Rørdrummen og hærfuglen


The bittern and the hoopoe


"Hvor holder eders hjord mest af at græsse?" spurgte en mand en gammel hyrde. "Her, hvor engen ikke er for fed og ikke for mager," svarede han, "ellers har dyrene ikke godt af det." - "Hvorfor ikke det?" spurgte han. "Kan I høre den dumpe lyd derhenne fra engen," svarede hyrden, "det er rørdrummen! Den var tidligere hyrde, og det var hærfuglen også. Nu skal I høre deres historie.
Rørdrummen vogtede sin hjord på en fed, grøn eng, hvor der stod mange blomster, og dens køer blev helt vilde og ustyrlige. Hærfuglen drev derimod sit kvæg op på de høje, ufrugtbare bjerge, hvor sandet fyger, og køerne blev magre og kraftesløse. Når de skulle hjem om aftenen, kunne rørdrummen ikke få fat i sine køer, de sprang vildt af sted. "Kom, brogede ko," råbte den, men de brød sig slet ikke om det. Hærfuglens køer kunne ikke stå på benene, så matte var de. "Op med jer, op med jer," råbte den, men det hjalp ikke, de blev liggende i sandet. Sådan går det, når man ikke kan holde sig på den gyldne middelvej. Nu vogter de dog ikke køer mere, men endnu den dag i dag skriger rørdrummen: "Kom, kom," og hærfuglen: "Op, op."
"Where do you like best to feed your flocks?" said a man to an old cow-herd. "Here, sir, where the grass is neither too rich nor too poor, or else it is no use." - "Why not?" asked the man. "Do you hear that melancholy cry from the meadow there?" answered the shepherd, "that is the bittern; he was once a shepherd, and so was the hoopoe also,--I will tell you the story. The bittern pastured his flocks on rich green meadows where flowers grew in abundance, so his cows became wild and unmanageable. The hoopoe drove his cattle on to high barren hills, where the wind plays with the sand, and his cows became thin, and got no strength. When it was evening, and the shepherds wanted to drive their cows homewards, the bittern could not get his together again; they were too high-spirited, and ran away from him. He called, "Come, cows, come," but it was of no use; they took no notice of his calling. The hoopoe, however, could not even get his cows up on their legs, so faint and weak had they become. "Up, up, up," screamed he, but it was in vain, they remained lying on the sand. That is the way when one has no moderation. And to this day, though they have no flocks now to watch, the bittern cries, "Come, cows, come," and the hoopoe, "Up, up, up."