest thou?"
until One-eye shut her one eye, and fell asleep, and as soon as Two-eyes saw that One-eye was fast asleep, and could discover nothing, she said,
"Bleat, my little goat, bleat,
Cover the table with something to eat,"
and seated herself at her table, and ate and drank until she was satisfied, and then she again cried,
"Bleat, bleat, my little goat, I pray,
And take the table quite away,"
and in an instant all was gone. Two-eyes now awakened One-eye, and said, "One-eye, you want to take care of the goat, and go to sleep while you are doing it, and in the meantime the goat might run all over the world. Come, let us go home again." So they went home, and again Two-eyes let her little dish stand untouched, and One-eye could not tell her mother why she would not eat it, and to excuse herself said, "I fell asleep when I was out."
Next day the mother said to Three-eyes, "This time thou shalt go and observe if Two-eyes eats anything when she is out, and if any one fetches her food and drink, for she must eat and drink in secret." So Three-eyes went to Two-eyes, and said, "I will go with you and see if the goat is taken proper care of, and driven where there is food." But Two-eyes knew what was in Three-eyes' mind, and drove the goat into high grass and said, "We will sit down, and I will sing something to you, Three-eyes." Three-eyes sat down and was tired with the walk and with the heat of the sun, and Two-eyes began the same song as before, and sang,
"Three eyes, are you waking?"
but then, instead of singing,
"Three eyes, are you sleeping?"
as she ought to have done, she thoughtlessly sang,
"Two eyes, are you sleeping?"
and sang all the time,
"Three eyes, are you waking?
Two eyes, are you sleeping?"
Then two of the eyes which Three-eyes had, shut and fell asleep, but the third, as it had not been named in the song, did not sleep. It is true that Three-eyes shut it, but only in her cunning, to pretend it was asleep too, but it blinked, and could see everything very well. And when Two-eyes thought that Three-eyes was fast asleep, she used her little charm,
"Bleat, my little goat, bleat,
Cover the table with something to eat,"
and ate and drank as much as her heart desired, and then ordered the table to go away again,
"Bleat, bleat, my little goat, I pray,
And take the table quite away,"
and Three-eyes had seen everything. Then Two-eyes came to her, waked her and said, "Have you been asleep, Three-eyes? You are a good care-taker! Come, we will go home." And when they got home, Two-eyes again did not eat, and Three-eyes said to the mother, "Now, I know why that high-minded thing there does not eat. When she is out, she says to the goat,
"Bleat, my little goat, bleat,
Cover the table with something to eat,"
and then a little table appears before her covered with the best of food, much better than any we have here, and when she has eaten all she wants, she says,
"Bleat, bleat, my little goat, I pray,
And take the table quite away,"
and all disappears. I watched everything closely. She put two of my eyes to sleep by using a certain form of words, but luckily the one in my forehead kept awake." Then the envious mother cried, "Dost thou want to fare better than we do? The desire shall pass away," and she fetched a butcher's knife, and thrust it into the heart of the goat, which fell down dead.
When Two-eyes saw that, she went out full of trouble, seated herself on the ridge of grass at the edge of the field, and wept bitter tears. Suddenly the wise woman once more stood by her side, and said, "Two-eyes, why art thou weeping?" - "Have I not reason to weep?" she answered. "The goat which covered the table for me every day when I spoke your charm, has been killed by my mother, and now I shall again have to bear hunger and want." The wise woman said, "Two-eyes, I will give thee a piece of good advice; ask thy sisters to give thee the entrails of the slaughtered goat, and bury them in the ground in front of the house, and thy fortune will be made." Then she vanished, and Two-eyes went home and said to her sisters, "Dear sisters, do give me some part of my goat; I don't wish for what is good, but give me the entrails." Then they laughed and said, "If that's all you want, you can have it." So Two-eyes took the entrails and buried them quietly in the evening, in front of the house-door, as the wise woman had counselled her to do.
