Sammenligne to sprogene:




DANSK

Sømmet

DEUTSCH

Der Nagel


En købmand havde gjort gode forretninger på torvet, solgt alle sine varer og fyldt sin pengepung med guld og sølv. Nu ville han rejse hjem for at nå sin bolig, før natten brød frem. Han bandt så sin vadsæk med pengene fast på hesten og red af sted. Ved middagstid holdt han hvil i en by, og da han ville ride videre, førte karlen hesten frem. "Der mangler et søm i skoen på det venstre bagben," sagde han. "Ja, så må den mangle," sagde købmanden, " skoen holder vel nok de seks timer, jeg har tilbage. Jeg har travlt."

Om eftermiddagen steg han igen af hesten, og den blev ført ind for at få noget at spise. Lidt efter kom karlen ind i stuen og sagde: "Der mangler en hestesko på det venstre bagben. Skal jeg bringe dyret hen til smeden?" - "Nej, det får være," svarede købmanden, "de par timer, der endnu er tilbage, holder hesten nok ud. Jeg har travlt." Han red af sted, men lidt efter begyndte hesten at hinke. Det varede nu ikke længe, før den snublede og faldt og brækkede benet. Købmanden måtte lade den ligge, spændte vadsækken af, tog den på skulderen og måtte gå videre på sine ben, og det var langt ud på natten, da han nåede hjem. "Det fordømte søm er skyld i hele ulykken," tænkte han. Hastværk er lastværk.
Ein Kaufmann hatte auf der Messe gute Geschäfte gemacht, alle Waren verkauft und seine Geldkatze mit Gold und Silber gespickt. Er wollte jetzt heimreisen und vor Einbruch der Nacht zu Haus sein. Er packte also den Mantelsack mit dem Geld auf sein Pferd und ritt fort. Zu Mittag rastete er in einer Stadt; als er weiter wollte, führte ihm der Hausknecht das ross vor, sprach aber:

"Herr, am linken Hinterfuss fehlt im Hufeisen ein Nagel."

"Lass ihn fehlen," erwiderte der Kaufmann, "die sechs Stunden, die ich noch zu machen habe, wird das Eisen wohl festhalten. Ich habe Eile."

Nachmittags, als er wieder abgestiegen war und dem Ross Brot geben liess, kam der Knecht in die Stube und sagte:

"Herr, Euerm Pferd fehlt am linken Hinterfuss ein Hufeisen. Soll ich's zum Schmied führen?"

"Lass es fehlen," erwiderte der Herr, "die paar Stunden, die noch übrig sind, wird das Pferd wohl aushalten. Ich habe Eile."

Er ritt fort, aber nicht lange, so fing das Pferd zu hinken an. Es hinkte nicht lange, so fing es an zu stolpern, und es stolperte nicht lange, so fiel es nieder und brach ein Bein. Der Kaufmann musste das Pferd liegen lassen, den Mantelsack abschnallen, auf die Schulter nehmen und zu Fuss nach Haus gehen, wo er erst spät in der Nacht erlangte.

"An allem Unglück," sprach er zu sich selbst, "ist der verwünschte Nagel schuld." Eile mit Weile.