ESPAÑOL

La duración de la vida

DANSK

Levetiden


Cuando Dios Nuestro Señor, después de crear el mundo, se disponía a asignar a cada una de sus criaturas el tiempo de duración de su vida, acercósele el asno y le dijo:
- Señor, ¿cuántos años viviré?
- Treinta - respondióle el Creador -. ¿Te parece bien?
- ¡Ah, Señor! - respondió el asno -, son muchos años. Considerad mi penoso destino: desde la mañana hasta la noche transportando pesadas cargas, llevando sacos de grano al molino para que otros coman pan, mientras a mí se me azuza y reanima a latigazos y puntapiés. ¡Acortadme un poco la vida! Compadecióse Nuestro Señor y le redujo la cifra a doce años. El asno se retiró consolado, y presentóse el perro.
- ¿Cuánto tiempo quieres vivir? - preguntóle el Creador -. Al asno pareciéronle demasiados treinta años, pero a ti te parecerán bastantes.
- Señor - contestó el perro -. ¿Lo queréis así? Pensad en lo que deberé correr; mis pies no resistirán tanto tiempo; y una vez haya perdido la voz para ladrar y los dientes para morder, ¿qué otro recurso me quedará sino el ir de un rincón a otro y pasarme el tiempo gruñendo?
Nuestro Señor comprendió que tenía razón, y le restó doce años.
A continuación llegó el mono.
- A ti seguramente te satisfarán treinta años, ¿verdad? - díjole el Señor -. Tú no necesitas trabajar como el asno y el perro, y siempre estás de buen humor.
- ¡Ay, Señor! - exclamó el mono -. Lo parece, pero la realidad es muy distinta. Cuando llueven papas de mijo, yo no tengo cuchara. Estoy condenado a gastar bromas y a hacer muecas para que la gente ría, y cuando me dan una manzana y la muerdo, resulta que está verde. ¡Cuán a menudo se oculta la tristeza tras el regocijo! No resistiré treinta años.
Dios, piadoso, le asignó sólo diez.
Finalmente, se presentó el hombre, contento, sano, fresco, y pidió a Dios que fijase su tiempo de vida.
- Vivirás treinta años - díjole el Señor -, ¿Tienes bastante?
- Muy poco es - observó el hombre -. Cuando haya construido mi casa y el fuego arda en mi hogar propio; cuando haya plantado árboles y empiecen a florecer y dar fruto; cuando empiece a gozar de la vida, entonces habré de morir. ¡Oh, Señor, concédeme más tiempo!
- Te añadiré los dieciocho años del asno - dijo Dios.
- No basta - contestó el hombre.
- Pues tendrás también los doce del perro.
- Todavía es poco - insistió el hombre.
- Mira, te concedo aún los doce del mono, pero no más.
Y el hombre se marchó, aunque no satisfecho.
He aquí por qué le vida del hombre dura setenta años. Los treinta primeros son los suyos propios, y pasan rápidamente; está sano, alegre, trabaja con ardor y disfruta de la vida. Siguen luego los dieciocho del asno, en que debe llevar una carga sobre otra: tiene que transportar lo que se comerá otro y recibir golpes y puntapiés en premio de sus leales servicios. Llegan después los doce años del perro: ahí lo tenéis por los rincones, gruñendo y sin dientes para mascar. Y cuando este período termina, cierran su vida los diez años del mono: se le ablandan los cascos, se vuelve extravagante, hace toda clase de tonterías y es el hazmerreír de los chiquillos.
Da Gud havde skabt verden og ville bestemme, hvor længe alle skabninger skulle leve, kom æslet og spurgte: "Hvor længe skal jeg leve?" - "Tredive år," svarede Gud, "synes du, det er tilpas?" - "Det er rigtignok en lang tid, Herre," svarede æslet, "tænk på, hvor besværligt jeg har det. Fra morgen til aften må jeg bære de tungeste byrder, slæbe korn til møllen, for at de andre kan få brød at spise, og jeg kender ingen anden opmuntring end slag og spak. Lad mig slippe for noget af den lange tid." Gud forbarmede sig da også over den og eftergav den atten år. Æslet gik glad bort, og lidt efter kom hunden. "Hvor længe vil du leve?" spurgte Gud, "æslet synes, at tredive år er for meget, vil du være tilfreds med det?" - "Vil du virkelig have det," sagde hunden, "tænk på, hvor meget jeg må løbe, det kan mine fødder ikke holde ud til. Og når jeg først har mistet min stemme, så jeg ikke kan gø, og har tabt mine tænder, så er der jo ikke andet for mig at gøre end at løbe fra den ene krog til den anden og knurre." Gud kunne indse, at den havde ret, og eftergav den tolv år. Da den var gået, kom aben. "Du vil vel nok leve i tredive år?" spurgte Herren, "du behøver jo ikke at arbejde som æslet og hunden, og er altid i godt humør." - "Ja, sådan ser det ud, Herre," svarede aben, "men det er helt anderledes. Selv om det regner ned med boghvedegrød, har jeg ingen ske til at spise med. Jeg skal altid være lystig og skære ansigter for at få folk til at le, og når de så rækker mig et æble, og jeg bider i det, er det så surt, at jeg må spytte det ud igen. Der er såmænd ofte sorg gemt bag en lystig maske. Nej, jeg kan ikke holde det ud så længe." Da eftergav Gud den ti år.

Til sidst kom mennesket, glad og sund, og bad Gud bestemme, hvor længe det skulle leve. "Tredive år," svarede Herren, "er det nok?" - "Hvor det dog er kort," råbte mennesket, "når jeg har bygget mit eget hus og ilden brænder på min egen arne, og de træer, jeg har plantet, bærer blomster og frugt, og jeg først rigtigt skal til at fryde mig ved livet, så skal jeg dø. Å, Herre giv mig dog et længere liv." - "Så vil jeg lægge de atten år til, jeg tog fra æslet," sagde Herren. "Jamen det er ikke nok," sagde mennesket. "Så skal du også få de tolv år, jeg tog fra hunden." - "Det er alligevel ikke nok." - "Ja, ja, så skal du få de ti år, jeg tog fra aben, men mere får du ikke." Så måtte mennesket misfornøjet gå sin vej.

Mennesket lever altså halvfjerdsindstyve år. De første tredive er hans egne, de går hurtigt, og han er glad og munter, går lystigt til sit arbejde og fryder sig ved livet. Så kommer æslets atten år. Han må bære den ene byrde tungere end den anden, slæbe på det korn, som nærer andre, og slag og spark er hans eneste løn. Så kommer hundens tolv år. Da ligger han i en krog og knurrer, og har ingen tænder at bide med. Og når den tid er gået, kommer til syvende og sidst abens ti år. Da er hans forstand svag, og han bærer sig tåbeligt ad, så børnene ler ad ham.




Compare dos idiomas:













Donations are welcomed & appreciated.


Thank you for your support.