The star-money


Stjernedalerne


There was once on a time a little girl whose father and mother were dead, and she was so poor that she no longer had any little room to live in, or bed to sleep in, and at last she had nothing else but the clothes she was wearing and a little bit of bread in her hand which some charitable soul had given her. She was, however, good and pious. And as she was thus forsaken by all the world, she went forth into the open country, trusting in the good God.
Der var engang en lille pige, hvis far og mor var døde. Hun var så fattig, at hun ikke havde en stue, hun kunne være i, og ikke engang en lille seng, hun kunne sove i. Til sidst havde hun ikke andet tilbage end klæderne på kroppen og et lille stykke brød, som en medlidende sjæl havde givet hende. Men hun var god og from, og da hun var så ene i verden, gik hun ud på marken og bad til Gud.

Then a poor man met her, who said: "Ah, give me something to eat, I am so hungry!" She reached him the whole of her piece of bread, and said: "May God bless it to thy use," and went onwards. Then came a child who moaned and said: "My head is so cold, give me something to cover it with." So she took off her hood and gave it to him; and when she had walked a little farther, she met another child who had no jacket and was frozen with cold. Then she gave it her own; and a little farther on one begged for a frock, and she gave away that also. At length she got into a forest and it had already become dark, and there came yet another child, and asked for a little shirt, and the good little girl thought to herself: "It is a dark night and no one sees thee, thou canst very well give thy little shirt away," and took it off, and gave away that also.
Der mødte hun en gammel mand som sagde: "Giv mig lidt at spise, jeg er så sulten." Hun rakte ham sit lille stykke brød og sagde: "Gud velsigne dig," og gik videre. Lidt efter mødte hun et lille barn, som grædende sagde: "Jeg fryser sådan om hovedet, giv mig noget, jeg kan tage på." Hun tog da sin hue af og rakte hende den. Lidt efter mødte hun igen en lille pige, som frøs, fordi hun ikke havde noget kjoleliv på. Hun tog da sit eget af og gav hende og lidt efter gav hun også sit skørt bort. Til sidst kom hun ind i en stor, mørk skov, og der mødte hun en, som bad om hendes særk. "Der er ingen, som kan se mig i det mørke," tænkte den lille pige og tog særken af og gav hende den.

And as she so stood, and had not one single thing left, suddenly some stars from heaven fell down, and they were nothing else but hard smooth pieces of money, and although she had just given her little shirt away, she had a new one which was of the very finest linen. Then she gathered together the money into this, and was rich all the days of her life.
Nu stod hun der og havde ikke en smule mere tilbage, men pludselig faldt stjernerne ned fra himlen, og de var lutter blanke dalere. Og skønt hun havde givet sin særk bort, havde hun dog en på, og den var af det allerfineste linned. Hun samlede nu dalerne op, og der var så mange, at hun havde nok for hele sit liv.