Next morning, when they all awoke, and went to the house-door, there stood a strangely magnificent tree with leaves of silver, and fruit of gold hanging among them, so that in all the wide world there was nothing more beautiful or precious. They did not know how the tree could have come there during the night, but Two-eyes saw that it had grown up out of the entrails of the goat, for it was standing on the exact spot where she had buried them. Then the mother said to One-eye, "Climb up, my child, and gather some of the fruit of the tree for us." One-eye climbed up, but when she was about to get hold of one of the golden apples, the branch escaped from her hands, and that happened each time, so that she could not pluck a single apple, let her do what she might. Then said the mother, "Three-eyes, do you climb up; you with your three eyes can look about you better than One-eye." One-eye slipped down, and Three-eyes climbed up. Three-eyes was not more skilful, and might search as she liked, but the golden apples always escaped her. At length the mother grew impatient, and climbed up herself, but could get hold of the fruit no better than One-eye and Three-eyes, for she always clutched empty air. Then said Two-eyes, "I will just go up, perhaps I may succeed better." The sisters cried, "You indeed, with your two eyes, what can you do?" But Two-eyes climbed up, and the golden apples did get out of her way, but came into her hand of their own accord, so that she could pluck them one after the other, and brought a whole apronful down with her. The mother took them away from her, and instead of treating poor Two-eyes any better for this, she and One-eye and Three-eyes were only envious, because Two-eyes alone had been able to get the fruit, and they treated her still more cruelly.
It so befell that once when they were all standing together by the tree, a young knight came up. "Quick, Two-eyes," cried the two sisters, "creep under this, and don't disgrace us!" and with all speed they turned an empty barrel which was standing close by the tree over poor Two-eyes, and they pushed the golden apples which she had been gathering, under it too. When the knight came nearer he was a handsome lord, who stopped and admired the magnificent gold and silver tree, and said to the two sisters, "To whom does this fine tree belong? Any one who would bestow one branch of it on me might in return for it ask whatsoever he desired." Then One-eye and Three-eyes replied that the tree belonged to them, and that they would give him a branch. They both took great trouble, but they were not able to do it, for the branches and fruit both moved away from them every time. Then said the knight, "It is very strange that the tree should belong to you, and that you should still not be able to break a piece off." They again asserted that the tree was their property. Whilst they were saying so, Two-eyes rolled out a couple of golden apples from under the barrel to the feet of the knight, for she was vexed with One-eye and Three-eyes, for not speaking the truth. When the knight saw the apples he was astonished, and asked where they came from. One-eye and Three-eyes answered that they had another sister, who was not allowed to show herself, for she had only two eyes like any common person. The knight, however, desired to see her, and cried, "Two-eyes, come forth." Then Two-eyes, quite comforted, came from beneath the barrel, and the knight was surprised at her great beauty, and said, "Thou, Two-eyes, canst certainly break off a branch from the tree for me." - "Yes," replied Two-eyes, "that I certainly shall be able to do, for the tree belongs to me." And she climbed up, and with the greatest ease broke off a branch with beautiful silver leaves and golden fruit, and gave it to the knight. Then said the knight, "Two-eyes, what shall I give thee for it?" - "Alas!" answered Two-eyes, "I suffer from hunger and thirst, grief and want, from early morning till late night; if you would take me with you, and deliver me from these things, I should be happy." So the knight lifted Two-eyes on to his horse, and took her home with him to his father's castle, and there he gave her beautiful clothes, and meat and drink to her heart's content, and as he loved her so much he married her, and the wedding was solemnized with great rejoicing. When Two-eyes was thus carried away by the handsome knight, her two sisters grudged her good fortune in downright earnest. The wonderful tree, however, still remains with us," thought they, "and even if we can gather no fruit from it, still every one will stand still and look at it, and come to us and admire it. Who knows what good things may be in store for us?" But next morning, the tree had vanished, and all their hopes were at an end. And when Two-eyes looked out of the window of her own little room, to her great delight it was standing in front of it, and so it had followed her.
Two-eyes lived a long time in happiness. Once two poor women came to her in her castle, and begged for alms. She looked in their faces, and recognized her sisters, One-eye, and Three-eyes, who had fallen into such poverty that they had to wander about and beg their bread from door to door. Two-eyes, however, made them welcome, and was kind to them, and took care of them, so that they both with all their hearts repented the evil that they had done their sister in their youth.